Gå til hovedindhold

Forstyrrelse i hjerterytmen - kikkertoperation (Convergent Hybrid Ablation)

Ved en kikkertoperation brændes det område af hjertets forkammer, der er årsag til atrieflimren.

Kort om operationen

Du skal have lavet en kikkertoperation, kaldet ’Convergent hybrid ablation’, fordi du har forstyrrelser i hjerterytmen (atrieflimren). Ved atrieflimren udløses der meget hurtigere og ukoordinerede impulser fra hjertets forkammer end ved en normal hjerterytme (sinusrytme). Ved atrieflimren er der en slags ’elektrisk kaos’ i forkamrene, som dermed ikke bidrager til hjertets pumpefunktion. Blodet i forkamrene står derfor mere stille og kan klumpe sammen og blive til små blodpropper.

Ved kikkertoperationen udfører vi en effektiv varmebehandling (ablation) på bagsiden af hjertets venstre forkammer. På den måde isoleres det område, som er årsag til de forstyrrede elektriske impulser, der giver atrieflimren.

Vi lukker også auriklen, som er et lille vedhæng kaldet ’hjerteøret’, der sidder på venstre forkammer. Det gør vi for at forebygge blodpropper, da det ofte er her, at blodet klumper sammen.

70-80 % opnår en normal hjerterytme efter operationen.
Du skal forvente at være på hospitalet i cirka 2 dage.

Vigtig forberedelse

Hold pause med disse former for blodfortyndende medicin

Blodfortyndende medicin og blodpladehæmmende medicin er effektivt til at forebygge og behandle blodpropper. Denne type medicin kan dog øge risikoen for større blødning under din operation, og du skal derfor holde pause med nogle af disse præparater inden operationen. Hvor længe, du skal holde pause med medicinen, afhænger af typen af medicin.

Gennemgå grundigt nedenstående liste og se, om du får et eller flere af præparaterne. Er du i tvivl, så gennemgå listen med din egen læge.

Præparater du skal holde pause med før operationen:

  • 7 dage før operationen skal du holde pause med: Efient, Prasugrel.
  • 7 dage før skal du holde pause med:  Al naturmedicin. Naturmedicin kan reagere uhensigtsmæssigt med medicin, der gives under operationen.
  • 5 dage før skal du holde pause med: Clopidogrel, Plavix, Grepid, Cloriocard.
  • 4 dage før skal du holde pause med: Pradaxa, Dabigatranetexilat.
  • 3 dage før skal du holde pause med: Brilique, Ticagrelor.
  • 2 dage før skal du holde pause med: Eliquis, Xarelto, Apixaban, Rivaroxaban, Lixiane, Edoxaban.

Du behøver ikke holde pause med:

  • Magnyl, Hjertemagnyl, Albyl, Hjerdyl, Aspirin, Acetylsalicylsyre, Warfarin, Marevan eller Marcoumar.

Tag din medicinliste med

Hvis du får medicin, skal du tage din medicinliste med på hospitalet.

Indlæggelsesdagen

Undersøgelser og samtaler før operationen

Den dag, du bliver indlagt, får du taget blodprøver, et EKG (elektrokardiogram) og et røntgenbillede af brystkassen. Vi måler også din højde, vægt og iltmætningen i dit blod. Vi taler med dig om dit forløb, bedøvelsen og selve operationen.
Lægen, der skal operere dig, fortæller dig om mulige risici og komplikationer, og du får forklaret, hvad du kan forvente af bedring efter operationen.

Hvis du bliver indlagt om fredagen, skal du først opereres om mandagen, og du kan derfor tage hjem, når du har været igennem undersøgelserne og samtalerne. Du skal møde igen søndag aften inden operationen, som udføres mandag.
Du er velkommen til at have en pårørende med til undersøgelserne og samtalerne. Det kan være en fordel, at I er to til at lytte og stille spørgsmål.
Der kan være en del ventetid mellem de forskellige forberedelser.

Medicin under din indlæggelse

Vi sørger for at du får din medicin, mens du er indlagt.

Du får fjernet hår

Inden operationen fjerner vi på afdelingen eventuelle hår fra din brystkasse, venstre armhule og ryg.

Du skal gå i bad

Aftenen inden operationen skal du gå i bad og vaske dig med desinficerende sæbe, der minimerer bakterierne på huden.
Du må ikke bruge makeup, neglelak, creme, deodorant eller parfume efter badet, da det øger risikoen for betændelse.

Du skal faste inden operationen

Din mavesæk skal være tom under operationen for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, hvor det kan give en alvorlig lungebetændelse. Derfor skal du faste på hospitalet fra midnat inden operationen. Det betyder, at du ikke må spise mad eller indtage mælkeprodukter. Du må dog gerne drikke klare væsker indtil klokken 06.00 om morgenen.

Hvis du har diabetes, gælder der særlige forholdsregler. Det taler vi med dig om.

Operationsdagen

Du får lagt et drop og får sat elektroder og en måler på

Vi lægger et drop i din arm, så vi kan give dig medicin og væske. Vi lægger også en slange i en blodåre til at måle dit blodtryk. Du får sat elektroder på brystkassen til overvågning af din hjerterytme og får en føler på én finger til at måle iltindholdet i dit blod.

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse, så du sover og ikke mærker noget.

Operationen

Når bedøvelsen virker, anbringer vi et termometer i din hals, som sikrer temperaturkontrol under brændingen. Du får også lagt et urinvejskateter.
Operationen udføres ved at føre en kikkertslange og udstyr til brændingen ind gennem et lille hul ved nederste del af brystbenet, hvor hjertets venstre forkammers bagvæg brændes. Derefter indsætter vi en clips til lukning af auriklen (hjerteøret). Dette gøres også ved hjælp af kikkertudstyr gennem 3 små indgange på venstre side af ribbenene. Hvis der under operationen ikke opnås normal hjerterytme (sinusrytme), giver vi dig et DC-stød.
Efter operationen lægger vi et dræn i din venstre side af brystkassen.

Operationen varer cirka 2 timer. Sårene lukkes med tråd.

Opvågning efter operationen

Når operationen er færdig, kommer du til opvågning på vores intensivafdeling. Her forventes du at være et par timer, inden du kommer tilbage til sengeafdelingen.  

Efter operationen

På sengeafdelingen vil du have hjerteovervågning på og kan frit gå omkring i afdelingen. Så snart du er oppegående, fjerner vi dit urinvejskateter. Drænet fjernes, når vi har sikret, at det ikke producerer luft eller væske. Vi tager efterfølgende et røntgenbillede af din brystkasse.
Hvis du før operationen har fået blodfortyndende medicin, vil dette blive genoptaget. Vi giver dig også medicin, der hæmmer mavesyre. Det skal du fortsætte med i 6 uger.
Inden din udskrivelse taler du med en sygeplejerske om, hvad du skal være opmærksom på, når du kommer hjem.

Du kan være øm ved såret, i ryggen og skuldrene

Efter operationen kan du have ondt i brystkassen og i såret. Du kan også blive øm i ryggen og skuldrene. Vi giver dig fast smertestillende medicin, men da smerter opleves meget individuelt, taler vi med dig om, hvor og hvordan det gør ondt. Du skal sige til i god tid, så vi kan lindre smerterne, inden de udvikler sig.

Bedøvelsen kan give kvalme

Du kan få kvalme og miste appetitten efter operationen. Hvis du har brug for det, kan vi give dig medicin mod kvalmen.

Hold dig i gang

Selvom du har ondt og føler dig træt, skal du bevæge dig så meget som muligt for at undgå blodpropper, svækkede muskler og forstoppelse.
Du kan også få medicin som virker mod forstoppelse.

Hjemme igen

Kontakt ved spørgsmål eller komplikationer

Hvis du de første 72 timer har spørgsmål til selve indlæggelsen, operationssårene eller din medicindosis, skal du kontakte os.
Efter 72 timer skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813.
Ved akut behov for hjælp skal du ringe 112.

Symptomer efter operationen

De mest almindelige symptomer efter operationen er ømhed og smerter i brystet og omkring operationssårene. Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi, at du tager paracetamol, som kan købes i håndkøb. 

Du kan også opleve at få hjertebanken, at hjertet springer et slag over eller korte episoder med hjerterytmeforstyrrelser. Disse symptomer er relateret til inflammation i hjertet efter operationen og forsvinder igen, når hjertet er helet.

Symptomer du skal reagere på

Kontakt os, din egen læge eller Akuttelefonen 1813, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Besværet vejrtrækning.
  • En stramning og trykkende fornemmelse over brystet.
  • Pludseligt opstået kvalme.
  • Besvær med at synke.
  • Vedvarende hoste og hoste med blodigt opspyt.
  • Blodigt opkast.
  • Tegn på infektion i operationssår, fx rødme, varme, hævelse, feber over 38 grader eller gullig væske fra såret.

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå havet, gå i karbad eller svømmehal i de første 2 uger, da det øger risikoen for betændelse. Du skal duppe såret forsigtigt med et rent håndklæde eller en ren vaskeklud, når du tørrer dig, og gerne lufttørre lidt, før du tager tøj på.

Fjern forbindingen eller plasteret efter 2 dage

Du må fjerne forbindingen eller plasteret 2 dage efter operationen. Du skal dog skifte forbindingen eller plasteret før, hvis det bliver vådt af blod eller væske fra såret.

Hold dig i gang

Du må bevæge dig frit efter operationen, så længe det ikke gør ondt omkring sårene.

Få fjernet tråd ved drænet

Du skal have fjernet tråden fra drænet hos din egen læge 10 dage efter operationen.

Kom til kontrol

Cirka 3 måneder måneder efter din operation bliver du tilbudt at komme til opfølgende kontrol hos os på Rigshospitalet.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden