Gå til hovedindhold

Lymfeknuder i brystskillevæggen - kikkertundersøgelse (mediastinoskopi)

Mediastinoskopi er en undersøgelse, som laves i forbindelse med godartede lidelser i lymfeknuderne bag brystbenet eller ved mistanke om ondartede lidelser i brystkassen.

Kort om undersøgelsen

Når du skal have undersøgt lymfeknuderne i brystkassen, laver vi en kikkertundersøgelse (mediastinoskopi). Kikkertundersøgelsen foregår ved, at lægen åbner huden på din hals og fører en kikkert ned langs luftrøret. Her tages prøver fra lymfeknuder.

Undersøgelsen varer 30-40 minutter, men du skal sætte hele dagen af. Der går tid med forberedelse til undersøgelsen, og bagefter holder vi øje med dig for at sikre os, at du har det godt, inden du tager hjem.

Vigtig forberedelse

Undgå alkohol

Du må ikke drikke alkohol 14 dage inden undersøgelsen, da alkohol øger risikoen for infektion og problemer med hjerte og lunger. Selv små mængder alkohol kan gøre, at dit sår kan være længere tid om at hele. Er der mindre end 14 dage til din undersøgelse, skal du alligevel undgå at drikke alkohol i tiden inden, da et kortvarigt stop er bedre end intet. Spørg din egen læge, i din kommune eller på hospitalet, hvis du har brug for støtte og vejledning.

Undgå rygning

Du skal stoppe med at ryge inden undersøgelsen. Spørg din egen læge, i din kommune eller på hospitalet, hvis du har brug for støtte og vejledning.

Bad

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på før undersøgelsen. Du må ikke bruge creme, deodorant og parfume efter badet, da det øger risikoen for betændelse.

Fjern hår

Inden undersøgelsen skal du fjerne eventuelt hår på brystkassen. Du skal fjerne hårene med en trimmer. Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter i huden, som øger risikoen for infektion. Du skal fjerne hårene i området som vist på illustrationen. Fortæl os, hvis du har brug for hjælp.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Du skal fjerne al makeup og neglelak inden din undersøgelse. Har du kunstige negle, skal du også fjerne dem hjemmefra. Vi har brug for at kunne se din huds og dine negles naturlige farver under undersøgelsen. Ur, smykker og piercinger skal du også tage af hjemmefra og lade blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Du skal faste

Du skal faste inden undersøgelsen. Det betyder, at du ikke må spise eller indtage mælkeprodukter fra kl. 02.00 natten inden undersøgelsen. Du må drikke vand og saft frem til 06.00, hvor vi anbefaler, at du drikker to glas saft, så dit blodsukker er normalt under undersøgelsen.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

Hvis du har diabetes, gælder der særlige forholdsregler. Det taler vi med dig om.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved undersøgelsen.

Du får fuld bedøvelse

Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover og ikke mærker noget.

Undersøgelsen

Når bedøvelsen virker, fører lægen et kikkertinstrument ind gennem et hul på halsen langs luftrøret. På den måde kan lægen se eventuelle forandringer og tage prøver af lymfeknuderne. Prøverne sendes til undersøgelse. Såret sys sammen med tråd, der opløser sig selv.

Opvågning efter undersøgelsen

Når undersøgelsen er færdig, kører vi dig til lungeopvågning 3161, hvor du vågner fra bedøvelsen. Her er du tilsluttet udstyr, som blandt andet måler hjerterytme og blodtryk. Du får tilskud af ilt og eventuelt væske eller medicin gennem et drop. De fleste er trætte og har brug for hvile. Efter cirka 30 minutter følger vi dig tilbage til afdelingen, hvor du gerne må få besøg. Når du har hvilet, og du føler dig klar til det, kan du som udgangspunkt gå hjem.

Risiko ved undersøgelsen

Ved nogle undersøgelser er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det. 

Skade på nerven til stemmelæberne (hyppighed: 5%)

En beskadiget nerve kan gøre dig hæs. Hæsheden går som regel væk af sig selv, men det kan kræve behandling af en øre-næse-hals-læge.

Betændelse i operationssåret (hyppighed: under 1 %)

Der kan gå betændelse i såret. Hvis det sker, behandler vi det.

Større blødning (hyppighed: under 1 %)

Der kan opstå en mindre blødning under og efter undersøgelsen. Sygeplejersken fortæller, hvad du skal holde øje med. I meget sjældne tilfælde kan det være nødvendigt, at lægen åbner brystbenet for at standse blødningen.

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Hvis der ikke er nogen, der kan være hos dig, anbefaler vi, at du har en, du kan ringe til, hvis du har brug for hjælp.

Svar på undersøgelsen

Du får svar ved en samtale første hverdag efter undersøgelsen. I nogle tilfælde kan det tage flere dage at analysere prøven. Vi kontakter dig når svaret er klar. Hvis du ikke allerede har en tid, indkalder vi dig til en ny aftale.

Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker at stille dem. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med til samtalen.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden