Velkommen til Afdeling for Hjerne og Nervekirurgi 6061 (semiintensiv). Her modtager vi patienter til pleje, tæt observation og behandling af sygdomme i hjerne og nerver. Ofte melder mange tanker sig i forløbet og vi håber, at pjecen kan besvare nogle af dine og dine pårørendes spørgsmål. Skriv gerne andre spørgsmål ned, så du/I får besvaret det, som du/I finder vigtigt.
Sygdom og behandling
Du er indlagt her hos os, da du har haft en hjernehindeblødning. Dette betyder, at der har været en blødning i væsken mellem hjernens hinder. Denne form for blødning skyldes som oftest, en brist i en udposning, et svagt sted på et af hjernens blodkar. Det er denne brist, som er blevet lukket. Behandlingen er foregået ved et indgreb, hvor der er ført et kateter gennem lysken, optil udposningen i hjernen, hvorved man har kunnet lukke udposningen indefra.
Dagene efter operationen
Efter behandlingen har du været indlagt på intensivafdelingen, og man har nu vurderet, at du kan flyttes videre til vores afdeling.
Selv efter en vellykket behandling, er der dog en lille risiko for forværring af tilstanden. Dette skyldes, at der de første 10-12 dage efter tidspunktet for blødningen, er risiko for at udvikle karspasmer (små karsammentrækninger). Årsagen til karspasmer er ikke fuldt ud klarlagt. Men opstår der karspasmer, kan det medføre, at hjernen ikke får tilstrækkeligt med ilt gennem blodet. Derfor vil vi under indlæggelsen observere bl.a. dit blodtryk tæt. Derudover er du koblet til overvågningsudstyr, så vi kan følge med i din hjertefrekvens, din puls, og hvordan du ilter blodet. Vi holder i en periode regnskab med, hvor meget væsker du indtager, og hvor meget væske du udskiller. Du vil få taget daglige blodprøver, og vi vil vurdere din tilstand mange gange i løbet af døgnet.
Under din indlæggelse vil du formentlig have hovedpine. Oftest følger også stivhed i nakken, kvalme og opkastninger, svimmelhed og lysskyhed. I sjældnere tilfælde kan man opleve bevidsthedstab og krampeanfald. Disse symptomer vil vi forsøge at mindske med forskellige ikke-medicinske og medicinske tiltag.
Medicinske tiltag
Nogle har brug for en del smertestillende medicin og andre ikke helt så meget. I forbindelse med dette, kan man godt blive forstoppet, og du vil derfor også få medicin til at holde ordentligt gang i maven. Vi vil også afhjælpe evt. kvalme med kvalmestillende, hvis du er meget plaget af dette. Vi vurderer løbende dine behov, og vil gøre vores bedste for, at du føler dig så tilpas som muligt.
Du vil blive behandlet med det medicinske præparat Nimotop, der forebygger karspasmer. Det er vigtigt, at Nimotop bliver taget på de foreskrevne tidspunkter, og ikke udskydes til senere.
Ikke-medicinske tiltag
Det er vigtigt, at du under din indlæggelse forsøger at komme ud af sengen og holde kroppen i gang. Der kan dog være få restriktioner, som personalet vil informere dig om. Vi vil i samarbejde med vores fysioterapeuter og ergoterapeuter hjælpe dig med dette. Det er vigtigt, at du er aktiv efter evne. Hvis det er svært for dig at komme i gang, kan du opleve, at vi vil presse dig lidt. Det vil vi også gøre, selv om det kan være forbundet med lidt ubehag at være ude af sengen. Vi vurderer det løbende under indlæggelsen og i samarbejde med dig. Nogle af tiltagende kan fx være dæmpning af lys; stillingsskifte, varmepuder, kolde klude, frisk luft mm. Hvis der er noget, du er i tvivl om eller undrer dig over, så er du altid velkommen til at stille spørgsmål.
Sig til, hvis du har gener
Hvis du oplever gener efter behandlingen, kan det påvirke din lyst til at spise og bevæge dig. Derfor er det vigtigt, at du taler med sygeplejersken om det. Vi vil løbende spørge, hvordan du har det; men det er også vigtigt, at du selv siger til, hvis du har smerter eller kvalme. Du kan få ekstra medicin, hvis du har behov for det
Almindelige gener du kan opleve efter operationen
At være træt
Træthed efter blødningen kan strække sig over flere måneder. Mange af de ting, du har lavet derhjemme før din hjernehindeblødning, kan være svære at overskue. Selv små aktiviteter kan gøre dig mere træt, end du tidligere har oplevet. Det er er meget normalt, og det er vigtigt, at du selv mærker efter og lytter til din krop.
Du kan gå i bad dagen efter indgrebet
Spørg gerne sygeplejersken om hjælp til dette, hvis du er i tvivl om noget.
Udskrivelse
Patienter som har haft en hjernehindeblødning udskrives ikke direkte til eget hjem efter indlæggelsen på kirurgisk afdeling. Du bliver først overflyttet til din lokale neurologiske afdeling, hvor genoptræning vil blive planlagt i samarbejde med din kommune. Du og dine pårørende vil blive informeret om, hvordan udskrivelsen skal forløbe ved en samtale sammen med en sygeplejerske og en læge.
Du vil blive indkaldt til en ambulant kontrol i Hjerne og Nervekirurgisk regi efter 3 måneder i vores klinik og du vil senere i forløbet blive indkaldt til kontrol-røntgen- eller skanningsundersøgelse.
Støttemuligheder og patientforening
Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet
Institution under Social- og integrationsministeriet, der rådgiver om handicapkompenserende ydelser i sager mellem borger og kommune. Læs mere på www.dukh.dk