Du har været til undersøgelse i hjertekirurgisk klinik for at få vurderet, om det er nødvendigt at få fjernet ståltrådene. Du får taget et røntgenbillede af din brystkasse for at vurdere ståltrådenes placering og antal.
Når du skal have fjernet ståltråd efter din hjerteoperation, er formålet at lette dig for gener. Vi fjerner ståltråden ved en operation tidligst seks måneder efter hjerteoperationen, da brystbenet skal være helet.
Du kan forvente at komme hjem samme dag, som du bliver opereret. Hvis du bor langt væk fra hospitalet, indlægges du aftenen før operationen, og ellers møder du fastende på selve operationsdagen på det afsnit, hvor du tidligere blev opereret.