Metoprolol anvendes som forebyggende medicin ved migræne.
Præparatet
Det er velkendt, at et medikament kan virke på mere end en sygdom. For eksempel virker Magnyl smertestillende samtidigt med, at det virker forebyggende mod blodpropper.
Metoprolol er udviklet til behandling af hjerte- og kredsløbslidelser, men videnskabelige undersøgelser har vist, at det også kan have en effekt på migræne. Når vi udskriver præparatet til dig, er det altså ikke for at sænke dit blodtryk, men for at behandle din migræne.
Virkningsmekanisme
Metoprolol virker muligvis forebyggende mod migræne ved at stabilisere blodkarrene, men man kender ikke den nøjagtige virkningsmekanisme.
Hvilken dosis skal man tage?
Normalt starter man med at tage 50 mg en gang om dagen i en uge. Herefter øges dosis til 100 mg dagligt. Ved utilstrækkelig effekt, og hvis der ikke er generende bivirkninger efter en måned, skal man stige til 150 mg en gang dagligt i en uge og herefter yderligere til 200 mg en gang dagligt (dosis kan evt. deles til 100 mg to gange dagligt). Forbliv på den dosis, hvor du oplever, der er bedst balance mellem effekt og bivirkninger (normalt mellem 100-200 mg dagligt).
Ved manglende effekt efter 1-2 måneder på 200 mg i døgnet, kan det konkluderes, at præparatet ikke virker. Man skal så trappe ned med 50 mg om hver 3.-7. dag, indtil man er holdt helt op med at tage præparatet.
Hvor godt virker metoprolol?
Metoprolol halverer i gennemsnit antallet af migræneanfald. Der er dog stor forskel fra person til person på, hvor godt præparatet virker.
Når den rigtige slutdosis er fundet, skal denne tages dagligt gennem ½-1 år, hvorefter dosis i samråd med lægen ofte kan aftrappes langsomt. Nogle patienter har dog behov for at anvende metoprolol i en længere årrække.
Bivirkninger
De hyppigste bivirkninger er træthed, svimmelhed, blodtryksfald i forbindelse med stillingsskifte, kvalme, mavesmerter, diarre, forstoppelse, kolde hænder og fødder, langsom puls, hjertebanken og vejrtrækningsbesvær.
Forsigtighedsregler
Metoprolol bør ikke bruges ved visse former for hjertelidelser, f.eks. ved overledningsforstyrrelser, og bør bruges med forsigtighed eller slet ikke, hvis man lider af sukkersyge og astma. Det bør også benyttes med forsigtighed, hvis man tager visse former for anden medicin, specielt anden hjertemedicin.
Recepter
Du kan bestille recepter i Dansk Hovedpinecenter på den medicin, vi behandler dig med, på telefon 38 63 20 62 eller ved at skrive en besked i MinSP.
Hvis du har brug for at se dine receptoplysninger, henviser vi til:
- MinSundhed (app)
- Min Læge (app)
- Apoteket (app)
- Sundhed.dk
Sygeplejegruppens telefon
Har du spørgsmål til din behandling, kan du ringe til sygeplejegruppen på telefon 38 63 22 75.
Min Sundhedsplatform
På www.minsundhedsplatform.dk kan du blandt andet følge med i din behandling, se kommende aftaler, melde afbud, se prøvesvar og udfylde spørgeskemaer. Hvis du har spørgsmål til din behandling, kan du også skrive direkte til os. Du kan også hente appen MinSP på din smartphone. Du logger på med MitID.
Du kan også læse i din egen journal på sundhed.dk.
Afbud og tidsbestilling
I tilfælde af afbud kan du ringe til sekretæren i Dansk Hovedpinecenter på telefon 38 63 20 62 eller skrive til os via MinSP.
Hvis din henvendelse ikke indeholder personfølsomme oplysninger, kan du sende en mail til os på hovedpine@regionh.dk.