Gå til hovedindhold

Hjerte - undersøgelse - cykeltest (arbejds-EKG)

En cykeltest går ud på, at hjertet undersøges for, om det slår uregelmæssigt eller for hurtigt. Pulsen og blodtrykket undersøges også.

Kort om undersøgelsen

Du skal have undersøgt, hvor godt dit hjerte arbejder under belastning, ved en cykeltest. Vi undersøger, om dit hjerte slår uregelmæssigt, om dit hjerte slår for hurtigt, og om pulsen og blodtrykket stiger som forventet.

Du skal forvente at være på hospitalet i cirka 1-1½ time i forbindelse med undersøgelsen.

Vigtig forberedelse

Tag praktisk tøj på

Vi anbefaler, at du har behageligt, løstsiddende tøj eller træningstøj på til undersøgelsen. Det er også en god idé at medbringe træningssko. Der er mulighed for omklædning på hospitalet.

Du skal spise og drikke

Vi anbefaler, at du spiser og drikker hjemmefra, inden du kommer til undersøgelsen cirka 1 time før. .

Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber

Hvis du i tiden op til undersøgelsen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke lave undersøgelsen. Du skal derfor kontakte os og få en ny tid, så du ikke risikerer at komme forgæves.

På hospitalet

Undersøgelsen

Vi sætter elektroder fast med klistermærker på din brystkasse, så vi kan følge din hjerterytme, mens du cykler. Vi måler dit blodtryk før, under og efter cykeltesten. Du skal cykle på en motionscykel i cirka 10-15 minutter, hvor belastningen gradvist øges. Belastningen gør, at det føles som at cykle op ad bakke. Vi fortæller dig, hvor hurtigt du skal cykle. Det er vigtigt, at du cykler så længe, du kan. Hvis du undervejs oplever, at du ikke kan cykle mere på grund af åndenød, brystsmerter eller udmattelse, skal du sige til. Testen er færdig, når du har nået maksimal belastning.

Undersøgelsen varer 1 time.

Svar på undersøgelsen

Du får svar på undersøgelsen til din næste kontrol hos hjertelægen.

Få mere viden

Hjerteforeningen tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende.
Du finder foreningen på www.hjerteforeningen.dk.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden