Gå til hovedindhold

Pacemaker- eller ICD-system - hjemme igen efter fjernelse af

Efter fjernelse af en pacemaker eller ICD er det en fordel at følge en række forholdsregler. Vær opmærksom på ubehag og smerter, pleje og hygiejne samt bevægelse og hvile.

Ubehag eller smerter

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i et sår. Det er sjældent, at det sker, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal kontakte os eller Akuttelefonen 1813 uden for vores telefontid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget rødme.
  • Øget hævelse.
  • Øget varme omkring såret.
  • Gullig væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader uden, at der er anden grund til det.

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamol, som kan fås i håndkøb.

Pleje og hygiejne

Fjern plasteret

Du må fjerne plasteret 48 timer efter operationen. Hvis såret ikke er helt lukket, skal du skifte til et nyt plaster.

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal indtil såret er helet, da det øger risikoen for betændelse. Du skal duppe såret forsigtigt med et rent håndklæde eller en ren vaskeklud, når du tørrer dig.

Bevægelse og hvile

Undgå tunge løft

Operationssåret må ikke blive belastet. Derfor må du ikke løfte tunge ting den første uge efter operationen.

Vent med at dyrke motion

Du må ikke cykle eller dyrke motion de første 7 dage efter operationen. Du skal generelt bevæge dig forsigtigt for at undgå blødning fra såret.

Vent med at køre bil

Hvis du under operationen har haft et kateter i lysken, skal du vente 4 dage med at køre bil. Ellers er der ingen forholdsregler i forhold til bilkørsel.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Hjerteforeningen tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende.
Du finder foreningen på www.hjerteforeningen.dk.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden