Gå til hovedindhold

Nethindens sygdomme - fjernelse af silikoneolie

Heri findes information og svar på spørgsmål i forbindelse med fjernelse af silikoneolie.

I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de praktiske spørgsmål, du kan have i forbindelse med øjenoperationen.

Patientinformationen indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med læger og sygeplejersker i Afdeling for Øjensygdomme.

Fjernelse af silikoneolie

Du er opereret for nethindeløsning med brug af silikoneolie. Olien har støttet nethinden mens den voksede fast.

Efter nogle uger er olien ikke længere nødvendig og skal derfor fjernes ved en ny operation. Oliefjernelsen er en mindre operation og i de fleste tilfælde kan denne foretages i lokalbedøvelse.

Før operationen

Forundersøgelse før operation

Du kommer til en forundersøgelse 1-2 uger før operationen. Ved denne undersøgelse sikres det at nethinden er vokset på plads, og at olien derfor kan fjernes.

Ved forundersøgelsen vil sygeplejersken:

  • måle dit syn
  • dryppe dine øjne med øjendråber der udvider pupillerne

Herefter vil øjenlægen:

  • undersøge dig
  • gennemgå operationen, herunder hvilke risici der er forbundet med denne

OBS: Da du har fået dryppet øjne ved forundersøgelsen, vil dit syn blive mere sløret i nogle timer. Vi fraråder at du fører motorkøretøj eller kører på cykel i timerne efter undersøgelsen. Du kan også blive gereret af lyset, dette kan afhjælpes med solbriller.

Recepter, anden medicin og andet til efter operationen

Efter operationen skal du bruge øjendråber. Der lægges recepter på apotekernes server. Vi anbefaler at du køber medicin mm inden operationen.

Selve operationen foregår ambulant og i lokalbedøvelse. Fuld bedøvelse tilbydes kun i helt særlige tilfælde.

Ved operation i fuld bedøvelse

Nogle dagen inden operationen vil du blive indkaldt til samtale med narkoselægen. Derefter bliver du indkaldt til operation, hvor du skal møde fastende på sengeafdelingen om morgenen på operationsdagen.

På operationsdagen

Selve operationen foregår ambulant og i lokalbedøvelse. Fuld bedøvelse tilbydes kun i helt særlige tilfælde.

Ved operation i lokalbedøvelse skal du:

  • Spise morgenmad, som du plejer
  • Tage din sædvanlige medicin
  • Vanddrivende medicin skal dog ikke tages om morgenen på operationsdagen, men først når du kommer hjem.
  • Blodfortyndende medicin (og visse kosttilskud/ naturmedicin), skal du evt. holde pause med op til operationen hvis det er aftalt med lægen
  • Have været i bad og have vasket hår
  • Undgå at bruge creme i ansigtet eller øjenmakeup. Fjern make-up rester grundigt
  • Sørg for at have bekvemt tøj på

I vente/hvilerummet modtages du af en sygeplejerske, som drypper dine øjne. Du kan evt. få hostesaft, hvis du hoster.

Kirurgen vil hilse på dig og sikre sig at alle nødvendige informationer og undersøgelser er indhentet.

Sørg for at have været på toilettet inden operationen.

Du skal forvente at være på Afdeling for Øjensygdomme et par timer på operationsdagen.

Ved operation i fuld bedøvelse skal du:

 Faste og tørste:

  • Du må spise og drikke mælkeprodukter indtil 6 timer før operationen.
  • Du må drikke klare væsker som vand, saftevand, juice uden frugtkød, te eller kaffe uden mælk indtil 2 timer før operationen.
  • Vi anbefaler, at du drikker et stort glas saft med sukker 2 timer før din tid og derefter ingenting, til bedøvelsen er overstået.

Operationen

Selve operationen varer ca. 30 minutter.

På operationsstuen hjælper sygeplejersken dig til rette på operationslejet. Du får lagt et tyndt stykke papir over ansigtet og vi sørger for, at du frit kan trække vejret.

Kirurgen bedøver dit øje gennem et lille hul i slimhinden. Du bliver ikke stukket med nåle, men det spænder lidt der, hvor bedøvelsen anbringes. Når øjet er bedøvet, vil du ikke føle smerte, men følesansen har du stadig. Under selve operationen kan du evt. se en række flydende uklarheder og måske også instrumenterne.

Efter operationen får du en klap og et skjold på øjet, og sygeplejersken følger dig tilbage til hvilerummet, hvor du får tilbudt noget at drikke.

Efter operationen

Forbinding

  • Du må fjerne forbindingen om morgenen dagen efter operationen.

Øjendrypning efter operationen

Når du har fjernet forbindingen, skal du begynde at dryppe det opererede øje. Du skal dryppe med:

  • Spersadex øjendråber 4 gange dagligt, oftest i 3 uger efter operationen.

Spersadex modvirker irritation og forebygger infektion.

  • Hvis der er brug for anden øjenmedicin aftales det med lægen.

Smerter

På operationsdagen og den efterfølgende nat kan der være lette til moderate smerter fra det opererede øje. For smerter kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin, fx tbl. Panodil 1 gr, højst 4 gange om dagen.

Hvad er normalt efter operationen?

  • Oftest er der kun lette gener efter operationen.
  • Øjet vil være rødt og irriteret.
  • Øjet kan føles lidt tørt og det kan være følsomt for træk.
  • Du kan have kvalme på operationsdagen og den første nat.

Forholdsregler efter operationen

Efter operationen må du

  • gå i bad og vaske hår, men undgå at få vand i øjnene
  • gå små ture
  • udføre almindeligt husarbejde som madlavning eller opvask,
  • bære almindelige indkøbsposer og tasker
  • dyrke "almindelig fredelig" sex
  • se TV

1 uge efter operationen skal du undgå

  • mere krævende huslige pligter, som gulvvask og støvsugning
  • cykling og tilsvarende fysisk aktivitet frarådes

3  uger efter operationen skal du undgå

  • planlagt besøg hos tandlæge

4  uger efter operationen skal du undgå

  • at gnide i øjet
  • tryk, stød og slag mod øjet
  • støvede og urene omgivelser
  • at gå i svømmehal, karbad, spabade eller lignende
  • brug af øjenmakeup
  • hårdt fysisk arbejde, tunge løft
  • kondiløb

Generelt

  • "Lyt til dit øje", afstå fra aktiviteter, som giver smerter eller ubehag i øjet
  • intensiv læseaktivitet medfører uro i øjet, og kan derfor medføre smerter i et nyligt opereret øje.

Synet efter operationen

Efter oliefjernelse vil der ofte være nogle små olieperler tilbage i øjet. De ses som små uklarheder nedadtil i synsfeltet. Olieperlerne er helt ufarlige og er noget man vænner sig til.

Nethinden kan i større eller mindre grad have taget skade at nethindeløsningen, og synet kan derfor i varierende grad være nedsat efter operationen.

Synet kan også være påvirket pga. udvikling af grå stær (uklarhed af øjets linse). Det er normalt at der opstår fremskyndet udvikling af grå stær når man fået fjernet glaslegemet og erstattet det med silikoneolie. Graden af grå stær vil blive vurderet i efterforløbet og hvis der opstår behandlingskrævende grå stær kan dette opereres. Denne operation foretages ambulant og i lokalbedøvelse.

Kontrol i Afdeling for Øjensygdommes klinik

Du skal til kontrol i klinikken, sædvanligvis ca. 2-5 dage efter operationen, herefter vil kontrollen normalt overgå til din egen øjenlæge.

Transport

Du skal som hovedregel selv sørge for transport til og fra hospitalet.

Sygemelding

Som hovedregel skal du sygemeldes ca. 8 dage efter operationen

Hvad kan gå galt?

I perioden efter silikoneolien er fjernet vil der være en lille risiko for at nethinden løsner sig igen. Der vil i denne situation opfattes en ny skygge i synsfeltet. Risikoen er lille, men det kan opstå hvis der kommer en arvævsreaktion i nethinden. I disse tilfælde må operation gentages med indlæggelse af ny silikoneolie.

Infektion og blødning kan også forekomme, men er sjældne. Symptomer på infektion er smerter i øjet samt øget rødme i øjet og yderligere nedsat synsstyrke.

Vigtigt du skal kontakte en øjenlæge

Hvis du har mistanke om nethindeløsning, infektion eller anden komplikation

  • Hvis du stadig går til kontrol i Afdeling for Øjensygdomme, skal du kontakte os Se Kontakt sidst i denne patientinformation
  • Hvis du er afsluttet i Afdeling for Øjensygdomme, skal du kontakte din egen øjenlæge
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden