Gå til hovedindhold

Information om operation for overskydende hud på maven (abdomen pendens)

Ved operation for abdomen pendens fjerner lægen det overskydende maveskind fra bugvæggen. Du vil få et ar fra hoftekam til hoftekam og et ar omkring navlen. Nogle patienter får også et lodret ar på maven (fra brystben til skamben). Læs her for praktisk information omkring operationen samt vigtige forholdsregler.

Kort om operationen

Du skal have fjernet løs hud på maven ved en operation. Lægen fjerner det overskydende maveskind fra bugvæggen. Du får et ar fra hoftekam til hoftekam og et ar omkring navlen. Denne operationstype anvendes ofte, hvis du har mest overskydende hud på nedre/midterste del af maven. I nogle tilfælde er det også nødvendig med et lodret ar på maven (fra brystben til skamben). Strækmærker i huden kan ikke fjernes.

Du skal forvente at være indlagt på hospitalet i 1-2 dage.

Illustration af kirurgisk snit og ar.

Vigtig forberedelse

For at styrke dit immunforsvar og reducere risikoen for komplikationer, er det afgørende, at du forbereder din krop inden operationen:

  • Spis sundt og undgå alkohol de sidste 2 uger før operationen.
  • Rygning skal ophøre mindst 6 uger inden operationen; ellers gennemføres operationen ikke.
  • Kosttilskud som fiskeolie, ginseng og lignende præparater skal pauseres 2 uger før operationen pga. blødningsrisiko.
  • Ved overvægt (BMI over 25) udføres operationen som hovedregel ikke.

Dagen før operationen skal du vaske kroppen grundigt og fjerne hår i og omkring operationsområdet. For detaljer herom henvises til afsnittene ”Fjernelse af hår før operation” i pjecen ”Velkommen til Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling”.

Hvor længe skal du faste og tørste

På operationsdagen skal du være fastende, hvilket betyder, at du ikke må spise fast føde eller drikke mælkeprodukter fra kl. 02. I fasteperioden må du heller ikke indtage pastiller, bolsjer eller tyggegummi. Du bedes drikke 1 glas vand, saft, te eller kaffe (uden mælk) inden kl. 06.00 på operationsdagen. Herefter må du ikke indtage nogen former for væske.

Samtale med kirurgen før operation 

Dagen inden operationen, eller på operationsdagen, vil du komme til at tale med den kirurg, som skal operere dig. Kirurgen vil optegne operationsområdet. Optegningen går ikke af når du tager brusebad.

På hospitalet 

Du får udleveret hospitalstøj. Under operationen får du lagt et drop i hånden. I droppet får du bedøvelse og væske så du ikke mærker noget. 
Du får måske lagt et kateter op gennem urinrøret og ind i blæren.

Operationen

Kirurgen laver et snit fra hofte til hofte over dit kønsben og løsner huden op til kanten af ribbenene. Der fjernes overskydende hud og fedtvæv. Undervejs løsner lægen også din navle og syr den fast igen. Såret lukkes med selvopløselig tråd. Til sidst får du plaster og forbinding på. Du får også et komprimerende mavebælte på. I nogle tilfælde er det nødvendigt at lægge et sugedræn i hver side af maven for at fjerne overskydende væske og blod fra såret. Operationen varer cirka 3 timer.

Smerter

Smertestillende medicin er ofte nødvendig i 1-2 uger efter operationen. Den første tid efter udskrivelse, vil de fleste have god gavn af håndkøbsmedicin.

Vi fjerner dræn og kateter

Hvis du har fået lagt et blærekateter under bedøvelsen, fjerner vi det, når du selv kan gå på toilettet. Hvis du har fået lagt dræn, fjerner vi drænene, når de ikke længere er nødvendige.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Brede ar: Syningen ved såret kan gå op på grund af infektion, dårlig heling af såret eller dødt væv. Hvis syningen går op, skal såret hele af sig selv. Det kan tage fra uger til måneder og kan give et tydeligere ar end ellers.
  • Dødt fedtvæv: Hvis du er overvægtig, er der øget risiko for, at du udvikler dødt fedtvæv. Fedtvæv har dårlig tilførsel af blod. Den dårlige blodforsyning gør, at såret er længere om at hele.
  • Blødning: Der kan opstå en blødning i såret, der i nogle tilfælde kræver en ny operation.
  • Betændelse i såret: Der kan gå betændelse i såret. Hvis det sker, kan det oftest behandles med antibiotika.  
  • Navlen er forskudt: Navlen kan nogle gange være forskudt lidt til den ene side og ikke sidde lige i midtlinjen.
  • Trådene kan bevæge sig ud gennem arret: De selvopløselige tråde, som såret lukkes med indvendigt, kan bevæge sig ud gennem arret. Det er ganske ufarligt. Der kan komme små huller omkring de hvide tråde, som kan forveksles med orme. Hullerne lukker sig, når trådene er afstødt.

Forholdsregler efter operationen 

Du skal kontakte din egen læge eller plastikkirurgisk sengeafsnit uden for din egen læges åbningstid, hvis:

  • du får feber
  • du oplever øget hævelse eller rødme ved såret
  • såret væsker mere end forventet
  • såret gaber eller springer op.

Det er normalt med mindre ømhed, hævelse og få misfarvning af huden på maven, som ligner et blåt mærke. Det forsvinder som regel efter 2-3 uger.

Pleje af operationsarret

Du kan tage brusebad og vaske dig forsigtigt 1 døgn efter operationen. Du må først gå i karbad, havvand eller svømmehal, når sårene er helt lukkede efter cirka 3 uger.

Vi anbefaler, at du bruger et papirplaster på såret i 3-6 måneder efter operationen. Plasteret gør, at arret bliver fladere og mindre rødt. Arret er følsom for sol og kan blive mørkt. Vi anbefaler, at du bruger en solcreme med høj faktor eller tøj, der dækker dit ar.

Brug af mavebælte efter operation

Du får udleveret 1 mavebælte hos os, du må gerne tage støttebandagen af, når du taget brusebad. Vi anbefaler, at du selv køber et tilsvarende, så du kan skifte det, når du kommer hjem. Du skal benytte mavebæltet i 6-8 uger.

Sygemelding og aktivitet efter operation

Du skal regne med at være sygemeldt i 1-2 uger efter operationen. Det afhænger af, hvilken type arbejde du har. Spørg lægen som har opereret dig. 

  • Den første 2 uger efter operationen skal du tage det med ro.
  • Efter ca. 4 uger kan du gradvist genoptage dine sportsaktiviteter. 
    Dog ingen tunge løft.
  • Efter 8 uger kan du begynde at løbe og dyrke anden motion, hvor du bliver forpustet.

Du kan opleve nedsat følelse på maven

Det er normalt at have nedsat følesans på mavens hud de første uger til år efter operationen, som regel går over af sig selv. I enkelte tilfælde vil den nedsatte følelse være permanent.

Praktiske forhold

Hvornår skal jeg komme til ambulant kontrol

Ca. 3-6 måneder efter operationen skal du til ambulant kontrol hos en læge
i Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling, afdeling 7035. Vi tilstræber, at du kommer til kontrol hos den læge, der har opereret dig.

Hvornår må jeg køre bil

Du må først selv køre bil, når du er lige så frisk, som du plejer at være.
Du skal kunne reagere normalt i en hver situation og du skal kunne bruge sikkerhedssele. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden