Du har fået påvist kræft i spiserør, mave-mund eller mavesæk. Vi vil foreslå dig behandling med kemoterapi i kombination med antistoffet Zolbetuximab. Hvormed sygdommen kan holdes i ro eller bringes til at forsvinde i en periode, og hvor symptomerne kan bedres. Det er dog ikke alle, der har gavn af behandlingen og kemoterapien kan ikke fjerne svulsten fuldstændig.
Fluorouracil (5-FU) og oxaliplatin er kemoterapi som hæmmer kræftcellernes vækst. Folinsyre er et B-vitaminlignende stof. Kombinationen af disse tre stoffer kaldes FOLFOX.
Zolbetuximab er et antistof, der ved at udløse en immunreaktion kan få kræftcellerne til at gå til grunde.
Hvordan foregår behandlingen
Hver anden uge får du fire forskellige slags medicin. Behandlingen får du i et drop via en medicinpumpe. Zolbetuximab kan give allergisk reaktion, derfor vil du før behandlingen få medicin til at mindske denne risiko.
Det er nødvendigt at indsætte et permanent kateter ved det ene kraveben. Du vil få yderligere information om kateteret og medicinpumpen på afdelingen. Behandlingen kræver ikke indlæggelse. Første behandling vil tage ca. 6 timer. De efterfølgende behandlinger vil have kortere varighed.
Fluorouracil skal løbe ind via en pumpe over 46 timer. Herefter skal du have pumpen fjernet. Du eller din pårørende kan lære selv at fjerne pumpen, eller du kan komme ind på hospitalet og få den fjernet efter hver behandling.
Før hver behandling skal du have taget blodprøver og tale med en læge eller sygeplejerske. Blodprøverne skal tages senest kl. 10 dagen inden du skal tale med læge eller sygeplejerske.
Cirka hver tredje måned, skal du have foretaget en CT-skanning. Hvis skanningen viser, at kræften bliver mindre eller ikke vokser, fortsætter behandlingen. Hvis kræften vokser, afbryder vi behandlingen.
Antallet af behandlinger er afhængigt af, om behandlingen gavner dig. Du skal almindeligvis have seks behandlinger før første CT-skanning.
Hvilke bivirkninger kan du få
Kemoterapi påvirker både normale celler og kræftceller. Du kan derfor opleve en række bivirkninger. Vi kan ikke på forhånd udelukke, at du får andre bivirkninger, end dem vi har nævnt nedenfor. Du skal derfor altid oplyse om de gener, du får i forbindelse med behandlingen, da vi eventuelt kan afhjælpe dem.
De vigtigste bivirkninger:
Påvirkning af knoglemarven med:
- Blodmangel, som kan vise sig som træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken.
- Blødning, som kan vise sig ved næseblod, blødning fra tandkødet, blå mærker eller røde mærker i huden.
- Infektion, som kan vise sig ved feber.
Mens Zolbetuximab gives i droppet kan kvalme og eventuel opkastning forekomme samt efterfølgende:
- Synkebesvær og krampelignende fornemmelser i svælget og omkring kæbepartiet i de første 24 timer efter oxaliplatin
- Øget følsomhed for kuldepåvirkning
- Åndenød
- Hoste
- Appetitløshed, kvalme og eventuelt opkastninger
- Smagsforandringer
- Påvirkning af slimhinderne i både øjne, mund, mave og tarm. Det kan give svie, ømhed og svamp i munden, mavesmerter med forstoppelse eller diarré
- Træthed
- Smerter
- Allergiske reaktioner
- Pletvis brunfarvning og tør hud
- Kløende udslæt
- Rødme eller hævelse af hænder og fødder
- Føleforstyrrelser i hænder og fødder
- Negleforandringer
- Lette synsforstyrrelser og øget følsomhed for sollys
- Svimmelhed
- Risiko for hjertekramper, hjerterytmeforstyrrelse eller blodprop i hjertet
- Svien i blodåren under behandling med oxaliplatin
- Nedsat lyst og evne til seksuelt samvær
Denne liste af bivirkninger virker voldsom, men det er de færreste, der får alle bivirkningerne.
Du bliver nøje kontrolleret for udvikling af alle former for bivirkninger. Vi tilbyder dig efter behov behandling, der støtter og lindrer.
Opstår der svære eller uacceptable bivirkninger, vil lægen enten udsætte din behandling, ordinere en nedsat dosis eller helt stoppe den.
Hvad skal du være opmærksom på
Det er vigtigt, at du kontakter ambulatoriet / afdelingen ved:
- Feber over 38,5 eller 38,0 målt 2 gange indenfor 2 timer
- Blødning
- Kraftige og vedvarende mavesmerter
|
Sådan undgår du gener i forbindelse med kulde
- Undgå kolde mad- og drikkevarer, som for eksempel madvarer direkte fra køleskabet og vand fra vandhanen.
- Undgå at vaske hænder i koldt vand.
- Brug handsker, så du undgår at fryse om hænderne. Du kan have et par bomuldshandsker liggende ved køleskabet /fryseren og tage dem på, når du skal hente kolde varer frem. Du kan tage et par gummihandsker udenpå, hvis du skal arbejde med noget, der er fugtigt.
- Et varmt halstørklæde er en god ide, når du skal udenfor om efteråret og i vinterhalvåret. Du kan eventuelt tage halstørklædet op for munden når du skal ud.
Behandlingen kan påvirke din fertilitet
Hvis du og din partner ønsker at få børn, så tal med lægen om det, inden du starter på behandlingen.
Der bliver kun udskilt ubetydelige mængder kemoterapi gennem sæd/skedens slimhinder. Du kan derfor have samleje uden at skade din partner. Kemoterapi kan dog skade et foster. Du eller din partner skal derfor anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel som P-piller eller spiral under behandlingen og seks måneder efter. Amning frarådes under behandlingen.
Hvor kan du læse mere
Hæftet ”Medicinsk kræftbehandling” giver en generel information om medicinsk behandling af kræft og en mere indgående beskrivelse af de enkelte bivirkninger, samt hvordan de kan afhjælpes. Du vil få hæftet udleveret af sygeplejersken.
På www.min.medicin.dk og www.cancer.dk kan du læse mere om behandlingen.