Gå til hovedindhold

Inden dit besøg i Nyreambulatoriet

Information til patienter og pårørende

Vigtig forberedelse 

Blod- og urinprøve før din ambulante tid

Du skal have taget blodprøver og urinprøve inden din konsultation. Glasset til urinprøven får du udleveret på blodprøvetagningsstedet. Vi gør opmærksom på at blodprøverne ikke må være mere end 7 dage gamle.

Du skal bestille tid til blodprøve. For tidsbestilling på Rigshospitalet kan du bestille tid på www.minsundhedsplatform.dk eller via appen MinSP. Ønsker du at få taget din prøve et andet sted i regionen, er det også muligt. Du kan finde prøvetagningssteder og hvordan du bestiller tid på www.regionh.dk/blodprøver

Vær opmærksom på, at du også kan blive indkaldt til ultralydsscanning af nyrerne. Du vil modtage en separat indkaldelse til dette.

Sundhedsplatformen – følg med i dit forløb på hospitalet

www.minsundhedsplatform.dk eller i appen MinSP kan du følge med i din behandling, se dine aftaler og prøvesvar. Hvis du vil aflyse din tid eller har spørgsmål til din behandling, kan du også skrive direkte til os.

Medbring din medicinliste

Lægen har brug for at vide hvilken medicin du tager. Du skal derfor medbringe din medicinliste enten fysisk eller via appen MinSundhed eller MinLæge.

Tag gerne en pårørende med

Du er altid velkommen til at tage en pårørende med. Det kan være en fordel, at I er to om at lytte og stille spørgsmål.

Første besøg i klinikken

Når du ankommer, skal du checke ind på scanneren i afsnit 2-13-4, dvs. opgang 2, 13. sal og afsnit 4.

Ved dit første besøg måler sygeplejersken dit blodtryk og vejer dig. Sygeplejersken vil vejlede dig i hvordan du måler et korrekt blodtryk. Du vil fremover blive bedt om enten at måle blodtrykket hjemmefra eller selv måle det når du ankommer til ambulatoriet. Hvis du ikke selv kan måle et blodtryk, vil sygeplejersken hjælpe med målingen. 
Bagefter skal du tale med lægen. Du skal regne med, at det første besøg tager ca. 45 minutter.

Praktisk information

Sørg selv for transport

Du skal normalt selv arrangere og betale for din transport til og fra hospitalet. I enkelte tilfælde kan du have ret til at få hjælp til udgifterne eller til kørsel frem og tilbage. Er du i tvivl, er du velkommen til at kontakte os. Find kontaktoplysninger, og læs mere om transport på www.regionh.dk/transport

Parkering

Der er desværre stærkt begrænsede parkeringsmuligheder på hospitalets område. Vi opfordrer derfor til at bruge offentlig transport, taxa eller at have en pårørende med, der kan parkere bilen, da afstanden fra parkering til hospitalet kan være stor.

Mødetider

Vi gør altid, hvad vi kan for at overholde tiden, men nogle dage kan der forekomme forsinkelser. Forsinkelserne kan opstå, fordi vi også tager imod akutte patienter, og nogle kontroller tager længere tid end beregnet.

Tolk

Kontakt os hurtigst muligt, hvis du har brug for en tolk, så sørger vi for at booke en til dig. Læs mere om reglerne for brug af tolk på www.regionh.dk/tolk

Patientguiden

Patientguiden er en digital guide, der giver dig og dine pårørende gode råd og redskaber til dit forløb i sundhedsvæsenet. Du finder Patientguiden på www.regionh.dk/patientguiden

Forskningsprojekter

Rigshospitalet er et forskningshospital. Derfor kan du i forbindelse med din behandling hos os blive tilbudt at deltage i et eller flere forskningsprojekter. Vi forsker for at udvikle bedre behandling til vores patienter – nu og i fremtiden.

Anvendelse af blod- og vævsprøver til forskning

Rester af blod- og vævsprøver kan blive brugt til forskning. Du har ret til at beslutte, at dine blod- og vævsprøver kun må anvendes til behandling af dig selv og til formål, der umiddelbart er knyttet til din behandling.
Læs mere om dine rettigheder på www.regionh.dk/patientrettigheder

Vælg et andet offentligt hospital – det frie sygehusvalg

Du har som udgangspunkt frit sygehusvalg til offentlige hospitaler. Du kan kontakte en rådgiver i Sygehusvalg, som kan oplyse dig om dine muligheder for at få en tid på et andet hospital:

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik

Vi glæder os til at se dig. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden