Patientinformation
Hvad er et JJ-kateter?
Et JJ-kateter er en tynd, hul slange med en krølle (J) i begge ender. Det er fremstillet af blødt plast og er ca. 1,5 mm tykt. JJ-kateteret placeres i din urinleder med den ene krølle i blæren og den anden i nyrebækkenet.
Hvorfor anlægge et JJ-kateter?
Der kan være flere grunde til at anlægge et JJ-kateter. De mest almindelige er:
- For at forhindre afklemning af urinlederen.
- For at kunne behandle sten i urinvejene.
- For at beskytte overgangen mellem urinblæren og urinlederen efter en operation.
Hvordan anlægges et JJ-kateter?
JJ-kateteret anlægges under fuld bedøvelse i forbindelse med en kikkertundersøgelse (cystoskopi) af blæren. Lægen lægger en guidewire op i urinlederen og anlægger derefter JJ- kateteret. Når JJ-kateteret er placeret korrekt, fjernes guidewiren. Den øverste og nederste ende af JJ-kateteret danner en krølle, der ligner en ”grisehale”. Disse krøller hjælper med at holde JJ-kateteret på plads.
Hvor længe skal jeg beholde JJ-kateteret?
Det afhænger af, hvorfor det er lagt op. Vores læge vil fortælle dig, hvor længe, du kan forvente at have behov for JJ-kateteret. Hvis du har behov for JJ-kateteret i længere tid, skiftes det som regel hver 3.- 4. måned. Skiftningen af JJ-kateteret foregår under fuld bedøvelse på samme måde, som da det blev lagt første gang.
Vil jeg kunne mærke JJ-kateteret?
De fleste patienter mærker ikke, at de har et JJ-kateter. De mest almindelige gener, der kan forekomme er:
- Lidt blod i urinen, som kan afhjælpes ved at drikke rigeligt med væske.
- Smerte eller ømhed i forbindelse med vandladning, som ofte kan lindres med 1 gram paracetamol.
- Hyppig vandladningstrang.
- Hos kvinder kan tyngdefornemmelse i underlivet forekomme.
Generne er normale, og vil aftage med tiden.
Efter nyretransplantation
Et JJ-kateter der er anlagt i forbindelse med nyretransplantation, fjernes som regel på 14. dagen efter transplantationen. Fjernelsen foregår i Afdeling for Urinvejskirurgi, klinik 2111.
Før du skal have fjernet et JJ-kateter, skal du starte antibiotikaprofylakse med tablet Selexid (mecilinam) 400 mg x 3 dagligt. Du skal starte antibiotikaprofylakse dagen før, du skal have fjernet JJ-kateteret. Du skal fortsætte behandlingen til og med dagen efter JJ-kateteret er fjernet.
Hvis du er allergisk overfor penicillin får du tablet Cifin (ciprofloxacin) 250 mg x 2 dagligt i samme periode.
Hvordan fjernes JJ-kateteret?
JJ-kateteret fjernes i forbindelse med en kikkertundersøgelse af blæren. Det foregår i lokalbedøvelse og varer få minutter.
Dagligdagen med et JJ-kateter
I de fleste tilfælde kan du sagtens arbejde med JJ-kateteret siddende i urinlederen. Har du nogle bekymringer i den retning, kan du drøfte dem med vores læge.
Vi anbefaler, at du undgår kontaktsport, da JJ-kateteret kan forskubbe sig. Almindelig motion er sikkert for de fleste.
Det er vigtigt, at sørge for at nyrerne fungerer godt. Derfor bør du drikke mindst 2 liter væske om dagen.
Vær opmærksom på individuelle væskebegrænsninger.
Seksualitet
Det er fortsat muligt at have et aktivt sexliv med et JJ-kateter. Hvis du oplever problemer eller har spørgsmål i den forbindelse, er du velkommen
til at tale med afdelingens læger eller sygeplejersker.
Problemer med kateteret
Du skal kontakte afdelingen i følgende situationer:
- Du føler dig utilpas med feber, mavesmerter eller svien ved vandladning
- Du har mange smerter i flanken eller underliv
- Der er store mængder blod i urinen