Lithium, der oprindeligt er udviklet til behandling af depression, har også en vis effekt på Hortons hovedpine.
Præparatet
Når lithium udskrives til dig, er det ikke, fordi du er depressiv, men fordi det har vist sig også at kunne bruges som forebyggende behandling af Hortons hovedpine. Præparatet kan eventuelt gives i kombination med andre forebyggende præparater.
Virkningsmekanisme
Virkemåden for lithium er ikke klarlagt.
Hvilken dosis skal man tage
Uge 1: 1 tablet dagligt.
Uge 2: Blodprøver, herefter evt. dosisøgning, hvis det er aftalt med lægen. Lithium leveres som en depottablet og skal derfor kun tages 1 gang i døgnet.
Blodprøver
Det er muligt at måle indholdet af lithium i blodet med henblik på en eventuel justering af behandlingen. Endvidere skal du jævnligt have kontrolleret din salt- og væskebalance, hvorfor nedenstående blodprøveskema skal følges. Blodprøverne kan enten foretages via Dansk Hovedpinecenter, eller vi kan bestille dem, så du kan få dem taget på dit lokale hospital.
Før behandlingsopstart
EKG, S-kalium, S-natrium, S-kreatinin, S-calcium, TSH.
Efter behandlingsstart
S-lithium, S-kreatinin og ekg kontrolleres 1 gang ugentligt de første uger og herefter hver 3.-6. måned samt ved eventuel dosisøgning (blodprøven skal tages 11-13 timer efter sidste indtagelse af lithium). En gang årligt kontrolleres S-calcium og TSH.
Bivirkninger
Følgende bivirkninger kan opleves: Kvalme (oftest forbigående ved behandlingsopstart), vægtøgning, rysten på hænderne, øget tørstfølelse og løs afføring.
Forsigtighedsregler
Tager du anden medicin end lithium, skal du huske at oplyse dette til din læge.
Ved større kirurgiske indgreb og faste, skal du oplyse lægen om, at du er i behandling med lithium.
Sørg for, at få rigelig væske og undgå længerevarende faste.
Hold pause med lithium ved febertilstande.
Recepter
Du kan bestille recepter i Dansk Hovedpinecenter på den medicin, vi behandler dig med, på telefon 38 63 20 62 eller ved at skrive en besked i MinSP.
Hvis du har brug for at se dine receptoplysninger, henviser vi til:
- MinSundhed (app)
- Min Læge (app)
- Apoteket (app)
- Sundhed.dk
Sygeplejegruppens telefon
Har du spørgsmål til din behandling, kan du ringe til sygeplejegruppen på telefon 38 63 22 75.
Min Sundhedsplatform
På www.minsundhedsplatform.dk kan du blandt andet følge med i din behandling, se kommende aftaler, melde afbud, se prøvesvar og udfylde spørgeskemaer. Hvis du har spørgsmål til din behandling, kan du også skrive direkte til os. Du kan også hente appen MinSP på din smartphone. Du logger på med MitID.
Du kan også læse i din egen journal på sundhed.dk.
Afbud og tidsbestilling
I tilfælde af afbud kan du ringe til sekretæren i Dansk Hovedpinecenter på telefon 38 63 20 62 eller skrive til os via MinSP.
Hvis din henvendelse ikke indeholder personfølsomme oplysninger, kan du sende en mail til os på hovedpine@regionh.dk.