Gå til hovedindhold

Gips / X-Lite bandage

Information om gips / X-lite bandage.

Du har i dag fået anlagt følgende bandage

☐ X-Lite

☐ Gips

Vejledning til X-Lite

  • X-Lite er tør i løbet af 20 minutter.
  • Udsæt ikke bandagen for temperaturer over 60 grader C.
  • Bliver bandagen våd kan den tørres med en hårtørrer, indstillet på kold luft. Hvis det ikke er muligt med kold luft, hold da hårtørreren i en afstand så varmen ikke påvirker materialet.
  • Kulde vil ikke påvirke bandagen, men da X-Lite strukturen tillader luftcirkulation, kan man for at beskytte huden, trække en strømpe over bandagen.
  • Ved tryk eller irritation fra eventuelt skarpe kanter, kan dette afhjælpes ved brug af hårtørrer (varm), da materialet derved bliver blødt og kan modelleres.

Vejledning til gips

  • En gipsbandage størkner hurtigt, men tørrer langsomt. Den opnår først sin fulde styrke, når den er gennemtør efter 24 timer.
  • Sørg for i denne periode at undgå at tildække bandagen med tøj, dyne eller lignende.
  • Der bruges armslynge i 24 timer efter gipsanlæggelse på armen.

Generel information

  • Bandagen må ikke blive våd. Ved badning beskyttes bandagen med en plasticpose.
  • Den beskadigede hånd eller fod må ikke hænge nedad for længe.
  • Så ofte som muligt anbringes hånd eller fod over hjertehøjde, for eksempel på en pude eller lignende.
  • Bevæg fingre og tæer flittigt, så disse ikke bliver hævede, mens de bærer bandagen, de skal bøjes og strækkes helt. Glem ikke at bevæge tommelfingeren.

Vær opmærksom på

  • Kraftig hævelse neden for bandagen, det vil sige af fingre eller tæer.
  • Temperaturændringer, blå eller hvidfarvning af huden neden for bandagen.
  • Ændret følesans af huden neden for bandagen.
  • Stærke smerter under bandagen, som ikke lindres ved at hæve bandagen højt.

Hvis ovenstående symptomer er til stede, kan det blive nødvendigt at kontakte egen læge eller akuttelefonen 1813.

Bemærk dog, at disse tegn ikke behøver at findes samtidigt.

Husk at medbringe skadesedlen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden