Gå til hovedindhold

Information til forældre om børn og brandsår

Heri findes om nogle informationer om praktiske forhold samt besvarelse af nogle af de spørgsmål, der kan være i forbindelse med indlæggelse af børn med brandsår.

Med denne pjece vil vi informere jer om nogle praktiske forhold og forsøge
at besvare nogle af de spørgsmål, der kan være i forbindelse med jeres
barns indlæggelse.

Hvordan er det at være pårørende til et barn
med brandsår

At være indlagt med et brandsår er svært for barnet, men kan også være hårdt for jer. Det er vi som plejepersonale opmærksomme på, og vi vil gerne støtte og hjælpe jer. Et godt samarbejde mellem jer som forældre og plejepersonalet, er altafgørende for at barnet får den bedst mulige behandling. Hvis I har behov for yderligere hjælp, kan personalet hjælpe jer med at få kontakt til socialrådgiver, tolk, præst, imam, grønlandsk besøgsven. Jeres barn får, afhængig af alder og indlæggelsesvarighed, tilbudt skolelærer. 

Kort om indlæggelsesforløbet

Dit barn er blevet indlagt med brandsår på kroppen. Der skal være én forælder hos barnet døgnet rundt, og i løbet af dagen er I meget velkomne til begge at være hos barnet. 

Vi tilstræber, at du hele tiden er godt informeret om alt, hvad der skal ske med dit barn, og du er meget velkommen til at spørge os, hvis du er i tvivl om noget.

Du skal forvente, at barnet er indlagt i mindst 2 uger. I nogle tilfælde er det dog muligt at blive udskrevet tidligere, selv om barnet stadig har forbindinger på. Forbindingerne fjernes senere enten hos os eller egen læge.

Under indlæggelsen må jeres barn meget gerne bevæge sig frit og lege som vanligt. Dog er det vigtigt at forbindingerne ikke bliver våde, da det kan gøre de skal skiftes før tid.
I vil som forældre få udleveret hospitalstøj af plejepersonalet, da I som udgangspunkt ikke må have jeres private tøj på pga. infektionsrisiko. 
Som udgangspunkt skal der dagligt måles rektal temperatur morgen og aften, det skal aftales med plejepersonalet om du selv gør det eller vi skal være behjælpelig med det.

Behandlingen

Rør ikke ved forbindingerne

Dit barn er blevet forbundet i Traumecentret. Der er lagt et beskyttende lag (sårkontaktlag) over sårene og en sugende forbinding. Det hele holdes på plads af et elastikbind. De første dage efter forbrændingen væsker barnets sår meget. Så længe sårene væsker, er der øget risiko for infektion. Derfor skal både du og barnet så vidt muligt undgå at røre ved forbindingerne. Hvis der er behov for at skifte forbindingerne, tager personalet sig af det.

Begræns risikoen for infektion

For at begrænse risikoen for infektion, skal du: 

  • vaske og spritte hænder ofte, og altid når du går ind og ud af stuen
  • undgå, at barnet kravler på gulvet i fællesområderne
  • undgå, at barnet kradser i forbindingerne
  • sikre, at det legetøj, barnet leger med, kan sprittes af.
    Spørg personalet hvis du er i tvivl

Barnet skal kun have tøj på om dagen

Lad barnet ligge uden dyne og med så lidt tøj på som muligt over forbindingerne om natten. Det nedsætter risikoen for betændelse. Vi sørger for, at barnet ikke kommer til at fryse ved at holde temperaturen på stuen på 25-35 grader. Om dagen kan barnet med fordel have tøj på over forbindingerne, så det ikke piller for meget ved forbindingerne.

Barnet skal drikke rigeligt og spise godt

For at sikre den bedst mulige heling af sårene er det vigtigt, at barnet drikker rigeligt og meget gerne mælkeprodukter. Vi vejleder dig også i at give barnet en god og nærende kost, der indeholder proteiner og vitaminer. Vær opmærksom på at børn som udgangspunkt ikke må få proteindrikke, grundet den store mængde protein.

Vi serverer mad fra hospitalets køkken til barnet og én forælder, men hvis barnet har nogle livretter, må I gerne selv få det bragt ind.

I nogle tilfælde vil du blive bedt om at hjælpe med at notere indtaget af mad
og drikke, på et skema, da det kan være en vigtig del af vores observationer. Jeres besøgende kan desværre ikke få serveret mad i afdelingen, men der er mulighed for, at de kan købe mad og drikke i stueetagen. Der er mulighed for morgenmad, middagsmad og aftensmad til én forælder.  

Øvrige pårørende, der ønsker at spise med i afdelingen, kan købe spisekuponer i Café Nordlyset i forhallen i Nordfløjen. 
Spisekuponerne koster 40 kr. Husk at give personalet besked dagen inden kl. 12, hvis du ønsker at benytte dig af spisekuponerne.

Spisekuponerne kan både bruges til morgenmad, frokost og aftensmad. 
Morgenmad: 1 spisekupon 
Frokost: 2 spisekuponer 
Aftensmad: 2 spisekuponer

Maden serveres af personalet i vores fælles buffetområde. Hvis du kan gå og må forlade din stue, skal du selv hente din mad, men ellers hjælper vi dig naturligvis.
Morgenmad kl. 8-9 
Middagsmad kl. 12.00-13.00
Aftensmad kl. 17.30-18.30

Tag selv drikkevarer og mellemmåltider

Som medindlagt forælder er du velkommen til at tage varme drikke fra automaten i buffetområdet. Du må også meget gerne tage kolde drikke. 
Husk at bruge spritte hænder inden.

Svaleskab

Der er et svaleskab på jeres sengestue, som personalet anvender til opbevaring af barnets drikkevarer. Svaleskabet må ikke bruges til opbevaring af mad.

Barnet skal have smertestillende medicin

Dit barn har behov for smertestillende medicin enten som stikpiller, tabletter eller mikstur. Vi stiler altid efter, at barnet har mindst muligt ubehag, så det er vigtigt, at du siger til, hvis du oplever at dit barn har smerter. 
Du aftaler med plejepersonalet, hvem der skal give dit barn medicinen,
men det er vigtigt at der er klare aftaler omkring dette.

Barnet kan få kløestillende medicin

Sårene klør, når de heler. Det kan derfor være nødvendigt at give barnet medicin mod kløe. Medicinen kan gives som tabletter eller mikstur.

Vurdering af sårene

Behov for operation af sårene stilles ud fra en vurdering af brandsårets dybde og helingspotentiale, enten ud fra en vurdering af billederne taget ved indlæggelsen, eller ved udpakning af forbindingen.

Vi observerer forbindingerne dagligt. I nogle tilfælde vil der være behov for
at vi pakker forbindingerne ud efter nogle dage, men hvis forbindingerne er velsiddende og ikke viser tegn på infektion, vil vi først pakke dem ud 10-12 dage efter ulykken. 
Hvis sårene er helede, kan I blive udskrevet. Hvis huden endnu ikke er helet,
vil lægen afgøre, om barnet skal opereres.

Ved operationen flyttes barnets egen hud til brandsårene fra et område på kroppen, hvor barnet ikke er forbrændt.

Praktisk information til dig som forældre

Fortæl os om barnet

Det hjælper os meget til at gøre opholdet godt for barnet, hvis du fortæller os om barnet. Det kan fx være i forhold til:

  • barnets døgnrytme, spisevaner med mere
  • hvordan barnet bedst tager medicin
  • om barnet har noget, der gør det trygt, fx en sang, film, bog eller lignende.

Hjælp os med at holde stuen ryddelig og hygiejnisk

Du skal skifte dit eget sengetøj dagligt for at begrænse barnets risiko for infektion. Du må også meget gerne hjælpe os med at holde stuen ryddelig,
så der kan blive gjort grundigt rent.

Dine pårørende er velkomne

Dine pårørende er altid velkomne til at besøge barnet. Vi har ingen faste besøgstider. Vi anbefaler dog kun at have få gæster per dag for at give barnet ro og mindske risikoen infektion.

Vi opfordrer til at begrænse besøg fra mindre børn på grund af øget smitterisiko. Hvis dine pårørende føler sig sløje, har en infektion, diarré eller tegn på influenza, må de ikke komme på besøg.

Dine gæster skal vaske hænder eller bruge håndsprit

Hjælp os med at holde en god håndhygiejne på hospitalet.
Mind gerne dine gæster om følgende:

  • Sprit hænderne af, både når du kommer ind, og når du forlader stuen.
  • Vask hænder ofte eller brug håndsprit.
  • Vask altid hænder, når du har været på toilettet.
  • Undlad så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet.
  • Host eller nys i dit ærme – ikke i dine hænder.
  • Sørg for at have rene hænder, når du rører ved mad og drikkevarer.
  • Rør ikke barnets forbindinger eller områderne omkring forbindingerne.

Undgå blomster med jord

Dine gæster må desværre ikke tage blomster med jord med til dig på denne afdeling, fordi de kan give infektioner.

Familierum

Vi har et familierum på afdelingen (4. sal, afsnit 6041). Der er du meget velkommen til at varme medbragt mad, lave kaffe/te og lege med barnet.
Her kan medbragt mad og drikke også opbevares, husk navn og dato på.

Trådløst netværk

Du har gratis internetadgang, mens du er på hospitalet. Vælg RegHGaest under trådløse netværk på din mobil, pc eller tablet. Spørg os, hvis du har brug for hjælp.

Værd at vide

Aflåsning

Dørene til afdelingen er aflåst i tidsrummet klokken 22-06.
Man kan komme i kontrakt med personale ved at benytte dørtelefonen.

Få adgang til dit barns journal

Du kan få adgang til dit barns journal i Min Sundhedsplatform. Barnet skal være under 15 år, og du skal have forældremyndighed over barnet. Du skal udfylde en fuldmagt og aflevere den til personalet i den afdeling, som dit barn er tilknyttet. Få mere information på www.minsundhedsplatform.dk

Vi giver barnets læge besked

Vi sender information om dit barns besøg på hospitalet til barnets praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at barnets læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere her: www.regionh.dk/patientrettigheder

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden