Gå til hovedindhold

MR-undersøgelse - information

Vigtig information til patienter og pårørende inden en MR-undersøgelse.

Patientinformation

Hvad er en MR-skanning?

MR er forkortelsen for magnetisk resonans og er en undersøgelsesmetode, hvor man anvender radiobølger i kombination med et kraftigt magnetfelt.

Med MR-skanneren er man i stand til at skabe detaljerede billeder af de fleste organer uden anvendelse af røntgenstråler eller radioaktive sporstoffer. Hverken magnetfeltet eller radiobølgerne kan mærkes, og undersøgelsen i MR- skanneren er ikke forbundet med nogen kendt sundhedsmæssig risiko.

Før undersøgelsen

På undersøgelsesdagen skal du møde op i røntgenafdelingen på 2. sal i opgang 3 og melde din ankomst i receptionen. Medbring meget gerne et udfyldt kontrolskema og kom også gerne 15 minutter før din tid, da der ellers hurtigt kan opstå ventetid. 

Der gives ofte kontraststof i løbet af en MR-undersøgelse, og i enkelte situationer kan det være nødvendigt at undersøge din nyrefunktion inden. Nyrefunktionen bedømmes med en blodprøve, som du kan få foretaget på Rigshospitalet, dit lokale sygehus eller et lægelaboratorium.

Husk at medbringe svaret på blodprøven, hvis den er taget på dit lokale sygehus eller et lægelaboratorium.

Er du under 13 år og skal have anlagt venflon/IV-adgang, og dit skanningstidspunkt er efter kl. 9:00, skal du møde på dit stamafsnit senest 1 time før mødetidspunktet til anlæggelse af dette.

Da metalgenstande kan forstyrre MR-skanningen, og da magnetfeltet vil ødelægge kredit- og betalingskort med magnetstribe, bedes du medbringe så få metal- og værdigenstande som muligt. Se bilag 1 for yderligere information om påklædning.

MR-afsnittets personale vil udspørge dig, om du har pacemaker, metaldele i kroppen (proteser, insulinpumpe, metalclips m.m.), og om du er hjerteopereret, da visse indopererede genstande kan forhindre en sikker MR-undersøgelse.

Under undersøgelsen

Undersøgelsen foregår ved, at du ligger på et leje, som langsomt bliver kørt ind i MR-skannerens tunnel. Undersøgelsen er delt op i flere måleperioder. De fleste varer 8-15 sekunder, hvor du skal holde vejret, med korte pauser indimellem.

Du kommer ikke ud af skanneren undervejs.

Det er vigtigt, at du ligger helt stille, da billederne ellers bliver af dårlig kvalitet. Når der måles, vil du høre høje metalliske bankelyde, og du skal derfor have høreværn på til undersøgelsen.

Der tilbydes ikke musik under undersøgelsen, men radiografen vil løbende holde dig orienteret, og det er muligt at tale med radiografen i pauserne imellem målingerne.

Undersøgelsen varer ½-1½ time og under hele forløbet er du i kontakt med personalet.

Skal du have kontraststof, sprøjtes dette ind i en blodåre i armen og vil normalt ikke medføre gener eller ubehag efterfølgende. Der gives normalt ikke kontraststof, hvis du har svært nedsat nyrefunktion eller er allergisk overfor kontraststof.

Bemærk: MR-kontraststof og CT-kontraststof er ikke det samme, så hvis du tidligere har haft en allergisk reaktion ved CT-kontraststof, er det ikke det samme som, at du vil få en allergisk reaktion ved MR-kontraststof.

Har du pårørende eller bekendte med, kan du tage én person med ind i skannerrummet til undersøgelsen. Vedkommende skal kunne efterkomme sikkerhedsforhold for pårørende og personale beskrevet i bilag 2.

Hvordan har du det bagefter?

Der er normalt intet ubehag efter undersøgelsen. Kontrasten, du eventuelt fik sprøjtet ind i armen, udskiller du via urinen over de efterfølgende 24 timer. Urinen vil have normal lugt og farve.

Hvis du har fået beroligende medicin inden undersøgelsen, må du ikke føre motorkøretøj eller betjene maskiner resten af dagen.

Svar på undersøgelsen

Undersøgelsessvar gives via den henvisende læge eller afsnit. Ikke-indlagte patienter får svar på undersøgelsen af henvisende afsnit, enten ved besøg i klinikken eller pr. brev.

Svartiden er ofte på minimum 14 dage.

Klaustrofobi

Har du angst for små rum, kan det føles ubehageligt at blive undersøgt i MR-skanneren, da forholdene kan opleves som trange. Hvis du genkender denne angst fra eksempelvis at køre i elevator, kan du kontakte MR-afsnittet på tlf. 35 45 88 20 mandag til onsdag samt fredag mellem kl. 8:00 og 14:30 og torsdag mellem kl. 9:00 og 14:30.

Vi kan aftale, at du møder 45 minutter før mødetidspunktet for at få en pille, der virker angstdæmpende og beroligende. Alternativt kan medicinen være ordineret af din læge, som du selv medbringer.

Medicinen kan påvirke din motorik og reflekser, og du må derfor ikke føre motorkøretøj samt betjene maskiner i de efterfølgende 24 timer.

Hvis du har meget svær klaustrofobi, er du velkommen til at aftale tid, hvor du kan se MR-skanneren inden undersøgelsen, og få talt med afsnittets personale.

Graviditet og amning

Generelt MR-skannes der ikke ved graviditet. Er du gravid, skal du derfor tage kontakt på tlf. 35 45 36 72 mandag til fredag mellem kl 8:00 til 13:00. Skal du have kontraststof i blodbanen i forbindelse med din MR-skanning, kan en ammepause på 24 timer med udmalkning efterfølgende vælges.

Generelt er amning i forbindelse med kontraststof ingen hindring, men kontraststoffet kan dog give mælken en midlertidig bismag.

Afbud og spørgsmål til MR-undersøgelsen

Er du forhindret i at komme, eller ønsker du ikke at blive undersøgt, vil det være en stor hjælp for planlægningen af vores arbejde, hvis du giver besked på tlf. 35 45 36 72 mandag til fredag mellem kl. 8:00 til 13:00.

Har du spørgsmål til MR-skanningen, er du velkommen til at kontakte MR-afsnittet på tlf. 35 45 88 20 mandag til onsdag samt fredag mellem kl. 8:00 og 14:30 og torsdag mellem kl. 9:00 og 14:30.

Værdigenstande

På afsnittet findes der aflåselige taskeskabe, hvor ur, smykker, nøgler, kredit- og betalingskort m.m. kan opbevares under undersøgelsen. Tag så lidt som muligt med på røntgenafsnittet.

Smykker, penge, ure og lignende er dit personlige ansvar, og hospitalet erstatter ikke tabte eller stjålne ting.

Samtykke

Inden du møder, bedes du have læst denne orientering om undersøgelsen igennem, og ønsker du ikke undersøgelsen foretaget, beder vi dig melde afbud på tlf. 35 45 36 72 mandag til fredag mellem kl 8:00 til 13:00.

Når du møder på dagen, vil vi informere om undersøgelsen, og hvis du giver samtykke, gennemføres undersøgelsen.

Kørsel

Rigshospitalet har mangel på parkeringspladser og anbefaler derfor, at du om muligt benytter offentlig transport. Se mere på: www.rigshospitalet.dk.

Kommer du i bil, tilråder vi, at du kører i god tid grundet manglen på parkeringspladser.

Vil du bestille kørsel, eller har du spørgsmål vedrørende kørsel, skal du ringe på tlf. 35 45 35 45 og bede om henvisende afsnit.

Rygning

Rigshospitalet er røgfrit område – både inde og ude. Det er altså ikke tilladt at ryge hverken indenfor eller udenfor på hospitalets område eller ved indgangene.

Patienter, der har behov for at ryge under indlæggelse, kan benytte rygepavillonen, der ligger i Rigshospitalets gårdhave mellem opgang 2 og Arcaden (auditorium 1 og 2).

Bilag 1 - Patientpåklædning under MR-skanning

Vær venligst opmærksom på følgende forberedelser, inden MR-skanningen foretages:

Hovedet

  • Ingen hårspænder, hårnåle eller elastikker
  • Ingen paryk
  • Ingen høreapparater, udtagelige tandproteser eller briller
  • Ingen makeup ved undersøgelse af hovedet

Kroppen

  • Ingen sko, ur, smykker eller piercinger Ingen eksterne medicinske eller tekniske apparater/overvågning
  • Ingen medicinplastre med aluminiumbelægning
  • Ingen termokatetre/følere, elektroder, ledninger eller IV-nåle
  • Ingen løstsiddende proteser og skinner

Beklædning

  • Ingen knapper, spænder, lynlåse eller bælter og forsøg så vidt muligt at undgå beklædning af syntetisk materiale

Aflåselige skabe til ejendele findes i venteområdet og i patientomklædningen.

Bilag 2 - Retningslinjer for pårørende og personale før adgang til MR-skannerrum

Vær venligst opmærksom på følgende forberedelser, inden du får adgang til MR-skanneren:

Hovedet

  • Ingen hårspænder eller hårnåle
  • Ingen høreapparater, kunstige øreknogler eller benforankrede høreapparater
  • Ingen tandproteser fæstnet magnetisk
  • Ingen aneurisme-clips eller silk-stents efter operationer i hjernen

Kroppen

  • Ingen eksterne medicinske eller tekniske apparater/overvågning
  • Ingen indopererede apparater (pacemaker, ICD, medicinpumpe, neurostimulator o.a.)
  • Ingen mekaniske hjerteklapper
  • Ingen løstsiddende proteser og skinner
  • Ikke gravid

Beklædning

  • Egen beklædning

Ejendele

  • Ingen ure, telefoner eller elektriske apparater
  • Ingen løse metalgenstande, nøgler, betalingskort eller andre kort med magnetstribe

Aflåselige skabe til ejendele findes i venteområdet.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden