Gå til hovedindhold

Kønsskifteoperation med phalloplastik

En praktisk vejledning til patienter, der skal have lavet en operation med tildannelse af en neopenis, også kaldet en phalloplastik, i forbindelse med transition fra kvinde til mand.

En vejledning til patienter, der skal have lavet en operation med tildannelse af en neopenis også kaldet en phalloplastik i forbindelse med transition fra kvinde til mand. Vi vil bede dig læse denne pjece grundigt igennem både før og efter indlæggelsen.

Kort om operationen

Ved første operation tildanner vi et penislignende organ. Urinrøret føres frem mod penisroden, så mellemkødet kan lukkes over den gamle skedeåbning. Senere indsættes testikel-implantater. Nogen ønsker en glansplastik, og enkelte kan få indopereret et stivgørende implantat. Rigshospitalet tilbyder på grund af risikoen for alvorlige komplikationer ikke at tildanne en phalloplastik med langt urinrør, og du kommer derfor ikke til at kunne tisse gennem din phalloplastik.  

Du bliver indlagt dagen før operationen. Det er en større operation, og du skal forvente at være på hospitalet i cirka 5-7 dage i alt.

Vi gør opmærksom på, at denne type operation samt efterfølgende ambulante besøg berettiger til kørselsgodtgørelse, men ikke berettiger til transport til og fra hospitalet. Du skal derfor selv sørge for hjemtransport (offentlig eller ved hjælp af pårørende).

Dagen før operationen

Dagen før operationen skal du møde op i afdeling 6052.

Prøver og samtaler dagen før operationen

Vi ser på din vægt og dit eventuelle rygestop og sikrer os, at du er klar til operationen. Vi tager blodprøver, evt. urinprøve og taler med dig om dit forløb, bedøvelsen og selve operationen. 

Du skal gå i bad

Aftenen inden operationen skal du tage et bad på afdelingen. Du må ikke bruge creme, deodorant eller parfume efter badet, da det øger risikoen for betændelse. Vi giver dig mere information og hjælper dig, hvis du har behov for det.

Fjernelse af kønsbehåring

Du skal fjerne alle hår omkring kønsdelene, da det vil nedsætte risikoen for infektion. Dette må ikke gøres med en skraber, men med en elektrisk trimmer. 

Fjern neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Ur, smykker og piercinger skal du også tage af og så vidt muligt lade blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Faste

For at mindske risikoen for opkastning under operationen, er det vigtigt, at mavesækken er tom. Derfor må du ikke spise eller indtage pastiller, bolsjer eller tygge tyggegummi efter kl. 02.

Tørste

I løbet af natten må du drikke vand, saft, te, eller kaffe uden mælk - og ikke andet. Kl. 06 anbefaler vi, at du drikker 2 glas sødt saftevand. Herefter må du ikke drikke mere.

På operationsdagen

På dagen for operationen får du medicin, der forebygger smerter og ubehag,
og blodfortyndende medicin, der forebygger blodpropper. Du kan også få beroligende medicin, hvis du har aftalt det på forhånd med den læge, der skal bedøve dig. 

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop
i hånden. I droppet får du medicin, som bedøver dig, så du kan opereres.

Vi placerer muligvis dræn, som leder overskydende væske væk fra sårene.
Er vævet taget fra låret, lukkes såret dér med et hudtransplantat. Du får også lagt et kateter i blæren, så din urin kan løbe ned i en pose, mens urinrøret heler.

Operationen varer 4- 9 timer alt efter typen af phallosplastik.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer, det vil sige noget, der generer dig efter operationen. Det er du blevet informeret om ved forundersøgelsen. Hvis der er ting forud for operationen, der fortsat er uklare, eller du er i tvivl om, så skal du spørge før operationen. Få udvikler en blodprop
i blodåren til phalloplastikken. Det kan betyde, at du skal opereres akut og i værste fald, at phalloplastikken går tabt. Enkelte kan få infektion i urinvejene eller sårene eller en blødning, som skal behandles. Der vil komme synlige og uskønne ar. I meget sjældne tilfælde kan der under operationen ske skade på de omkringliggende nerver og blodkar. 
Selve bedøvelsen er forbundet med en meget lille risiko.

Efter operationen

Når operationen er færdig, kører vi dig til opvågningsafsnittet et par timer.
De fleste er trætte og har brug for hvile, men du må gerne få korte besøg. 

Du skal blive i sengen

Du skal blive i sengen det første døgn for at skåne sårene og forebygge hævelse. Du må gerne vende dig lidt og ligge halvt på siden med en pude mellem knæene. Dit hovedgærde må højest være løftet 45 grader, når du sidder op. Dagen efter kan du komme ud af sengen og sidde i en stol i løbet af dagen, og senere kan du gå lidt omkring.

Hold operationsområdet i ro

Området omkring den nye phalloplastik vil som regel være delvist pakket ind i forbinding og skal holdes i ro. Phalloplastikken må ikke hænge nedad. Vi vasker området mindst en gang om dagen.

Smertestillende og blodfortyndende medicin

Som en del af din behandling får du smertestillende medicin. Vi forsøger at gøre dig så fri for smerter som muligt, så du hurtigere kan begynde at spise og drikke. Du vil ofte også få en ispose på mellemkødet for at mindske hævelsen. Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig. De første 14 dage efter operationen får du også blodfortyndende medicin, som forebygger blodpropper. 

Antibiotika

Du vil oftest få to slags antibiotika i 3 dage efter operationen.

Undgå forstoppelse

For at undgå unødigt pres på operationssåret, skal du så vidt muligt undgå forstoppelse. Derfor giver vi dig et afføringsmiddel. Spis også gerne fiberrigt, men undgå hele kerner. Drik mindst 1½ liter vand, juice eller saft dagligt.

Dræn

Vi fjerner drænene, når de ikke længere er nødvendige. 

Vandladning

De første 2 uger efter operationen står kateteret i blæren åbent, og urinen løber ned i en pose. Herefter prøver vi at lukke det, for at du skal føle trang til at lade vandet. Efter cirka 3 uger i alt fjerner vi kateteret og sikrer os, at du kan tømme blæren helt.

Udskrivelse

De fleste er klar til at blive udskrevet 5-7 dage efter operationen.
Du er klar, hvis du:

  • er oppe at gå og har det godt
  • ikke har kvalme eller større smerter
  • spiser og drikker tilstrækkeligt
  • har haft afføring uden problemer

Du skal selv sørge for hjemtransport. 

For yderligere råd efter udskrivelse se pjecen: Gode råd efter konstruktion af en phalloplastik.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden