Vi mistænker, at du har fået betændelse i din hjerteklap. Det kaldes endocarditis. Endocarditis er en betændelse i den hinde, som sidder på indersiden af hjertet og hjerteklapperne.
Betændelsen skyldes bakterier, der kommer til hjertet via blodet og sætter sig fast. Bakterierne kan komme fra mundhulen, huden, mave-tarm-systemet eller urinvejene. Bakterierne kan ødelægge hjerteklapperne, hvis betændelsen ikke behandles med det samme.
Betændelse i hjerteklappen udvikler sig forskelligt fra person til person. I nogle tilfælde udvikler sygdommen sig i løbet af få dage, og man kan blive meget syg på kort tid. I andre tilfælde udvikler betændelsen sig langsomt over uger eller måneder.
Du skal igennem en række undersøgelser, så vi kan bekræfte diagnosen.
Hvis undersøgelserne viser, at du har betændelse i hjertet, skal du behandles med antibiotika, mens du er indlagt. Du får sprøjtet antibiotika ind via en blodåre i armen flere gange om dagen. I nogle tilfælde kan du få behandling med piller i den afsluttende del af behandlingen.
Den medicinske behandling varer 4-6 uger. For cirka halvdelen af patienter med betændelse i hjertet, bliver en operation i hjerteklappen også nødvendig undervejs i behandlingen.