Medicin
For at nedsætte risikoen for blødning under og efter operationen, bør du pausere med visse medicintyper før operationen:
- Acetylsalisylsyre fx Kodimagnyl, Magnyl og Treo stoppes en uge før.
- NSAID-præparater fx Brufen, Diclon og Ibuprofen stoppes to dage før.
- Blodfortyndende/antikoagulerende medicin. Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du være opmærksom på at holde pause med medicinen, som du har aftalt med lægen ved din konsultation.
- Hvis du er i tvivl, bør du rådføre dig med en læge
- Husk at medbringe din vanlige medicin under din indlæggelse.
Naturmedicin
Visse former for naturmedicin kan også påvirke kroppen i forbindelse med en operation. Vi anbefaler derfor, at du 14 dage før en planlagt operation ikke tager følgende former for naturmedicin:
- Baldrian og perikum (fx Valeriana officinalis) og Johannesblod (fx hypericum perforatum) giver forlænget virkning af bedøvelsen
- Stærk lakrids (fax Glycyrrhiza glabra) medfører blodtryksstigning
- Hvidløg, fiskeolie, gingko biloba og ingefær medfører en øget tendens til blødning
- Ephedra sinica (fax ma-huang, efedrin) og ginseng (fx Panax ginseng) kan medføre forhøjet puls og nedsætte virkningen af den blodfortyndende medicin, som du får forebyggende i forbindelse med en operation.
Alkohol og rygning
Når du skal opereres, er det vigtigt, at du forbereder dig til operationen. Jo bedre din krop har det, jo større er chancerne for et godt resultat. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du ikke drikker mere end 7 genstande ugentligt samt ophører med at ryge 6 uger før operationen eller snarest muligt, da det nedsætter risikoen for komplikationer. Se i øvrigt: www.sst.dk
Smertestillende behandling
Vi anbefaler, at du indkøber tabl. Panodil og tabl. Ipren til efter udskrivelsen. Dette er håndkøbsmedicin.
Aftenen før operationen
Mødetid:
Efter kl. 17 kan du ringe til det afsnit, hvor du skal indlægges og få oplyst mødetid på operationsdagen.
Sengeafsnit 5031: Tlf. 35 45 50 31.
Fjernelse af kønsbehåring
Rasering foretages for at nedsætte risikoen for infektion i såret i forbindelse med operationen. Raseringen skal udføres, så der ikke er synlig hårvækst i stående stilling.
Udrensning
For at lette forholdene under operationen, er det vigtigt, at den nedeste del af tarmen er tømt. Du kan tale med sygeplejersken om, hvilken form for udrensning der skal foretages.
Natten før operationen
Faste:
For at mindske risikoen for opkastning under operationen, er det vigtigt, at mavesækken er tom. Derfor må du ikke spise eller indtage pastiller, bolsjer eller tygge tyggegummi efter kl. 02.
Tørste:
I løbet af natten må du drikke vand, saft, te eller kaffe uden mælk - og ikke andet. Kl. 06 anbefaler vi, at du drikker 2 glas sød saftevand. Herefter må du ikke drikke mere. Har du diabetes, skal du drikke vand eller sukkerfri saft.
Morgenen på operationsdagen
Forberedelser
- Du skal tage bad og vaske hår
- Det er vigtigt at rense navlen grundigt
- Du skal undlade creme, neglelak og make up.
- Du må ikke bære smykkler eller have kontaktlinser i til operationen
- Ønsker du hovedbeklædning udleveres denne af personalet
- Støttestrømper udleveres inden operationen og skal anvendes under hele indlæggelsen, da de nedsætter risikoen for blodpropper i benene.
- Inden operationen får du medicin, som mindsker smerter og kvalme efter operationen.
Husk at medbringe:
- Toiletsager
- Morgenkåbe eller andet løst, behageligt tøj samt indesko
- Høretelefoner til TV på stuen (kan evt. købes i 7-Eleven på Rigshospitalet)
- Evt. læsestof
- Der er mulighed for gratis at komme på internettet via din egen medbragte computer.
Operationen
Selve operationen foregår i fuld bedøvelse. Operationen foregår ved fjernelse af hud og slimhinder svarende til kræftforandringerne i området. Hvor meget af vævet, der skal fjernes, og om klitoris skal fjernes, afhænger af forandringernes udbredelse og sværhedsgrad.
I nogle tilfælde kan man nøjes med at undersøge om kræften har spredt sig til lymfeknuderne i lysken ved at fjerne ’skildvagtlymfeknuden/erne’ i lysken.
Man finder ’skildvagtlymfeknuden’ ved, at der dagen før - eller om morgenen på operationsdagen - indsprøjtes et radioaktivt stof i huden omkring kræftknuden. Det radioaktive stof vil vandre til lymfeknuderne i lysken.
Du vil 5 minutter samt 1 time senere blive scannet, og man markerer derefter på huden med et eller flere kryds, hvor skildvagtlymfeknuden/erne ligger.
Der lægges et operationssnit i lysken, idet man ved hjælp af en geigertæller genfinder de radioaktive skildvagtlymfeknuder, som fjernes og sendes til mikroskopi. Det bliver således en mindre operation, end hvis man skulle fjerne alle lymfeknuderne i lysken, og dette nedsætter risikoen for hævede ben efter operationen.
I andre tilfælde er det dog nødvendigt at fjerne alle lymfeknuderne i den ene eller begge lysker.
Under operationen lægges et blærekateter (en tynd slange i blæren). Katetret skal blive liggende i 1-7 dage efter operationen for at holde operationsområdet rent og tørt.
Ved operationens afslutning lægges i enkelte tilfælde 1-2 små dræn (plastikslanger) gennem huden til operationsområdet, så blod og lymfevæske lettere kan løbe ud. Drænene fjernes efter nogle dage.
Sårene på vulva syes sammen med selvopløselige tråde. Har du fået fjernet lymfeknuder i lysken, syes huden sammen med tråde, der skal fjernes efter 10-12 dage.
Bliver jeg rask?
Mange kvinder, der opereres for kræft i de ydre kønsorganer, bliver helt raske.
Vævet, der er fjernet ved operationen, bliver sendt til mikroskopisk undersøgelse. Der kommer svar på prøverne efter 14-21 dage. I enkelte tilfælde viser mikroskopisvaret, at ikke alt kræftvævet er fjernet eller der er kræft i den/de fjernede lymfeknuder. Den videre behandling vil afhænge af mikroskopifundet. Du vil enten blive tilbudt fornyet operation med fjernelse af mere væv fra kønslæberne, eller fjernelse af alle de overfladiske lymfeknuder i lysken efterfulgt af strålebehandling på Afdeling for Kræftbehandling eller du vil blive henvist direkte til strålebehandling.
Kan der opstå komplikationer?
Ved en operation er der altid en lille risiko for komplikationer. De er heldigvis oftest forbigående. Det er normalt at have let feber de første dage efter operationen.
Enkelte patienter kan få:
- Betændelse i såret, blærebetændelse eller lungebetændelse.
- Blodansamling i operationssårene.
- Føleforstyrrelser ved arret.
I meget sjældne tilfælde kan der under operationen ske skade på det omkringliggende væv og forekomme blødning, som kræver en ny operation. Selve bedøvelsen indebærer også en meget lille risiko. Se folderen ”Patientinformation – anæstesi/bedøvelse”, og brug evt. samtalen med narkoselægen til at få svar på de spørgsmål, du har vedrørende bedøvelse.
I de tilfælde, hvor man har opereret meget tæt på urinrøret, kan vandladningen påvirkes, idet urinstrålen kan blive skæv eller spredt.
Hvis man har fået fjernet lymfeknuder i lyskeregionen, kan man få ophobning af lymfevæske i området. Det kan være nødvendigt at udtømme denne væske, ofte flere gange.
Hvis alle lymfeknuder er blevet fjernet, kan der opstå generende hævelse i et eller begge ben (lymfødem) efter operationen. Hævelsen skyldes, at lymfeafløbet fra benene ikke i tilstrækkelig grad har kunnet finde nye
lymfebaner som erstatning for dem, som blev fjernet ved operationen. Dette kan blive et vedvarende problem.
Efter operationen
Efter operationen bliver du kørt på et opvågningsafsnit, hvor specialuddannet personale observerer dig. Du kommer tilbage på afdelingen efter 1-2 timer.
Smerter og kvalme
Vi forsøger at gøre dig så fri for smerter og kvalme som muligt, så du hurtigere kan begynde at spise og drikke og komme ud af sengen. Har du brug for yderligere smertestillende medicin, må du endelig sige til. Du bliver ikke afhængig af medicinen i den korte periode, du har brug for den.
Hvornår skal jeg op efter operationen?
Vi stiler mod, at du kommer op at gå samme dag, du er opereret.
I enkelte tilfælde kan operationens omfang betyde, at du skal blive i sengen de første dage for at skåne såret. Den opererende læge vil informere dig om hvilke forholdsregler du skal tage.
Hvornår må jeg spise og drikke efter operationen?
Du må spise og drikke lige efter operationen. Du bør drikke mindst 1 liter inklusiv 2 proteindrikke på operationsdagen, for at du hurtigere kommer til kræfter. Proteinrig kost og proteindrikke fremmer desuden helingen af sårene. Se i øvrigt afdelingens pjece om ernæring.
For at forebygge risikoen for blodpropper vil du dagligt få en blodfortyndende indsprøjtning under indlæggelsen, og denne skal du fortsætte med 30 dage efter udskrivelsen.
Dette vil du blive oplært i under indlæggelsen. Medicinen og yderligere information vil du få af sygeplejersken, når du bliver udskrevet.
Dagene efter operationen
Ved stuegang vil lægen informere dig om operationen. Sygeplejersken vil tilse såret i vulva mindst 2 gange om dagen. Det er meget vigtigt, at såret holdes rent og tørt.
Med mindre kirurgen har bestemt, at du skal skåne såret og blive i sengen, bør du være ude af sengen så meget som muligt. Du bør drikke 2 liter inklusive 3 proteindrikke og spise energi- og proteinrig kost.
Hvor længe skal jeg være indlagt?
Indlæggelsestiden afhænger af indgrebets omfang og af, hvornår dræn og kateteret i blæren kan fjernes. Oftest vil det være mellem 1-2 dage, men kan være længere.
Efter udskrivelsen
Hvordan skal jeg forholde mig, når jeg kommer hjem?
Du kan forvente, at der går nogle uger, inden du helt har genvundet dine kræfter og din energi.
- Gåture og dagligdagsaktiviteter kan genoptages straks.
- Cykling og sport bør afvente opheling af såret; som oftest kan det genoptages efter 6 uger.
- Det er vigtigt at holde området så tørt som muligt. Brug et rent håndklæde og tør dig forsigtigt. Vi anbefaler, at du bruger løstsiddende undertøj af bomuld i denne periode.
- Det er vigtigt, at du dagligt tilser området for at følge ophelingen.
- Det er vigtigt, at du holder øje med tegn på betændelse.
- Du må gerne tage brusebad, men du skal vente med at tage karbad og svømme, til sårene er ophelet.
- Arbejde kan genoptages, når du føler dig klar til det. Længden af sygemelding aftales med lægen ved udskrivelsen.
- Hvis du får gener i form af hævede ben pga. de fjernede lymfeknuder, anbefaler vi, at du holder benene højt, når du ligger og sidder, og at du får lægeordineret støttestrømper. En specialuddannet fysioterapeut vil kunne instruere dig i øvelser, som mindsker generne. Fysioterapi foregår i din egen region, og afdelingen vil kunne henvise dig dertil.
- Det er vigtigt, at du kontakter afdelingen, hvis du får hævelse af et eller begge ben.
Hvad med seksuallivet?
Efter denne operation vil der være fysiske forandringer, som kan påvirke seksuallivet. For mange kvinder vil det tage tid at vænne sig til det anderledes udseende. Generne afhænger af operationens omfang. Følelsen i området vil være ændret, huden kan føles stram, skeden kan være snæver, og der kan være nedsat fugtighed i skeden og ofte også nedsat lyst til sex. Hvis klitoris er fjernet, vil evnen til at opnå orgasme for de fleste kvinder gå tabt. Du og din partner kan sædvanligvis genoptage samlivet 4-6 uger efter operationen. Har du problemer med seksuallivet efter denne periode, er det vigtigt at søge hjælp. Der er ofte en forklaring på og en mulighed for at afhjælpe disse gener.
Du må endelig tale med personalet om dine tanker og bekymringer under indlæggelsen, samt ved den ambulante opfølgning.
Kræftens Bekæmpelse tilbyder støttegrupper og vejledning, hvis du har behov for det. De har også en hjemmeside med litteratur om emnet – se www.cancer.dk.
Eller du kan kontakte vores sygeplejersker på
sexologisk-raadgivning.rigshospitalet@regionh.dk
Træthed
Det er almindeligt at føle sig træt de første uger efter operationen. Trætheden kan skyldes tab af muskelmasse, at du har spist mindre end du plejer, eventuelt lav blodprocent og en stressreaktion. Vi anbefaler daglige gåture og varieret kost. Tag eventuelt tilskud af jern, hvis du har lav blodprocent.
Mave-tarmfunktion
Hvis du drikker rigeligt væske, spiser godt og bevæger dig, kommer der hurtigere gang i tarmen. Hvis din mave-tarm funktion ikke er normaliseret efter udskrivelsen, kan du fortsætte med 1 gram Magnesia 1-2 gange
dagligt, specielt hvis din operation har omfattet mellemkødet.
Smerter
Du vil være øm de første uger efter operationen og skal derfor, efter behov, fortsætte med den anbefalede medicin. Det er vigtigt, at du fortsætter med den anbefalede smertestillende medicin, hvis du har smerter. Når smerterne aftager efter nogle dage, kan du nedsætte antallet af tabletter og efterhånden holde helt op med at tage dem. Vi vil råde dig til at læse indlægssedlen i medicinpakken, så du kan være opmærksom på eventuelle bivirkninger. Hvis du får bivirkninger, bør du ophøre med behandlingen og evt. tale med din praktiserende læge.
Psykisk reaktion
Det er helt almindeligt at reagere både fysisk og psykisk på diagnosen kræft. Det er individuelt, hvordan man reagerer, - nogle først efter flere måneder - og samtidig kan reaktionerne variere fra uge til uge. Det er vigtigt, at du tager dine reaktioner alvorligt. Brug derfor personalet, familie og venner og involver dem i dine tanker og bekymringer. Alle har brug for støtte og nogen at tale med.
Opfølgning
Den ambulante opfølgning efter operationen aftales med lægen, når du får svar på den mikroskopiske undersøgelse.
Hvis der opstår problemer
Indenfor de første 2 uger kontaktes sygeplejerskerne på sengeafsnit 5031 på tlf. 35 45 50 31, hvis du får:
- Yderligere blødning fra såret
- Tiltagende smerter
- Feber eller tegn på betændelse i operationssåret (rødme, varme, ømhed og hævelse).
- Tiltagende hævelse af låret/ben.
Er der gået mere end 2 uger efter operationen kan du kontakte sygeplejerskerne i Afdeling for Kvindesygdomme på tlf. 35 45 81 81 mellem kl. 14.30 - 15.30
Se også folder: ”Efter udskrivelsen”.