Gå til hovedindhold

Kæbeledsoperation, åben kirurgi

Information om indlæggelse, behandling og selve operationen ved fjernelse af bruskskive.

Nogle patienter kan opleve at have problemer med deres kæbeled i form af smerter, knæk og låsning af leddet. I nogle tilfælde kan vi behandle årsagen til knæk med en operation af kæbeleddet. Hvilket indgreb du skal have foretaget, afhænger af hvilke problemer du har med dit/dine kæbeled. Ved operationen kan man blandt andet sy bruskskiven tilbage, fjerne bruskskiven eller ændre størrelsen på kæbeledshovedet.

Behandlingen gennemføres i fuld bedøvelse (narkose) og du kommer normalt hjem samme dag eller dagen efter operationen.  

Operationsåbningen ligger i en fure foran øret og strækker sig op under hårgrænsen, således at arret vil være mindst mulig synligt. Operationen kræver at der fjernes hår over/omkring øret.

Operationen afsluttes med, at der lægges sting i huden og såret dækkes af plaster og en forbinding.

Der vil ofte være forbigående føleforstyrrelse i huden omkring kæbeleddet og evt. nedsat funktion af pandens bevægenerve.  Disse nerveforstyrrelser kan i sjældne tilfælde være permanente.

Indlæggelsessamtale

Før din operationsdag skal du møde ind i Afdeling for Kæbekirurgis ambulatorium til indlæggelsessamtaler og forundersøgelser. Her bliver du orienteret om det forestående indgreb.

Du kommer i løbet af denne dag til at møde din kirurg og en sygeplejerske som giver dig information om indgrebet og de praktiske oplysninger du har brug for før din operation. Der vil blive optaget en lægejournal, og ved behov vil du også møde en narkoselæge. Hvis du har behov for beroligende medicin, for at dæmpe nervøsitet i forbindelse med narkose, så kan dette aftales med narkoselægen ved indlæggelsessamtalen.

Operationsdagen

Du skal møde fastende og tørstende på operationsdagen i henhold til de instrukser du har modtaget på indlæggelsesdagen.

Når du ankommer til operationsstuen, bliver der lagt et tyndt plastikrør i en blodåre, hvor der kan gives medicin og væske. Du får sovemedicin i plastikrøret og falder efter kort tid i søvn. Herefter sover du under hele operationen.

For at operationen kan udføres sterilt (helt rent), vil lidt af dit hår omkring øre og kæbeled blive klippet kort.

Efter operationen vil der sidde flere sting i huden ud for kæbeleddet. Stingene er ofte dækket af en forbinding (plaster og gaze) efter operationen. Undgå at komme vand på forbinding/sår de første 5 dage. Forbindingen kan let blive lidt misfarvet af sårvæske og blod, hvilket er normalt. Forbindingen og stingene fjernes til din kontrolundersøgelse. De kan også fjernes hos egen læge efter ca. 1 uge.

I timerne efter operationen kan de mimiske ansigtsmuskler være påvirkede. Der kan optræde nedsat følelse på huden over kæbeleddet. Området omkring leddet er normalt hævet efter operationen. Hævelsen kan vare i op til 2 uger.

Smerter

Der forventes smerter i området i nogle uger efter operationen. Som rutine gives fast smertestillende medicin den første uge eller uger, afhængig af hvilken operation der er udført.  Oplevelsen af smerte er meget subjektiv, og påvirkes også af hvor stærke smerter man har haft inden operationen, og i hvor lang tid man har haft smerter.  Hensigten med smertestillende efter operation er kun at lindre eller begrænse smerten. Det er ikke muligt at opnå smertefrihed.

Kost

Efter operationen anbefales det at du spiser blød kost efter evne indtil dit kontrolbesøg. Hvis du oplever stærke smerter ved tygning af blød kost, kan flydende/pureret/moset kost være nødvendigt den første tid.

Infektion

For at forebygge infektion gives antibiotika i forbindelse med operationen. Kun sjældent er der behov for yderligere antibiotikabehandling.

Mundhygiejne

Mundpleje og tandbørstning foregår på normal vis før og efter operationen.

Gabeevnen

Gabeevnen er nedsat efter indgrebet og aktive gabeøvelser påbegyndes efter cirka en uge, eller efter anvisning fra din kirurg. Der må påregnes smerter ved gabeøvelser, specielt i starten. Det kan derfor være nødvendigt at tage smertestillende medicin i forbindelse med gabeøvelserne.

Kontrolundersøgelse

Kontrolundersøgelse i Afdeling for kæbekirurgi foretages efter 1-2 uger.  Her vil du få fjernet sting.

Kontakt

Ændring af tider

Afdeling for Kæbekirurgi, Telefon 35 45 20 02 (vælg sekretær)
Telefontid mandag - fredag kl. 8.00-12.00 og kl. 12.30–15.00.

Akutte problemer eller spørgsmål

Afdeling for Kæbekirurgi, Telefon 35 45 20 02 (vælg sygeplejerske), Telefontid mandag-torsdag kl. 9.30-11.30 og kl. 13.00-15.00, fredag kl. 9.30-11.30 og kl. 12.30-14.30. 

Akutte problemer eller spørgsmål aften/nat og weekend (kun de første dage efter udskrivelsen) 

Afdeling for Kæbekirurgi's sengeafsnit 7054, Telefon 35 45 70 54.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden