Introduktion
Du modtager denne information, da du eller andre i din familie har fået påvist en sygdomsdisponerende variant i et af generne SDHA, SDHB, SDHC eller SDHD (samlet kaldet ”SDH-generne"). Denne information er tænkt som et supplement til den genetiske rådgivning, du allerede har modtaget. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte din behandlingsansvarlige læge eller genetiske vejleder.

Baggrund
Paragangliom‐fæokromocytom syndrom omfatter en række tilstande, hvor der kan opstå tumorer i paraganglierne (paragangliomer) og i binyrerne (fæokromocytomer) samt sjældnere i mavesækken (gastrointestinal stromal tumor) og i nyrerne (for SDHB og SDHD). Paraganglier er små grupper af celler, der findes spredt i hele kroppen, særligt i hoved, nakke og langs rygsøjlen. Fæokromocytomer og nogle paragangliomer kan producere hormoner, der kan forårsage symptomer såsom forhøjet blodtryk og anfald med hjertebanken, hovedpine, bleghed og svedtendens. Mange paragangliomer medfører ikke symptomer i starten, men kan vokse og give f.eks. synkebesvær eller kronisk hæshed. Voksne med paragangliom-fæokromocytom syndrom følges på Afdeling for Nyre- og Hormonsygdomme på Rigshospitalet. Børn med paragangliom-fæokromocytom syndrom følges på Afdeling for Børn og Unge på Rigshospitalet.

Arvegang og gener
Sygdomsdisponerende varianter i SDH-generne nedarves typisk autosomal dominant, hvilket betyder, at mænd såvel som kvinder kan arve varianten, og at der er 50% risiko for at videregive varianten i hver graviditet. Størstedelen af bærere af sygdomsdisponerende varianter i SDH-generne vil ikke udvikle sygdom.

Særligt for bærere af sygdomsdisponerende varianter i SDHD-genet er, at man kun er i risiko for at udvikle tumorer, hvis varianten er nedarvet fra ens far. Hvis varianten derimod er nedarvet fra ens mor, vil man ikke blive tilbudt kontrol. Man skal dog være opmærksom på, at man stadigvæk kan videregive genvarianten til sine børn, og hvis man har sønner, der bærer varianten, kan de få børn, der er i risiko for at udvikle tumorer.  

Skitsering af hvordan den sygdomsdisponerende variant i SDH-generne nedarves
Alle mennesker har to kopier af deres gener dvs. også to kopier af SDHA-, SDHB-, SDHC- og SDHD-generne – én kopi fra deres far og én fra deres mor (med undtagelse af gener på kønskromosomerne hos mænd). Genet med varianten er farvet blå. Når kønscellerne (æg- og sædceller) dannes, vil 50% af cellerne have varianten, mens 50% ikke vil have varianten. Derfor er der 50% sandsynlighed ved en graviditet for, at barnet arver varianten i SDHA/B/C/D-genet og dermed har forhøjet sandsynlighed for at udvikle tumorer.

Risiko for at udvikle tumorer
Risikoen for at udvikle paragangliomer eller fæokromocytomer afhænger af i hvilket gen varianten er påvist, samt af individuelle og familiære faktorer.

Generelt gælder følgende:

• SDHB 
  Disse varianter er oftest forbundet med paragangliomer i maveregionen samt fæokromocytom. Nogle af disse paragangliomer kan udvikle sig til kræftknuder. Dertil ses øget risiko for nyrekræft.
   
• SDHD 
  Disse varianter er oftest forbundet med paragangliomer i hoved- og halsområdet samt fæokromocytom. Paragangliomer i hoved-halsområdet kan f.eks. medføre knuder på halsen, hæshed, synkebesvær, smerte, hoste eller pulserende tinnitus. Dertil ses øget risiko for nyrekræft.
   
• SDHA og SDHC 
  Selvom varianter i disse gener også øger risikoen for tumorudvikling, er den samlede risiko ofte markant lavere sammenlignet med varianter i SDHB- og SDHD-generne.

Det er vigtigt at understrege, at en sygdomsdisponerende variant ikke nødvendigvis fører til tumorudvikling. Mange faktorer, herunder miljømæssige og andre genetiske forhold, spiller ind på den enkeltes risiko.

Kontrol og opfølgning
Som bærer af en sygdomsdisponerende variant i et af SDH-generne vil du blive tilbudt et kontrolprogram med henblik på tidlig påvisning af eventuelle tumorer. Dette kan omfatte:

• Biokemiske undersøgelser
  Måling af forskellige hormoner eller deres nedbrydningsprodukter i blodet.
   
• Billeddiagnostiske undersøgelser
  Regelmæssige scanninger af kroppen fra den øverste del af halsen og til lysken.

Frekvensen af kontrolundersøgelserne kan variere ud fra din specifikke genetiske variant, din personlige og familiære sygehistorie samt andre risikofaktorer. Kontrolprogrammet bliver jævnligt evalueret og kan ændre sig som ny viden bliver tilgængelig. Voksne følges på Afdeling for Nyre- og Hormonsygdomme på Rigshospitalet, mens børn følges på Afdeling for Børn og Unge på Rigshospitalet.

Udredning af din familie
Når du har fået påvist en sygdomsdisponerende variant i SDHB-, SDHC- eller SDHD-generne, kan der være grund til at foretage genetisk testning af dine søskende, dine børn og forældre. For SDHA-genet er det som oftest kun relevant at teste de nærmeste familiemedlemmer til dem, der har haft et paragangliom eller fæokromocytom. Du kan tale med din behandlingsansvarlige læge på den genetiske afdeling om, hvilke familiemedlemmer det er relevant at informere og hvordan du kan gøre dette.

Når man selv skal have børn
For nogle, der ved, at de bærer en sygdomsdisponerende variant i et af SDH-generne, giver det anledning til overvejelser, når de ønsker at stifte familie. Har man et stort ønske om ikke at give familiens variant videre, kan der tilbydes moderkageprøve og dermed genetisk undersøgelse af fosteret omkring uge 11 i graviditeten. I nogle tilfælde er en anden mulighed genetisk undersøgelse af det befrugtede æg (”ægsortering”), som dog skal planlægges i god tid inden graviditeten opstår. Det er individuelle beslutninger med mange etiske overvejelser. Vi anbefaler altid, at man bliver henvist til samtale på Afdeling for Genetik, Rigshospitalet, for at blive informeret om de muligheder man har, gerne 1─2 år før man ønsker at blive gravid.
Hvis man ikke benytter sig af gentest af det befrugtede æg eller af fosteret, kan barnet få taget en blodprøve for at afklare, om det har arvet genvarianten og dermed risikoen for at udvikle paragangliom-fæokromocytom syndrom. Barnet vil typisk blive henvist til Afdeling for Genetik, der bestiller blodprøven og formidler svaret til forældrene. Vi anbefaler, at børn i familier med sygdomsdisponerende genvarianter i SDHB-genet tidligst bliver genetisk undersøgt fra 8-årsalderen. For børn i familier med sygdomsdisponerende varianter i SDHA-, SDHC- eller SDHD-generne vil der oftest først være grund til genetisk undersøgelse senere i livet og det optimale tidspunkt vurderes individuelt.