Gå til hovedindhold

Hjerteklap - hjemme igen efter indsættelse

Information og vejledning om, hvordan man forholder sig efter en hjerteklapoperation.

Ubehag eller smerter

Kontakt os, hvis du får det værre

Hvis du mod forventning pludselig oplever, at du får det værre, skal du kontakte os. Det gælder fx, hvis du får:

  • åndenød
  • svimmelhed
  • smerter i brystkassen.

Vær opmærksom på blødning

Det er normalt at være øm og at have et blåt mærke ved såret, men du skal være opmærksom på, at det ikke begynder at bløde under huden ved indstiksstedet. Hvis blodansamlingen ved såret pludselig bliver større, skal du lægge dig ned og presse på såret i 10 minutter og derefter ligge stille i 2 timer. Hvis blodansamlingen stadig vokser efter 2 timer, skal du som borger i Region Hovedstaden kontakte Akuttelefonen 1813. I resten af landet skal du ringe til lægevagten.

Hold øje med såret

Der kan gå betændelse i et sår, også selvom der kun er lavet en lille åbning på huden. Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis såret bliver rødt, væsker, hæver eller buler ud, eller hvis du pludselig får høj feber.

Du kan føle dig træt

Når du kommer hjem, kan du godt føle, at du ikke er helt rask. Du har mere at lave derhjemme og bliver derfor også hurtigere træt. Det er helt almindeligt.

Bevægelse og hvile

Vent med at dyrke motion

Du må ikke cykle eller dyrke motion de første 4 dage efter behandlingen. Vi anbefaler, at du holder dig i gang ved fx at gå en tur og gradvist begynder at genoptage dine hverdagsaktiviteter. Du må dog ikke blive forpustet eller utilpas imens.

Undgå tunge løft

Det er vigtigt ikke at belaste området omkring såret i lysken. Derfor må du ikke løfte tunge ting over 4 kg i de første 4 dage.

Hold dig i gang

Du skal gradvist genoptage dine hverdagsaktiviteter, også selvom du er træt og bliver hurtigere forpustet. Du må gerne gå en kort tur, så længe du ikke går hurtigere, end at du kan føre en samtale. Hvil dig i løbet af dagen, hvis du har brug for det.

Genoptag seksuel aktivitet, når du er klar

Du kan genoptage seksuel aktivitet, når du har kræfter og lyst til det. Det kan ikke skade dig.

Praktiske forhold

Vent med at køre bil

Du skal regne med, at du tidligst kan begynde at køre bil igen cirka 7 dage efter behandlingen, hvis du har normal funktion i dine ben. Hvis vi vurderer, at der gælder noget særligt for dig omkring bilkørsel, taler vi med dig om det.

Du skal have medicin i en periode

Efter behandlingen skal du tage medicin. Vi taler med dig om, hvilken medicin du skal tage og hvor længe. Hvis du er startet på en ny medicin, mens du var indlagt, har vi lagt en recept, så du kan gå på apoteket med det samme og hente medicinen.

Tag antibiotika, inden du skal til tandlæge

Du skal tage antibiotika, når du skal til tandlægen, for at forebygge betændelse. Du skal tage 2 gram Ampicillin en time før behandlingen. Du kan få en recept på medicinen hos din egen læge.

Få fjernet tråde

Du skal have fjernet tråde 1 uge efter behandlingen. Det sker ved en opfølgende aftale hos os.

Kom til kontrol

Efter din behandling bliver du tilbudt at komme til opfølgende kontrol hos det hospital, der har henvist dig. Du vil blive indkaldt med digital eller fysisk post. Du skal til kontrol efter cirka 3 måneder.

Til den opfølgende kontrol taler I om, hvordan du har det og laver eventuelt undersøgelser. Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker at stille dem. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med.

Hvis du oplever forværring inden din kontrol, skal du ikke vente, men i stedet kontakte din egen læge. Ved akut forværring skal du kontakte Akuttelefonen 1813.

Få medicintilskud

Du kan i nogle tilfælde få tilskud til din medicin. Tal med din egen læge om, hvad der gælder for dig.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse i løbet af de første 2-3 måneder måneder efter behandlingen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Hjælp til hverdagslivet

Vi har henvist dig til rehabilitering på dit lokale hospital. Rehabiliteringen kan hjælpe dig med at håndtere sygdommen og hverdagslivet med sygdom på kort og lang sigt. Du bliver indkaldt senest 4 uger efter, at du er kommet hjem. Hvis du ikke har hørt noget efter 4 uger, skal du kontakte dit lokale hospitals hjerteafdeling.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Hjerteforeningen tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende.
Du finder foreningen på www.hjerteforeningen.dk.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden