Gå til hovedindhold

Nethindens sygdomme - vitreomakulær traktion - VMT

Ved VMT findes et mekanisk træk der påvirker den centrale del af nethinden, som kaldes den gule plet eller makula.

I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de praktiske spørgsmål, du kan have i forbindelse med øjenoperationen.

Patientinformationen indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med læger og sygeplejersker i Afdeling for Øjensygdomme.

Hvad er vitreomakulær traktion (VMT)?

Ved VMT findes et mekanisk træk der påvirker den centrale del af nethinden, som kaldes den gule plet, eller makula. Makula ligger på øjets inderside modsat pupillen. VMT medfører varierende grader af tab af læsesyn samt eventuelt også billedforvrængning. VMT skyldes, aldersforandringer i glaslegemet. Glaslegemet er en geleagtig masse, som har konsistens som en blå vandmand. Glaslegemet ligger midt i øjet (se figur), og er i de unge år til hæftet nethinden. Med alderen skrumper glaslegemet, og på et tidspunkt løsnes det fra den bageste del af nethinden. Hvis man er skabt sådan, at glaslegemet sidder for godt fast i nethinden, kan skrumpningen medføre, at glaslegemet trækker i nethinden, og deformerer denne.

Hvis et sådant træk dannes i den gule plet, får man VMT. Man kan forestille sig nethinden som en dug, hvor glaslegemet kan sammenlignes med at to fingre tager fat og trækker denne opad.

VMT kan løsnes spontant, hvorved synet kan normaliseres. VMT kan dog også udvikle sig negativt, så man oplever tiltagende tab  af synsfunktion. Det er i sådanne tilfælde, at man vil overveje behandling. VMT kan også medføre at der trækkes et hul i den centrale del af nethinden, såkaldt makulahul, en tilstand der næsten altid kræver behandling.

Behandling af VMT

Mange tilfælde af VMT er som nævnt milde og kræver ikke behandling.

Alvorligere tilfælde af VMT kan behandles med operation, hvor man kirurgisk fjerner glaslegemet og løsner trækket. Operation er den mest effektive behandling, og man får i stort set alle tilfælde løsnet trækket, og i de fleste tilfælde forbedret synsfunktionen. Operation medfører dog, at udviklingen af grå stær fremskyndes i det opererede øje.

Hos patienter over 50 år betyder det, at der i reglen udvikles operations-krævende grå stær i løbet af et halvt til et helt år efter operationen for VMT. Patienter som ikke tidligere er opereret for grå stær, og som er over 50 år, vil derfor normalt blive tilbudt operation for grå stær før operationen for VMT. Det samme gælder for yngre personer, hvis der allerede der forstadier til grå stær.

Se patientinformationen Nethindens sygdomme - grå stær operation i forbindelse med operation på nethinden.

Før operationen

Forundersøgelse før operation

Du er skal til en forundersøgelse med henblik på operation for VMT. 

Kontaktlinser:

Vær opmærksom på at du ikke må bruge bløde kontaktlinser 1 døgn før forundersøgelsen og hårde kontaktlinser 3 dage før forundersøgelsen.

Ved forundersøgelsen vil sygeplejersken:

  • måle dit syn
  • dryppe dine øjne med øjendråber der udvider pupillerne
  • fotografere din nethinde
  • tage mål til en intraokulær linse

Herefter vil øjenlægen:

  • undersøge dig
  • diskutere operationens fordele og ulemper med dig.

OBS

Da du har fået dryppet øjne ved forundersøgelsen, vil dit syn blive mere sløret i nogle timer. Vi fraråder at du fører motorkøretøj eller kører på cykel i timerne efter undersøgelsen. Du kan også blive generet af lyset, dette kan afhjælpes med solbriller.

Recepter, anden medicin og andet til efter operationen

Efter operationen skal du bruge øjendråber. Der lægges recepter på apotekernes server. Du skal bruge tape til at fiksere øjenskjoldet efter operationen, kan købes på apoteket. Vi anbefaler at du køber medicin mm inden operationen.

På operationsdagen

Selve operationen foregår ambulant og i lokalbedøvelse. Fuld bedøvelse tilbydes kun i helt særlige tilfælde.

Ved operation i lokalbedøvelse skal du:

  • Spise morgenmad, som du plejer
  • Tage din sædvanlige medicin

Vanddrivende medicin skal dog ikke tages om morgenen på operationsdagen, men først når du kommer hjem.

Blodfortyndende medicin (og visse kosttilskud/ naturmedicin), skal du evt. holde pause med op til operationen hvis det er aftalt med lægen

  • Have været i bad og have vasket hår
  • Undgå at bruge creme i ansigtet eller øjenmakeup. Fjern make-up rester grundigt
  • Sørg for at have bekvemt tøj på

I vente/hvilerummet modtages du af en sygeplejerske, som drypper dine øjne. Du kan evt. få hostesaft, hvis du hoster. 

Kirurgen vil hilse på dig og sikre sig at alle nødvendige informationer og undersøgelser er indhentet. Sørg for at have været på toilettet inden operationen.

Du skal forvente at være på Afdeling for Øjensygdomme et par timer på operationsdagen.

Operationen

Selve operationen varer ca. 45 minutter. På operationsstuen hjælper sygeplejersken dig til rette på operationslejet. Du får lagt et tyndt stykke papir over ansigtet og vi sørger for, at du frit kan trække vejret.

Kirurgen bedøver dit øje gennem et lille hul i slimhinden. Du bliver ikke stukket med nåle, men det spænder lidt der, hvor bedøvelsen anbringes. Når øjet er bedøvet, vil du ikke føle smerte, men følesansen har du stadig.

Under selve operationen kan du evt. se en række flydende uklarheder og måske også instrumenterne. Du får hele tiden at vide hvad der sker, og næsten alle patienter fortæller at operationen er en interessant og positiv oplevelse. Ved operationens afslutning fyldes øjet op med luft eller gas.

Efter operationen får du en klap og et skjold på øjet, og sygeplejersken følger dig tilbage til hvilerummet, hvor du får tilbudt noget at drikke.

Efter operationen

Forbinding og øjenklap

  • Du må fjerne forbindingen om morgenen dagen efter operationen.
  • Det hårde plastik skjold skal du have på om natten de første 2 uger. Tape til at fiksere skjoldet køber du på apoteket.

Øjendrypning efter operationen

  • Når du har fjernet forbindingen, skal du begynde at dryppe det opererede øje. Du skal dryppe med
  • Spersadex øjendråber 4 gange dagligt, oftest i 4 uger efter operationen.
    Spersadex modvirker irritation og forebygger infektion.
  • Øjendråber der nedsætter trykket i øjet, 2 gange dagligt, til 24 timer før 1. kontrol efter operationen
  • Hvis der er brug for anden øjenmedicin aftales det med lægen.

Smerter

På operationsdagen og den efterfølgende nat kan der være lette til moderate smerter fra det opererede øje. For smerter kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin, fx tbl. Panodil 1 gr, højst 4 gange om dagen.

Normalt efter operationen

  • Oftest er der kun lette gener efter operationen.
  • Øjet vil være rødt og irriteret.
  • Øjet kan føles lidt tørt og det kan være følsomt træk.
  • Du kan have kvalme på operationsdagen og den første nat.

Forholdsregler efter operationen

Efter operationen må du

  • gå i bad og vaske hår, men undgå at få vand i øjnene
  • gå små ture
  • udføre almindeligt husarbejde som madlavning eller opvask,
  • bære almindelige indkøbsposer og tasker
  • dyrke "almindelig fredelig" sex
  • se TV

1 uge efter operationen skal du undgå

  • mere krævende huslige pligter, som gulvvask og støvsugning
  • cykling og tilsvarende fysisk aktivitet frarådes

3  uger efter operationen skal du undgå

  • planlagt besøg hos tandlæge

4  uger efter operationen skal du undgå

  • at gnide i øjet
  • tryk, stød og slag mod øjet
  • støvede og urene omgivelser
  • at gå i svømmehal, karbad, spabade eller lignende
  • brug af øjenmakeup
  • hårdt fysisk arbejde, tunge løft
  • kondiløb

Generelt

  • "Lyt til dit øje", afstå fra aktiviteter, som giver smerter eller ubehag i øjet
  • Intensiv læseaktivitet medfører uro i øjet, og kan derfor medføre smerter i et nyligt opereret øje.

Synet efter operationen

Umiddelbart efter operationen vil synet på øjet være stærkt sløret på grund af, at øjet er fyldt med luft eller gas. Luften forsvinder af sig selv i løbet af nogle uger, men så længe den er i øjet, gør den øjet meget nærsynet. Du vil derfor måske kunne se viserne på dit ur, hvis du holder uret få centimeter fra øjet. Du vil eventuelt også kunne se, at billedforvrængningen er blevet mindre. I løbet af en uges tid kan du begynde at se luftboblen nedadtil i synsfeltet som en bevægelig skygge (se figur). Efterhånden bliver luftskyggen nedadtil mindre. Er der anvendt gas, kan det afhængigt af den valgte gas kan det tage kortere eller længere tid før gassen er væk helt væk. Figuren viser forløbet for SF6 gas.

Kontrol i Afdeling for Øjensygdommes klinik

Du skal til kontrol i en klinik, sædvanligvis ca. 5 dage efter operationen, herefter vil kontrollen normalt overgå til din egen øjenlæge.

Transport

Du skal som hovedregel selv sørge for transport til og fra hospitalet.

Føre motorkøretøj mm

Du må ikke føre motorkøretøj før gassen er væk, og du ikke længere kan se den bevægelige skygge.

Flyve og udenlandsrejser

  • Indtil gassen er væk, dvs. i de første ca. 4-8 uger efter operationen må du ikke flyve, da det medfører at gassen udvider sig og det kan være katastrofalt for øjet
  • Hvis du rejser udenlands, skal du huske at kontakte dit forsikringsselskab

Sygemelding

Som hovedregel skal du sygemeldes ca. 10 dage efter operationen

Hvad kan gå galt?

Operationen indebærer en risiko for nethindeløsning, som rammer nogle få procent af de opererede. Nethindeløsning er en akut behandlingskrævende øjensygdom, som viser sig ved en sort, ikke-bevægelig skygge i synsfeltet, der næsten altid ses liggende over luft- eller gasboblen (skyggen opad til højre på figuren).

Det er næsten altid nødvendigt med en operation for at få en afløst nethinde på plads. I sjældne tilfælde lykkes det trods gentagen kirurgi ikke at få en afløst nethinde permanent på plads, og i disse tilfælde vil al brugbar synsevne på det opererede øje gå tabt.

Operation for VMT medfører som nævnt, en fremskyndet udvikling af grå stær (dvs. uklarhed i øjets linse) i det opererede øje. Hvis du derfor ikke allerede er opereret for grå stær, vil du få brug for en grå stær operation i løbet af det første år efter operationen for VMT.

Infektioner kan også forekomme, men de er sjældne. Symptomer på infektion er smerter i øjet samt øget rødme i øjet og yderligere nedsat synsstyrke.

Det er normalt at opleve "fluer" i det opererede øje, det kalder vi for corpus opaciteter. Det er ikke farligt, så længe de bevæger sig. Kun en ikke bevægelig skygge i synsfeltet er altså tegn på nethinde løsning, og den skal der reageres på.

Vigtigt - du skal kontakte en øjenlæge

Hvis du har mistanke om nethindeløsning, infektion eller anden komplikation

  • Hvis du stadig går til kontrol i Afdeling for Øjensygdomme, skal du kontakte os Se Kontakt sidst i denne patientinformation
  • Hvis du er afsluttet i Afdeling for Øjensygdomme, skal du kontakte din egen øjenlæge
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden