Du har fået påvist kræft i tyk- eller endetarmen. Vi vil derfor foreslå dig kemoterapi, hvormed sygdommen kan holdes i ro eller bringes til at forsvinde i en periode, og symptomerne på sygdommen kan bedres.
Irinotecan og cetuximab er kemoterapi, der hæmmer kræftcellernes vækst.
Hvordan foregår behandlingen
Hver anden uge får du irinotecan og cetuximab, som gives i et drop i armen. Be-handlingen gives i ambulatoriet og kræver ikke indlæggelse.
Hver fjerde uge skal du tale med en læge inden behandlingen. Du skal have taget blodprøver ugentligt.
Du vil få lavet CT skanning løbende for at vurdere behandlingens virkning på sygdommen. Hvis den ikke er virksom, eller hvis der optræder bivirkninger, som du ikke kan tåle, vil behandlingen blive afbrudt. Du kan også selv ønske at stoppe med behandlingen.
Hvilke bivirkninger kan du få
Kemoterapi påvirker både normale celler og kræftceller. Du kan derfor opleve en række bivirkninger.
Vi kan ikke på forhånd udelukke, at du får andre bivirkninger end dem, vi har nævnt nedenfor. Du skal derfor altid oplyse os om de gener, du får i forbindelse med behandlingen, da vi eventuelt kan afhjælpe dem.
De vigtigste bivirkninger er:
- Appetitløshed, kvalme og eventuelt opkastninger
- Smagsforandringer
- Træthed
- Hårtab
- Påvirkning af knoglemarven med:
- Blodmangel, som kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken
- Blødning, som kan vise sig ved næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker eller røde mærker i huden
- Infektion som kan vise sig ved feber
- Påvirkning af slimhinderne i både øjne, mund, mave og tarm. Det kan give svie, ømhed og svamp i munden, mavesmerter med forstoppelse eller diaré
- Hududslæt i form af acne (bumser) indenfor de første 3 uger af behandlingen med cetuximab. Hudbivirkningene kan optræde på store dele af kroppen men hyppigst i ansigt, hovedbund, nakke samt på ryg og arme
- Svimmelhed
- Svedeture
- Synsforstyrrelser
- Allergisk reaktion
- Negleforandringer
- Nedsat lyst og evne til seksuelt samvær
Denne liste af bivirkninger virker voldsom, men det er de færreste, der får alle bivirkningerne.
Du bliver nøje kontrolleret for udvikling af alle former for bivirkninger. Vi tilbyder dig efter behov behandling, der støtter og lindrer.
Opstår der svære eller uacceptable bivirkninger, vil lægen enten udsætte din be-handling, ordinere en nedsat dosis eller helt stoppe den.
Hvad skal du være opmærksom på
Det er vigtigt, at du kontakter ambulatoriet / afdelingen, ved:
- Feber over 38,5 eller 38,0 over 2 målilnger indenfor 2 timer
- Blødning
- Vedvarende diaré
Behandlingen kan påvirke din fertilitet
Hvis du og din partner ønsker at få børn, så tal med lægen om det, inden du starter på behandlingen.
Der bliver kun udskilt ubetydelige mængder kemoterapi gennem sæd / skedens slimhinder. Du kan derfor have samleje uden at skade din partner. Kemoterapi kan dog skade et foster. Du eller din partner skal derfor anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel som p-piller eller spiral under behandlingen og seks måneder efter. Amning frarådes under behandlingen.
Hvor kan du læse mere
Hæftet ”Medicinsk kræftbehandling” giver en generel information om medicinsk behandling af kræft og en mere indgående beskrivelse af de enkelte bivirkninger, samt hvordan de kan afhjælpes. Du vil få hæftet udleveret af sygeplejersken.
På www.min.medicin.dk kan du læse mere om din sygdom og behandling med irinotecan og cetuximab.