Selvom du tidligere har modtaget kemoterapi for lungekræft, er det muligt at du alligevel kan have gavn af yderligere behandling. Du har fået tilbudt behandling med pemetrexed. I denne pjece kan du læse om, hvordan behandlingen foregår, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med behandlingen, og hvilke bivirkninger, du kan opleve.
Sådan virker behandlingen
Pemetrexed er kemoterapi, som hæmmer kræftcellernes vækst.
Formålet med behandlingen er at lindre dine eventuelle symptomer. I nogle tilfælde kan den få sygdommen til at svinde i kortere eller længere tid.
Behandlingen med pemetrexed foregår ambulant og tager ca. ½ time. Du kan tage hjem samme dag, som du har fået behandlingen. Inden hver behandling vil du tale med en læge. Du er planlagt til at skulle have 3-6 behandlinger og undervejs vil du blive fulgt med blodprøver og scanninger. Behandlingen afbrydes dog forinden, hvis du ønsker det, hvis der er for mange bivirkninger eller hvis den ikke har tilstrækkelig effekt på din sygdom.
Før start af behandling
Før start på behandlingen skal du have en indsprøjtning med B12 vitamin. Denne indsprøjtning skal gentages hver 9. uge, så længe du får behandling med pemetrexed. Derudover skal du under hele behandlingsforløbet dagligt tage folinsyre tabletter og i dagen omkring behandlingen vil du få udleveret kvalmestillende medicin.
Husk at få taget blodprøver
Du skal have taget blodprøve før hver behandling. Blodprøverne skal tages på et sygehus senest 1½ time før lægesamtalen. Med blodprøverne undersøger vi, hvordan dit immunforsvar, dine blodprøver og blodprocent er. Vi undersøger også dine salte i blodet, samt hvordan dine nyrer og lever fungerer.
Du kan med fordel skrive dine spørgsmål ned, så du har dem når du taler med lægen.
Husk at tage kvalmestillende medicin
Du får udleveret medicin af sygeplejersken. Denne medicin skal tages dagen før behandlingen, på dagen og dagen efter.
På behandlingsdagen
Når du møder i afdelingen, vil du blive hentet af en sygeplejerske i venteværelset. Behandlingen gives oftest i vores behandlingsrum, hvor der også er andre patienter der modtager behandling. Mens du får behandling, sidder du i en stol. Før behandlingen går i gang, får du anlagt et drop, da behandlingen gives i en blodåre. Når dagens behandling er slut, fjernes droppet igen. Pemetrexed over 10 minutter og der skylles med saltvand før og efter.
Inden du går du hjem får du udleveret kvalmestillinde medicin og tider til næste behandling. Der tilbydes snacks og drikkevarer under behandlingen.
Bivirkninger af behandlingen
Du kan få en række bivirkninger ved behandlingen. Listen med bivirkninger kan virke voldsom, men det er de færreste, der får alle bivirkningerne. Og det er ikke alle, der er lige alvorlige. Det er vigtigt, at du fortæller os om dine bivirkninger. Nogle bivirkninger kan vi behandle eller lindre og nogle kan vi forebygge udvikler sig til permanente gener. Opstår der svære eller uacceptable bivirkninger, vil lægen udsætte eller stoppe din behandling.
De fleste patienter oplever følgende bivirkninger:
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin. Sig til hvis den medicin du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Træthed. Kræftrelateret træthed (fatigue) kan forekomme. Du kan med fordel undersøge hvilke aktiviteter, der giver dig energi og forsøge at undgå dem, der gør dig mere udmattet.
- Hårtab. De fleste oplever en udtynding af håret ved denne behandling, men ikke et komplet hårtab. Hvis du får brug for det, kan du få en paryk eller kasket. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen.
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling. Det kan bl.a. vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød, hjertebanken, feber, blødning eller rød og blå mærker i huden.
Mange patienter oplever følgende bivirkninger:
- Forstoppelse og diarré. Forstoppelse og diarré kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin. Vi kan vejlede dig om medicin mod generne, hvis du har brug for det.
- Udslæt. Rødt udslæt foran på brystet kan forekomme. Hvis du oplever det, skal du smøre med uparfumeret fed creme.
- Påvirkning af slimhinder i øjne og næse. Øjne og næse kan begynde at løbe.
Hvis du vil vide mere, kan du finde information på min.medicin.dk.
Når du kommer hjem/er hjemme
Vigtigt! Kontakt os straks ved disse symptomer
- Feber over 38,5 eller over 38,0 i 2 målinger inden for 2 timer
- Blødning
Vi anbefaler at du anvender et termometer til endetarmen.
Anvender du mundtermometer, skal du tillægge 0,5 grad til den målte temperatur.
Brug prævention
Du kan godt have samleje, mens du er i behandling. Mængden af kemoterapi, der udskilles gennem sæd eller skedens slimhinder er så lille, at det ikke skader din partner. Kemoterapi kan skade et foster i 1. trimester, så I skal bruge et sikkert svangerskabsforebyggende middel som P-piller eller spiral under behandlingen og seks måneder efter.
Behandlingen kan påvirke din fertilitet
Behandlingen kan påvirke din evne til at få børn. Hvis du og din partner ønsker at få børn, bør du derfor overveje at få nedfrosset sæd, æg eller æggestok, inden behandlingen går i gang. Lægen kan fortælle mere om dine muligheder og kan evt. henvise dig til fertilitetsrådgivning.
Mere viden
Du kan læse mere om medicinsk behandling af kræft og få en mere indgående beskrivelse af de enkelte bivirkninger og hvordan de kan afhjælpes i hæftet ”Medicinsk kræftbehandling”. Du får hæftet udleveret af sygeplejersken.
Du kan læse mere om pemetrexed samt bivirkningerne på min.medicin.dk og www.cancer.dk