Patientinformation til patienter, der får anlagt permanent tunneleret kateter
Hvad er et permanent tunneleret kateter (PTK)?
Et PTK kan bruges til at tømme væske i bughulen. PTK anlægges, når væske i bughulen hurtigt gendannes. Med PTK kan du hjemme tømme væsken i bughulen og dermed undgå hyppige besøg på hospitalet. PTK er et kateter, som lægges ind under huden og syes fast med sting. Katetret er permanent og med tiden gror det fast under huden og skal ikke udskiftes.
Hvordan bliver katetret lagt?
Katetret bliver anlagt på ultralydsafsnit 4123 i lokalbedøvelse. Dine blodprøver må maksimum være 7 dage gamle.
Den dag hvor katetret anlægges:
- Møder du i dit afsnit til den aftalte tid.
- Vil du få en patientskjorte udleveret og få anvist en seng.
- Vil du i seng blive kørt til ultralydsafsnittet.
- Dine pårørende må gerne følge dig.
Er der nogen risiko ved at få et PTK?
Et PTK kan være indgangsport for bakterier, særligt fra din egen hudflora. Der er derfor en lille risiko for infektion
Hvad sker der, når katetret er lagt?
Når katetret er lagt, kommer du tilbage til dit afsnit. En sygeplejerske vil holde øje med, hvor meget væske, der kommer fra katetret samt om der er nogen blødning. Hvis du har ondt, kan du få smertestillende medicin udleveret. Du vil blive udskrevet senere samme dag.
Hvordan bruges katetret?
En ventil på katetret sørger for, at katetret er lukket, når det ikke bruges. Et specielt skiftesæt skal anvendes til at tømme væske i bughulen. Du vil i afsnittet få udleveret en plejevejledning, som beskriver, hvordan tømning skal foregå derhjemme.
Det er individuelt hvor ofte du skal have tømt væske. Det er vigtigt, at væsken bliver tømt, inden du når at blive generet af f.eks. åndenød eller kvalme.
Inden du bliver udskrevet, vil lægen lave en plan for, hvor hyppigt du skal tømme væsken derhjemme.
Må jeg gå i bad med et PTK?
Du må gerne gå i brusebad med katetret, når katetret et pakket ind med vandtæt forbinding. Du kan få udleveret vandtæt forbinding i dit afsnit eller via hjemmeplejen.
Når du har haft katetret i mere end en måned, er forbinding ikke længere nødvendig, hvis katetret er groet fast og der ikke er rødme omkring katetret. Katetret kan da sættes fast med hudvenlig tape.
Stingene skal fjernes efter 10–14 dage. Du kan få fjernet stingene af en hjemmesygeplejerske, hos egen læge eller i dit afsnit.
Hvad skal jeg holde øje med derhjemme?
Hvis du oplever et af nedenstående symptomer, skal du kontakte dit afsnit:
- Feber = temperatur på 38,5 eller derover.
- Nytilkomne voldsomme smerter i maven.
- Ved betændelse (gulligt pus) rundt om katetret.
- Ved hævelse, ømhed og rødme rundt om katetret.
- Hvis katetret ikke virker, selvom du føler din mave er udspilet.
Skal jeg selv sørge for tømning og skaffe skiftesæt?
Nogle patienter og pårørende foretrækker at blive oplært til selv at tømme væske fra bughulen og andre ønsker hjælp fra hjemmesygeplejen. Vi aftaler med dig inden udskrivelse, hvordan du
og evt. dine pårørende ønsker tømning fremover skal foregå.
Det er din kommune, som skal sørge for, at du får skiftesæt derhjemme. Vi sørger for at aftale dette med din kommune.
Hvis der er nogle ting du er i tvivl om, er du meget velkommen til at kontakte dit afsnit.