Gå til hovedindhold

Medfødt halscyste

Information til forældre om operation for medfødt halscyste

Dit barn skal opereres for en medfødt halscyste. I pjecen her kan du finde information om operationen og meget andet. 

Hvad er en halscyste?

En medfødt halscyste er et væskefyldt hulrum på halsen, der er dannet i det tidlige fosterstadie. Cysten indeholder væske dannet i cysten selv. Man opdager først cysten, når den bliver synlig som en bule på halsen. Hos de fleste patienter vokser cysten langsomt og bliver først synlig i teenagealderen eller tidlig voksenalder. En medfødt halscyste forekommer oftest midt på halsen eller på siden af halsen.

En medfødt halscyste er ikke farlig, men den forsvinder ikke af sig selv. Halscysten kan give trykgener, kosmetiske gener og der kan være gentagne infektioner i den. Hvis der er gener fra en medfødt halscyste, er behandlingen fjernelse med en operation. 

En medfødt halscyste opdages ved en hævelse på halsen. Lægen kan stille diagnosen ved at undersøge svælg og hals samt lave en ultralydsundersøgelse af halsen. Af og til er der behov for en nålebiopsi af halscysten for at stille diagnosen.

Hvis halscysten bliver betændt, kan den blive rød og øm, desuden vil den ofte blive større i forbindelse med forkølelse og andre infektioner i kroppen. Ved gentagne infektioner kan cysten vokse ud til huden som en rød byld og måske også perforere huden med væske siven. Behandling af en inficeret medfødt halscyste består i antibiotika. Man fjerner helst først cysten med en operation, når der ikke er infektion i den.

Inden operationen

  • Dit barn skal faste som aftalt med anæstesilægen.
  • Dit barn må gerne drikke vand og saftevand indtil 1 time før mødetiden.
  • Dit barn bør have været i bad og vasket hår inden operationen.
  • Medbring gerne en bamse, dukke eller anden underholdning, som dit barn er glad for.
  • Den lokalbedøvende creme, I er blevet bedt om at købe, skal sættes på barnets håndrygge ca.1 time før operationen.

Faste og bedøvelse

Du kan læse mere om faste og bedøvelse i pjecerne:

  • Anæstesi og bedøvelse
  • Skal du bedøves?

Begge forældre må være hos barnet, indtil det er bedøvet.

Operationen

Der kan være ventetid fra mødetidspunktet til operationen finder sted.

Operationen foregår i fuld bedøvelse.

Operationen foretages igennem et snit på halsen, svarende til der hvor halscysten er.

Hvis det drejer sig om en cyste i midtlinjen, fjerner man også en mindre, ubetydelig del af tungebenet. 

Efter operationen

Når operationen er overstået, og dit barn er ved at vågne, må du igen være hos dit barn. Barnet bliver observeret på en opvågningsstue den første tid, hvorefter barnet kommer tilbage til sengeafsnittet.

Dit barn skal overnatte på hospitalet og vil blive udskrevet næste dag.

Det kan muligvis være nødvendigt at lægge et dræn i operationssåret. Drænet skal sørge for, at evt. ekstra blod bliver ledt væk.

Drænet bliver fjernet, så snart der ikke er brug for det længere, sædvanligvis efter 1 døgn.

Smerter

Efter operationen er det normalt, at dit barn har ondt. Derfor skal dit barn have fast smertestillende medicin i typisk 1-3 dage, i nogle tilfælde længere tid. Der vil blive ordineret både paracetamol og Ibuprofen efter vægt. I får information om smertestillende behandling, dosering og varighed ved udskrivelsen. 

Restitution

Vi anbefaler 3 dage hjemme fra institution/skole.

Dit barn skal undgå

  • Fysisk aktivitet i 7 dage.
  • Svømning, indtil lægen har set, at operationssåret er helet.

Pga. risiko for ændret pigmentering anbefales solfaktor (mindst 20) i sårområdet.

Har du/I brug for dokumentation for indlæggelsen, kan det udleveres inden udskrivelsen.

Du skal kontakte os, hvis dit barn:

  • Får blødning/hævelse
  • Får feber over 38,5 grader
  • Får tiltagende smerter

Spørgsmål

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte det afsnit, hvor dit barn skal indlægges/har været indlagt.

Henvendelse vedrørende indlæggelse på Afdeling for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme, Rigshospitalet: Tlf.: 35 45 30 82 (træffes hele ugen, dag, aften og nat).

Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi: Tlf.:35 45 60 33 (træffes mandag – lørdag kl. 9-15).

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden