I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de spørgsmål, du kan have i forbindelse med din behandling med PDT. Patientinformationen indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med personalet i Afdeling for Øjensygdomme.
Hvad er PDT, fotodynamisk terapi?
Fotodynamisk terapi (PDT) anvendes til behandling af visse sygdomme i nethinde og årehinde, der medfører nedsat syn på grund af utætte blodkar og væskeophobningi nethinden.
Formålet med behandlingen er at forbedre det centrale syn (læse- og afstandssyn) eller at bremse yderligere synstab. Ved fotodynamisk terapi lukkes eller tætnes de utætte blodkar i eller bag nethinden - uden at beskadige selve nethinden.
Behandlingen består af en kombination af
- Lægemidlet Verteprofin (Visudyne).
- Rødt lys (689 nm) fra en "kold" laser.
Sygdomme kan behandles med PDT
- Central serøs chorioretinopati (CSCR, også kaldet stressøje)
- Polypoidal choroidal vaskulopati (PCV)
- Peripapillær karnydannelse
- Aldersrelateret makula-degeneration (AMD)
- Visse tumorer i øjet (f.eks. choroidalt hæmangiom)
Synet umiddelbart efter PDT-behandling
Du vil kunne opleve, at synet er sløret på dagen for behandlingen. Dette er normalt af kort varighed og skyldes de lokalbedøvende og pupiludvidende øjendråbe. Du bør derfor IKKE køre bil eller bruge maskiner i de første par timer, før dit syn er blevet bedre.
Synet på længere sigt efter PDT-behandling
Som regel bedres synet langsomt i løbet af de første 4 uger efter behandling, men den endelige effekt kan først vurderes efter 3 måneder. Der kan blive behov for genbehandling.
Enkelte patienter oplever synstab med yderligere væskeophobning i nethinden indenfor 7-14 dage efter behandlingen. Dette synstab er som regel forbigående.
Fotodynamisk terapi er behæftet med få bivirkninger
Der er dog beskrevet:
- Kraftesløshed, reaktioner på indstiksstedet
- Kvalme, åndenød, brystsmerter, rygsmerter (i forbindelse med infusionen)
- Hovedpine, svimmelhed
- Lysoverfølsomhed (reaktion som ved solskoldning)
- Allergiske reaktioner
- Synsforstyrrelser (sløret syn, lysglimt, nedsat syn og synsfeltdefekter)
Du eller dine pårørende kan indberette bivirkninger direkte til Lægemiddelstyrelsen på "Meld bivirkninger ved medicin og vacciner til mennesker" eller ved at kontakte Lægemiddelstyrelsen via e-mail, brev eller telefonisk for at rekvirere et indberetningsskema.
Før behandlingen
Behandlingen planlægges af lægen på baggrund af dit sygdomsbillede og fotografiske undersøgelser. Det kan blive nødvendigt at supplere med en fotografisk undersøgelse, hvor der anvendes et farvestof, som sprøjtes ind via en blodåre i armen. Denne undersøgelse tager ca. 10 minutter.
Du bør oplyse lægen om den medicin, du tager for andre sygdomme, da dette kan have betydning for behandlingen.
Behandlingen
- Du bliver dryppet med lokalbedøvende øjendråber og øjendråber, som udvider pupillerne.
- Du får lagt et perifert venekateter (PVK) i hånd eller arm. Via en dråbetæller sprøjtes lægemidlet gennem det anlagte PVK ind i en blodåre. Denne proces tager 7-10 minutter.
- Herefter sætter lægen en kontaktlinse på øjet, og behandlingen kan starte. Det beskadigede område af øjet belyses med laserlys i 41-83 sekunder. Herved aktiveres lægemidlet (Verteporfin), og de utætte blodkar lukkes med tiden.
Efter behandlingen
Forholdsregler efter behandlingen
Du vil kunne opleve, at synet er sløret på dagen for behandlingen. Dette er normalt af kort varighed og skyldes de lokalbedøvende og pupiludvidende øjendråbe. Du bør derfor IKKE køre bil eller bruge maskiner i de første par timer, før dit syn er blevet bedre.
De første 48 timer efter behandlingen - VIGTIGT
Dine øjne og din hud vil være meget mere lysfølsomme end normalt i 48 timer efter behandlingen. Derfor skal du undgå direkte sollys og andre stærke lyskilder i alle anbefalede 48 timer.
Stærkt lys omfatter blandt andet:
- Tandlæge/operationslamper.
- Halogenlys
- Solarium
- Sollys, inklusive sollys gennem vinduer
Det er vigtigt at beskytte huden over alt på kroppen efter behandlingen, så medbring gerne følgende til behandlingen:
- Hovedbeklædning (kasket med skygge, jakke med hætte)
- Mørke solbriller
- Beklædning, som dækker arme og ben
- Sokker og sko
Armbånd i 48 timer
- Som en sikkerhed får du et orange armbånd på inden du forlader afdelingen. På armbåndet står, at du er blevet behandlet med et lys-aktiverbart lægemiddel, som medfører, at du midlertidigt er overfølsom over for lys. Armbåndet SKAL beholdes på i de anbefalede 48 timer efter behandlingens afslutning.
BEMÆRK
- ”Du behøver ikke opholde dig helt i mørke efter behandlingen og kan derfor godt opholde dig i almindelig indendørs belysning (ikke direkte spot-lys).
- Begræns dog gerne udendørs ophold og tænk på, at solcremer ikke beskytter mod denne lysfølsomhed. Hvis du skal udendørs i dagtimerne, så husk at beskytte huden.
Efter 48 timer efter behandlingen
Efter 48 timer kan du være udendørs som normalt, uden specifikke forholdsregler.
Kontrol i Afdeling for Øjensygdommes klinik
Efter PDT-behandling skal du til kontrol i en af Afdeling for Øjensygdommes klinikker. Antallet af opfølgende kontroller afhænger af hvilken diagnose, der har udløst behandlingen.
Du skal kontakte Afdeling for Øjensygdomme
- Hvis du oplever uventet ubehag
- Hvis du oplever synsforstyrrelser
- Hvis synet forringes yderligere