Gå til hovedindhold

Karpaltunnelsyndrom

Mange af de patienter, der opereres for karpaltunnelsyndrom bliver i løbet af få uger fri forsymptomerne i hånden, dvs. smerter, snurrendefornemmelse og de natlige gener.

Velkommen til Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi. Her modtager vi patienter til pleje, observation og behandling af sygdomme i hjerne og nerver.
Ofte melder mange tanker sig i forløbet og vi håber, at pjecen kan besvare nogle af dine spørgsmål. Skriv gerne andre spørgsmål ned, så du får besvaret det som du finder vigtigt.

Er du efterfølgende i tvivl om noget angående tiden før, under og efter operationen, er du og dine pårørende velkomne til at kontakte os. Kontaktinformation finder du til sidst i pjecen.

Forberedelser inden du møder på hospitalet

Noget medicin kan betyde, at din operation bliver udsat

Det er vigtigt, at du læser pjecen ”Vigtig information om medicin og kosttilskud”. Din operation kan blive udsat, hvis du har taget medicin, der påvirker dit blods evne til at størkne.

Operationen

Kirurgen undersøger dig og vil informere om operationen. Du kan forvente, at besøget vil vare ca. 1 time.

Af hygiejniske grunde er det vigtigt, at du ikke bærer håndsmykker eller neglelak samt at dine negle er rene og kortklippede når du møder til operation. Du må ikke smøre hænder/håndled med creme på operationsdagen.

Efter operationen vil du have lidt nedsat kraft i den hånd, som er opereret, og det kan betyde, at du har svært ved at knappe tøjet. Vælg derfor tøj som er let at tage af/på i dagene efter operationen. Det er også en god idé at have en kortærmet bluse på ved operationen.

Du får lagt en lokalbedøvelse omkring håndleddet og håndfladen. Ved operationen lægges et ca. 1,5 cm langt snit i håndleddet. Herefter fører lægen en kikkert ind i håndfladen for at skære det ledbånd over, som klemmer på nerven. I enkelte tilfælde kan det blive nødvendigt at foretage operationen som en åben operation. Med denne teknik vil du få et ar fra håndleddet ca. 4 cm op mod langefingeren.

De første timer efter operationen er der stadig virkning af lokalbedøvelsen. Herefter kan det være nødvendigt at tage smertestillende håndkøbsmedicin, Paracetamol (Pamol/Pinex) maks. 1 g x 4 i døgnet.

Du kan ikke køre bil eller cykle lige efter operationen.

Efter operationen

Det første døgn efter operationen er det vigtigt, at du holder armen højt, dvs. i hjertehøjde eller derover. Det kan være en god idé at sove med hånden liggende på en pude.
Det er vigtigt, at du hyppigt bevæger fingre, albueled og skulderled for at undgå, at der opstår stivhed i leddene. Du skal undgå gøremål, der belaster håndfladen i mindst 2 uger, men det er vigtigt, at du holder arm og hånd i gang med lettere gøremål. Vi vejleder dig om, hvornår du kan genoptage dit arbejde.

Der skal gå 14 dage før trådene fjernes. Det skal du bestille tid til hos din egen læge.

Pleje af såret

Det er vigtigt, at såret holdes rent og tørt. Plasteret skal altid skiftes, hvis det bliver gennemsivet af blod. 2 dage efter operationen skal du se til såret og skifte plasteret efter et brusebad. Efter 4 dage behøver du ikke have plaster på, med mindre såret kan blive udsat for uren påvirkning.

Hvis der opstår feber eller tegn på infektion, det vil sige rødme, hævelse, pus, røde striber på armen eller tiltagende smerter, skal du kontakte klinikken (hverdage kl. 8-15) eller 1813 (aften/weekend).

Vi vil gerne se dig i klinikken, hvis der er mistanke om betændelse, så vi kan undersøge såret for bakterier og eventuelt give dig en antibiotisk behandling.

Forløbet efter operationen

Mange af de patienter, der opereres for karpaltunnelsyndrom bliver i løbet af få uger fri for symptomerne i hånden, dvs. smerter, snurrende fornemmelse og de natlige gener. Hos nogle patienter består disse smerter dog uændret igennem
både uger og måneder, før der er effekt af operationen.
Du vil opleve nedsat kraft i den opererede hånd.
Den endelige virkning af operationen kan i nogle tilfælde først vurderes efter 6 måneder.

Bivirkninger

En del opererede patienter har gener omkring arret i en kortere eller længere periode efter operationen. Det kan dreje sig om smerter eller irritation, men er ikke et udtryk for, at der er noget galt. Symptomerne kan vare i ca. 6 måneder.

Opfølgning

Sygeplejersken kontakter dig dagen efter operationen for at høre hvordan du har det. Du er altid velkommen til at ringe hvis du har spørgsmål.

Det er vigtigt, at du ringer til os, hvis dine symptomer forsvinder eller mindskes betydeligt i ventetiden på operation. Du vil da få en anden tid hos lægen, hvor I sammen vurderer, om du skal opereres.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden