Gå til hovedindhold

Oxcarbazepin - behandling

Oxcarbazepin anvendes til behandling af nervesmerter. Oxcarbazepin findes i præparaterne Trileptal og Apydan.

Oxcarbazepin anvendes til behandling af nervesmerter.

Præparatet

Det er velkendt, at et medikament kan virke på mere end en sygdom. For eksempel virker Magnyl smertestillende samtidigt med, at det virker forebyggende mod blodpropper.

Oxcarbazepin er udviklet til behandling af epilepsi. Videnskabelige undersøgelser har vist, at det også kan have en smertereducerende virkning på ansigtssmerter. Når vi udskriver præparatet til dig, er det altså ikke for at behandle epilepsi, men fordi vi har en forventning om, at det vil kunne reducere dine smerter.

Virkningsmekanisme

Oxcarbazepin virker ved at stabilisere nervecellerne.

Hvilken dosis skal man tage

Normalt starter man med 150 mg 2 gange daglig, stigende hver 3. dag med 150 mg.

DagMorgenAften
1. - 3.150 mg150 mg
4. - 6.150 mg300 mg
7. - 9.300 mg300 mg
10. -Evt. yderligere stigningEvt. yderligere stigning

Tabletterne tages med cirka 12 timers interval. Optrapning med 150 mg hver 3. dag skal fortsætte, til der er god effekt eller generende bivirkninger, dog højst optrapning til 1800 mg dagligt fordelt på 2 doser. Dosisøgning herefter efter aftale med lægen. Maksimal dosis er oftest 3600 mg i døgnet.

Bivirkninger

De mest almindelige bivirkninger er træthed, kvalme, opkastning, hovedpine, svimmelhed, søvnighed, lavt saltniveau i blodet og dobbeltsyn. Desuden kan der bl.a. forekomme mavesmerter, knogleskørhed, forstoppelse, diarré, rysten, styringsbesvær af arme og ben, koncentrationsbesvær og hukommelsesbesvær.

Langvarig behandling med visse midler mod epilepsi øger risikoen for udvikling af knogleskørhed (osteoporose). Hvis du og din behandlende læge i Dansk Hovedpinecenter forventer, at du skal være i behandling med oxcarbazepin i mindst 2 år, bør du gå til din egen privatpraktiserende læge med henblik på stillingtagen til behov for udredning (DEXA-skanning) og behandling (calcium og vitamin D).

Et enkelt dansk studie tyder på, at trigeminusneuralgi i sig selv øger risikoen for blodpropper i hjernen, og at denne risiko er yderligere øget hos trigeminusneuralgipatienter, der har behov for længerevarende behandling med carbamazepin eller oxcarbazepin. Men studiet viser ikke, om det er de mange smerter, der medfører denne øgede risiko, eller om det er behandlingen med carbamazepin og oxcarbazepin. Ligeledes kan man ud fra vores data ikke vurdere, om det vil have en gavnlig effekt at stoppe behandlingen. Desuden er den samlede risiko for blodpropper i hjernen fortsat meget lav uanset, hvilken gruppe man tilhører. Vi fraråder derfor ikke behandling med carbamazepin og oxcarbazepin. Men vi tilråder, at trigeminusneuralgipatienter og sundhedspersonale er opmærksomme på andre risikofaktorer, som kan øge risikoen for blodpropper i hjernen, og som man kan gøre noget ved. Dette indbefatter, f.eks. god kontrol af evt. forhøjet blodtryk, sukkersyge og hyperkolesterolæmi og reduktion af evt. overvægt samt rygestop.

Forsigtighedsregler

Bør ikke bruges ved visse former for hjertesygdomme. Oxcarbazepin kan påvirke omsætningen af andre lægemidler. Saltniveauet i blodet (natrium) bør kontrolleres jævnligt. Forsigtighed tilrådes ved motorkørsel og maskinbetjening. 

Recepter

Du kan bestille recepter i Dansk Hovedpinecenter på den medicin, vi behandler dig med, på telefon 38 63 20 62 eller ved at skrive en besked i MinSP.

Hvis du har brug for at se dine receptoplysninger, henviser vi til:

  • MinSundhed (app)
  • Min Læge (app)
  • Apoteket (app)
  • Sundhed.dk

Sygeplejegruppens telefon

Har du spørgsmål til din behandling, kan du ringe til sygeplejegruppen på telefon 38 63 22 75.

Min Sundhedsplatform

På www.minsundhedsplatform.dk kan du blandt andet følge med i din behandling, se kommende aftaler, melde afbud, se prøvesvar og udfylde spørgeskemaer. Hvis du har spørgsmål til din behandling, kan du også skrive direkte til os. Du kan også hente appen MinSP på din smartphone. Du logger på med MitID.

Du kan også læse i din egen journal på sundhed.dk.

Afbud og tidsbestilling

I tilfælde af afbud kan du ringe til sekretæren i Dansk Hovedpinecenter på telefon 38 63 20 62 eller skrive til os via MinSP.

Hvis din henvendelse ikke indeholder personfølsomme oplysninger, kan du sende en mail til os på hovedpine@regionh.dk.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden