Gå til hovedindhold

Kræft i livmoderhalsen eller vagina - behandling med Carboplatin og strålebehandling

Information om behandling med Carboplatin og strålebehandling for kræft i livmoderhalsen eller vagina.

Du har nyligt fået konstateret kræft i livmoderhalsen/vagina. For at behandle sygdommen tilbyder vi dig strålebehandling og kemoterapi.

Carboplatin er kemoterapi, som hæmmer kræftcellernes vækst.

Hvordan foregår behandlingen?

Strålebehandlingen vil blive givet mod un- derlivet med en behandling dagligt på alle hverdage. Det tager ca. 15 min. at give strålebehandlingen.

Under strålebehandlingsforløbet skal du én gang om ugen have carboplatin. Via et drop i armen får du carboplatin og det tager ca. 30 minutter at få behandlingen.

Før hver behandling med carboplatin, skal du have taget en blodprøve og vi kontrollerer dine blodprøver inden du kan få din behandling. Du vil tale med en sygeplejerske om eventuelle bivirkninger relateret til behandlingen.

Når du er færdig med behandlingen, finder den onkologiske opfølgning sted i Klinik 5042.

Hvilke bivirkninger kan du få?

Kemoterapi påvirker både normale celler og kræftceller. Du kan derfor opleve en række bivirkninger.

Vi kan ikke på forhånd udelukke, at du får andre bivirkninger, end de vi har nævnt nedenfor. Du skal derfor altid oplyse os om de gener, du får i forbindelse med behandlingen, da vi eventuelt kan afhjælpe dem.

De vigtigste bivirkninger er:

  • Mangel på appetit, kvalme og eventuelt opkastninger
  • Forstoppelse og diarré
  • Smagsforstyrrelser
  • Træthed
  • Påvirkning af knoglemarven med:
    • Blodmangel, som kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken
    • Blødning, som kan vise sig ved næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker eller røder mærker i huden
    • Infektion som kan vise sig ved feber
  • Føleforstyrrelser i hænder og fødder
  • Påvirkning af slimhinderne i både øjne, mund, mave og tarm. Det kan give svie, ømhed og svamp i munden, ondt i maven med forstoppelse eller diarré
  • Tab af salte i blodet
  • Nedsat lyst og evne til seksuelt samvær. Der bliver kun udskilt ubetydelige mængder kemoterapi gennem skedens slimhinder. Du kan derfor have samleje uden at skade din partner

Denne liste af bivirkninger virker voldsom, men det er de færreste, der får alle bivirkningerne. 

Du bliver nøje kontrolleret for udvikling af alle former for bivirkninger. Vi tilbyder dig efter behov behandling, der støtter og lindrer.

Opstår der svære eller uacceptable bivirkninger, vil lægen enten udsætte din behandling, ordinere en nedsat dosis eller helt stoppe den.

Hvad skal du være opmærksom på?

Det er vigtigt, at du kontakter ambulatoriet/afdelingen ved: 

  • Feber over 38,5
  • Blødning

Hvor kan du læse mere?

Hæftet ”Medicinsk kræftbehandling” giver en generel information om medicinsk behandling af kræft og en mere indgående beskrivelse af de enkelte bivirkninger, samt hvordan de kan afhjælpes. Du vil få hæftet udleveret af sygeplejersken.

På www.min.medicin.dk og www.cancer.dk kan du læse mere om Carboplatin og strålebehandling.

Desuden vil du få udleveret en pjece med information om strålebehandling af sygeplejersken.

 

 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden