Gå til hovedindhold

Næsen - strålebehandling

Du har fået konstateret kræft i næsen og som led i din behandling, skal du have strålebehandling. I denne information kan du læse om behandling med stråler.

Du har fået konstateret kræft i næsen og som led i din behandling, skal du have strålebehandling. Du skal have i alt _____ behandlinger _____ gange om ugen.

Planlægning af strålebehandlingen

Planlægningen varer 2-3 timer. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med. For at planlægge din strålebehandling, skal du have scannet overkroppen og hovedet. Scanningen viser, hvordan vi bedst kan give dig strålebehandlingen. Inden scanningen får du lavet et net, der hjælper dig med, at ligge stille med hovedet. Nettet skal du have på under scanningen og ved de efterfølgende strålebehandlinger. 

Ved planlægningen får du udleveret ”Råd og Vejledning under strålebehandling” samt tid til første strålebehandling. Umiddelbart før start på strålebehandling vil du blive tilbudt en samtale med en fra behandlingspersonalet på behandlingsapparatet. Ved den første strålebehandling vil du få udleveret et skema med tider til de efterfølgende strålebehandlinger. 

Strålebehandlingen

Første strålebehandling tager ca. 30 min., da apparaturet skal indstilles til din behandlingsplan. Til de efterfølgende strålebehandlinger er der afsat 20 min. pr. gang. Selve strålerne kan ikke ses og gør ikke ondt. 

Bivirkninger

Som du kan læse nedenfor, kan der opstå forskellige bivirkninger relateret til din strålebehandling. Præcis hvilke og hvor mange du får, kan vi ikke vide på forhånd. Sygeplejerskerne vil umiddelbart kunne afhjælpe de fleste gener, desuden vil du en gang om ugen blive tilset af en læge i din klinik. 

De hyppigste bivirkninger til en strålebehandling mod næsen er tørhed og skorpedannelse i næsen. 

Hvis behandlingsområdet ligger tæt på øjet, kan der forekomme irritation og evt. tåreflåd. 

Da en del af strålebehandlingen gives forfra direkte på næsen, vil det betyde, at en lille del af strålerne påvirker hårsækkene i nakken, hvor håret vil falde af. Håret vil gradvist komme igen efter 2-4 måneder. 

Du kan opleve, at huden i behandlingsområdet bliver rød. Det kan være alt fra en svag rødmen til meget kraftig rødme. Eventuelt skaller noget af hudens overflade af, og det kan væske fra området.

Hvis læben er inden for behandlingsområdet, kan den blive hævet og irriteret. Der kan opstå smerter i forbindelse med strålebehandlingen. 

Oplever du smerter i større eller mindre grad, kan du have brug for smertestillende medicin. 
Mange patienter vil opleve en grad af træthed under behandlingen.  

Kost

Under strålebehandlingen anbefaler vi en god, alsidig og proteinrig kost. Det er vigtigt, at du ikke taber dig under strålebehandlingen, du vil derfor blive tilbudt ernæringsvejledning i dit ambulatorium en gang ugentligt. 

Rygning

Vi anbefaler, at du undlader at ryge under din strålebehandling, og vi hjælper gerne med at skabe kontakt til din kommune, der kan hjælpe med rygestopkursus. Rygning nedsætter virkningen af din strålebehandling. Rygning virker livsforkortende.

Alkohol

Vi anbefaler, at du under din strålebehandling holder dig til sundhedsstyrelsens anbefalinger om maks. 7 genstande om ugen for kvinder og 14 genstande om ugen for mænd. Er du i tablet behandling med Nimoral anbefales det, at undgå alkohol 6 timer efter indtagelsen af Nimoral. 

Motion

Under din strålebehandling må du gerne motionere. Lyt til din krop og hold pause, når du bliver træt. Mange oplever, at motion har en god effekt på den træthed, der kan komme under strålebehandlingen. Desuden har motion en gavnlig effekt på psyke og humør. 

Antioxidanter

Under din strålebehandling anbefaler vi, at du undlader at tage kosttilskud i form af antioxidanter (f.eks. A, C, E vitamin samt Q10), da disse kan hæmme strålebehandlingens effekt. Du må gerne få antioxidanter, der forekommer naturligt i kosten. 

Henvendelse

Hvis du under din strålebehandling har behov for at ringe til os, kan du mandag- fredag henvende dig fra 8.30-15.45 til personalet ved det apparat, hvor du går til strålebehandling. Telefonnummeret fremgår af din mødeseddel, som udleveres ved første strålebehandling. 

I weekenden kan du kontakte os i samme tidsrum som på hverdage på
35 45 11 31. 

I akutte situationer relateret til din strålebehandling kan du efter kl. 15.45 henvende dig på 35 45 35 45
- bed om onkologisk visitation. Her vil du tale med en sygeplejerske. 

Hvis du i dit forløb i Strålebehandling, klinik 3981 har oplevelser, som du ikke finder tilfredsstillende eller har forslag til forbedringer, opfordrer vi dig til, at rette henvendelse til personalet ved dit behandlingsapparat eller i din klinik.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden