Ondansetron er et kvalmestillende lægemiddel som anvendes til at forebygge og behandle kvalme.
Indtagelse
Ondansetron indtages som piller. Piller tages ca. 1 time før medicinen, der kan give kvalme, eller når kvalmen kommer. Pillen virker i 12 timer og behandlingen kan evt. gentages efter 12 timer, hvis der fortsat er kvalme.
Virkning
Ondansetron reducerer kvalmen ved at hæmme virkningen af signalstoffet serotonin i hjernen. Frigørelse af serotonin er med til at fremkalde kvalme og en brækrefleks.
Bivirkninger
Der kan være bivirkninger i form af hovedpine, rødme og varmefølelse i huden samt forstoppelse. I sjældne tilfælde kan der ses en allergisk reaktion og synsforstyrrelser.
For en mere detaljeret information henvises til min.medicin.dk.