Gå til hovedindhold

Hjertet - undersøgelse med kateter

En hjertekateterisation er en undersøgelse afhjertets anatomi og funktion.

Kort om undersøgelsen

Du skal have målt blodtrykket i hjertekamrene og dine lungers kredsløb. Undersøgelsen giver vigtige oplysninger, der hjælper med at afgøre, hvad der er den rigtige behandling for dig. Vi fører katetre til hjertet og i nogle tilfælde undersøger vi også hjertekamrene og lungernes kredsløb med kontraststof.

Du skal forvente at komme hjem samme dag, som du bliver undersøgt.

Vigtig forberedelse

Prøver og samtaler før undersøgelsesdagen

Inden selve behandlingen skal du til en forundersøgelse, hvor du får taget blodprøver og et EKG (elektrokardiogram). Mød op på det afsnit, der fremgår af din indkaldelse.

Vi taler med dig om dit forløb, bedøvelsen og selve undersøgelsen. Du skal regne med ventetid mellem de forskellige undersøgelser og samtaler. Du tager hjem og sover efter forundersøgelsen, medmindre du bor langt væk.

Udover den dag, du møder til forundersøgelse, skal du regne med at være indlagt i 1-2 dage i forbindelse med selve undersøgelsen.

Vær opmærksom på blodfortyndende medicin

Du skal fortsætte med at tage din blodfortyndende medicin. Tager du Marevan eller Marcoumar, skal din INR-værdi ligge mellem 2-2,5.

Hvis du tager blodfortyndende medicin på grund af en mekanisk hjerteklap, skal du ringe til os, så vi kan vejlede dig om blodfortyndende medicin i forbindelse med behandlingen.

Hvis du tager Pradaxa (Dabigatran), Eliquis (Apixaban), Xarelto (Rivoroxaban) eller Lixiana (Edoxaban), skal du holde pause med det på behandlingsdagen.

Hjertemagnyl, Clopidogrel og Brillique (Ticagrelor) skal du tage, som du plejer.

Kontakt os, hvis du har diabetes eller tager vanddrivende medicin

Hvis du tager vanddrivende medicin, skal du ringe til patientkoordinatoren og høre, om du skal holde pause med medicinen og hvor længe. Kontakt også patientkoordinatoren, hvis du har diabetes. Du skal tage kontakt, så snart du får din indkaldelse. Se telefonnummeret nederst.

Fjern hår

Inden behandlingen skal du fjerne eventuelt hår fra begge lysker. Du skal fjerne hårene med en trimmer. Hvis ikke du har en trimmer, kan du låne en på hospitalet. Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter i huden, som øger risikoen for infektion. Du skal fjerne hår i et område på 20 x 20 cm.

Illustration af området, der skal fjernes hår fra

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad og vaske dit hår, før du møder på hospitalet på dagen for din behandling. Du må ikke bruge creme efter badet, da det øger risikoen for infektioner.

Mød fastende, hvis du skal i fuld bedøvelse

Hvis du har fået at vide, at du skal i fuld bedøvelse, skal du faste inden undersøgelsen. Det vil sige:

  • 6 timer før din undersøgelse skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste drikker et glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved behandlingen.

Du får lagt et drop

Vi lægger et drop i din hånd eller arm, så vi kan give dig medicin og væske, hvis det bliver nødvendigt.

Du kan få hjælp til at slappe af

Før behandlingen går i gang, kan du få hjælp til at slappe af. Vi har en pude med indbygget musik, du kan ligge på. Du kan også få beroligende medicin, som virker mod angst eller bekymring.

Du bliver bedøvet

Normalt foregår undersøgelsen i lokalbedøvelse, men i nogle tilfælde vurderer vi, at undersøgelsen skal ske i fuld bedøvelse. Vi taler med dig om, hvad det har af betydning for dine forberedelser. Ved fuld bedøvelse får du lagt et drop i hånden med medicin, så du sover og ikke mærker noget.

Undersøgelsen

Når bedøvelsen virker, fører lægen katetre til hjertet gennem en blodåre i lysken. Du kan ikke mærke, at katetrene bevæger sig inde i blodåren. Vi bruger røntgen til at sikre, at katetrene placeres rigtigt. Du får sprøjtet kontraststof ind via katetrene, så vi kan se hjertet og lungerne på en skærm. Vi måler også hjertets pumpefunktion og tager blodprøver. Til sidst fjernes katetrene, og såret lukkes med en tråd, der bliver fjernet, før du tager hjem.

Undersøgelsen varer cirka 1 time.

Lig stille lige efter undersøgelsen

Du skal ligge stille på ryggen i op til 4 timer efter undersøgelsen for at undgå, at det bløder fra såret. Vi hjælper dig med at finde en stilling, hvor du ligger behageligt. Hvis du har brug for at komme på toilettet, hjælper vi dig med et bækken eller en kolbe i sengen. Vi hjælper dig også første gang, du skal op at stå.

Risiko ved undersøgelsen

Ved nogle undersøgelser er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det. 

  • Blodansamling (hyppighed: sjældent): Huden omkring såret kan være øm og hævet, og du kan få blå mærker eller en blodansamling under huden. Det forsvinder som regel af sig selv. I sjældne tilfælde skal blodansamlingen fjernes ved en mindre operation.
  • Udposning på blodåren (hyppighed: sjældent): Blodåren kan få en udposning, hvor vi har ført katetre ind. Vi behandler udposningen med en stram forbinding.
  • Reaktion på kontraststof (hyppighed: meget sjældent): Du kan få udslæt på huden og faldende blodtryk. Symptomerne kan være tegn på, at du er overfølsom over for kontraststof. Gælder det for dig, giver vi dig medicin.
  • Blødning i hjertesækken (hyppighed: meget sjældent): Det kan ske, at et kateter trænger gennem hjertevæggen. Hvis der går hul på hjertevæggen, vil det bløde ud i hjertesækken. Vi fjerner blodet fra hjertesækken med en kanyle. I sjældne tilfælde er det nødvendigt at fjerne blodet ved en akut operation.
  • Blodprop (hyppighed: meget sjældent): Der kan dannes en blodprop i forbindelse med undersøgelsen. Hvis det sker, behandler vi dig.
  • Indre blødning (hyppighed: meget sjældent): Efter undersøgelsen kan der opstå indre blødninger. Hvis det sker, skal du have behandling.

Hjemme igen

Sygemelding

Du kan starte på arbejde eller i skole igen, når du føler dig parat til det. For de fleste er det efter cirka 4 dage, men hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente længere. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Vent med at køre bil og cykle

Du skal regne med, at du kan begynde at køre bil og cykle igen 4 dage efter undersøgelsen. Hvis vi vurderer, at der gælder noget særligt for dig omkring bilkørsel, taler vi med dig om det.

Undgå tunge løft

Det er vigtigt ikke at belaste området omkring såret i lysken. Derfor må du ikke løfte tunge ting over 4 kg i de første 4 dage.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Hjerteforeningen tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende.
Du finder foreningen på www.hjerteforeningen.dk.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden