Gå til hovedindhold

Emgality - behandling

Emgality er udviklet specielt til forebyggelse af kronisk migræne.

Behandling med Emgality

Emgality er udviklet specifikt til forebyggelse af kronisk migræne.

Virkningsmekanisme

Man har længe vidst at molekylet CGRP, som dannes i vores nervesystem, spiller en rolle i udviklingen af migræneanfald. Galcanezumab, som er det aktive stof i Emgality, er et såkaldt monoklonalt antistof, som binder sig specifikt til CGRP. Dette forhindrer CGRP i at binde sig til sin receptor, og derved brydes transmissionen af signaler til hjernen. Dette kan nedsætte hyppigheden og styrken af migræneanfald.

Inden du starter behandling

For at blive sat i behandling med Emgality skal du opfylde kriterierne for kronisk migræne. Dvs. mindst 15 hovedpinedage per måned, hvoraf mindst de 8 dage skal være migræne.

Du skal fremvise udfyldt hovedpinekalender for den sidste måned inden opstart. Du skal angive dage med migræne, spændingshovedpine samt dage, hvor du har taget smertestillende medicin. Du må ikke have medicinoverforbrugshovedpine, dvs. at du de sidste 3 måneder ikke må have taget smertestillende i form af triptaner, kombinationspræparater eller morfika mere end 9 dage per måned eller almindelig smertestillende i mere end 14 dage per måned.

Sådan tager man Emgality

Emgality kan injiceres i maveskindet, låret eller overarmen.

Tag pennen ud af køleskabet 30 minutter, før du skal tage medicinen. Ryst ikke pennen.

Vask dine hænder og vælg injektionssted. Drej beskyttelseshætten af. Placer pennen fladt mod injektionsstedet i en 90 grader vinkel og drej låseringen for at låse pennen op. Tryk og fasthold den blå injektionsknap, indtil du hører et højt klik. 5-10 sekunder senere vil du høre endnu et klik. Det betyder, at injektionen er fuldført. Fjern derefter pennen fra huden.

Behandlingen skal tages 1 gang hver måned.

Bivirkninger

1 ud af 10 oplever svimmelhed, kløe, forstoppelse eller rødme, hævelse og smerter ved injektionsstedet. Der er rapporteret om alvorlige overfølsomhedsreaktioner fra 1 dag og op til 4 uger efter behandling. Hvis dette sker, skal du søge læge. Oplever du bivirkninger, der ikke er beskrevet her, er det vigtigt, at du informerer lægen eller sygeplejersken i Dansk Hovedpinecenter.

Forsigtighedsregler

Som kvinde er det vigtigt, at du benytter sikker prævention, så længe du er i behandling med Emgality. Du skal vente mindst 5 måneder efter sidste behandling, før du forsøger at blive gravid.

Når du er i behandling med Emgality

Du skal møde til kontrol og medicinudlevering hver 3. måned hos sygeplejersken. Behandlingen stoppes, hvis der ikke er tilfredsstillende reduktion af hovedpinen efter 3 måneder. I forbindelse med disse besøg skal du udfylde skemaer om bl.a. effekten af behandlingen. Efter 6 måneders behandling skal du møde til kontrol hver 6. måned.

Du skal udfylde hovedpinekalender så længe du er i behandling med Emgality. Det er vigtigt, at du medbringer kalenderen hver gang, du kommer til konsultation. Hvis du ikke medbringer kalenderen, kan vi ikke udlevere medicinen til dig. De første 6 måneder skal kalenderen udfyldes dagligt. Herefter skal hovedpinekalenderen kun udfyldes for den sidste måned før næste besøg (ca. måned 6 efter sidste besøg). Dog skal der i perioder, hvor der pauseres med behandlingen, udfyldes hovedpinekalender for sidste måned med behandling (starter, når du tager den sidste sprøjte, dvs. måned 5 efter sidste besøg) og den efterfølgende måned (hvor der er behandlingspause, dvs. måned 6 efter sidste besøg).

Du skal holde pause med Emgality i 1 måned for hvert 1,5 år, du har været i behandling for at sikre, at du fortsat har behov for behandlingen.

Udlevering og opbevaring af Emgality

Emgality kan kun udleveres til dig i Dansk Hovedpinecenter. Du får udleveret medicin til 3-6 måneder af gangen afhængigt af, hvor længe du har været i behandling.

VIGTIGT!

Medicinen skal opbevares i køleskab ved 2-8 grader og skal på køl senest 4 timer efter udleveringen. Hvis du har får lang transporttid til, at det kan overholdes, skal du selv medbringe en køletaske.

Tåler ikke frost. Beskyttes mod lys. En Emgality-pen kan opbevares ved højst 30 grader i max 7 dage, hvorefter medicinen skal bruges.

Sygeplejegruppens telefon

Har du spørgsmål til din behandling, kan du ringe til sygeplejegruppen på telefon 38 63 22 75.

Min Sundhedsplatform

På www.minsundhedsplatform.dk kan du blandt andet følge med i din behandling, se kommende aftaler, melde afbud, se prøvesvar og udfylde spørgeskemaer. Hvis du har spørgsmål til din behandling, kan du også skrive direkte til os. Du kan også hente appen MinSP på din smartphone. Du logger på med MitID.

Du kan også læse i din egen journal på sundhed.dk.

Afbud og tidsbestilling

I tilfælde af afbud kan du ringe til sekretæren i Dansk Hovedpinecenter på telefon 38 63 20 62 eller skrive til os via MinSP.

Hvis din henvendelse ikke indeholder personfølsomme oplysninger, kan du sende en mail til os på hovedpine@regionh.dk.

 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden