Indledning
Vi håber, du kan bruge denne patientinformation som en hjælp til at få et overblik over den behandling, vi anbefaler dig. Dine pårørende kan også have glæde af at læse patientinformationen for bedre at kunne støtte dig i behandlingsforløbet.
Inden behandlingen starter, får du også mundtlig information om virkning og bivirkninger til behandlingen. Patientinformationen kan danne grundlag for samtaler mellem dig og personalet om forløbet.
Præparatnavne
Den behandling du bliver tilbudt, indeholder stofferne Elotuzumab, Lenalidomid og Dexamethason.
Behandlingens virkning på din sygdom
Elotuzumab, Lenalidomid og Dexamethason hæmmer kræftcellernes vækst på forskellig måde. Ved at du får stofferne sammen, medfører det en bedre virkning på din sygdom.
Elotuzumab er et antistof, der virker ved at hæmme et bestemt protein, der indgår i celledelingen. Dette forhindrer kræftcellen i at dele sig, hvorefter den går til grunde.
Lenalidomid aktiverer nogle specielle celler i kroppens eget immunsystem, så de angriber kræftcellerne. Lenalidomid påvirker også det miljø, der omgiver kræftcellerne, hvorved kræftcellerne får dårligere vilkår for at vokse og formere sig.
Dexamethason (binyrebarkhormon) er ligeledes med til at nedsætte antallet af kræftceller.
Behandlingsforløbet
Behandlingen får du i serier, en serie varer 28 dage.
Du får behandling med Elotuzumab på dag 1, 8, 15 og 22 i serie 1 og serie 2. Fra behandlingsserie 3 og i de efterfølgende behandlingsserier får du Elotuzumab dag 1 og dag 15.
Lenalidomid er kapsler, som du skal tage derhjemme. Du skal tage Lenalidomid hver dag i 21 dage efterfulgt af 7 dages pause. Når denne periode på 28 dage er overstået, har du fået 1 serie behandling og begynder forfra på den næste serie.
Dexamethason er tabletter, som får du dag 1, 8, 15 og 22 i hver behandlingsserie.
Du får jævnligt taget blodprøver, så din læge kan se, om du tåler behandlingen, og hvor godt behandlingen virker.
Du kan få op til 8 behandlingsserier. Din læge og sygeplejersken fortæller dig, om dit konkret behandlingsforløb.
Sådan får du behandlingen
Behandling med Elotuzumab får du normalt i klinik 2094, og du kan almindeligvis gå hjem samme dag.
Elotuzumab får du som væske ind i en blodåre (infusion). Behandlingen varer cirka 4 timer. Du får en lille dosis til at starte med, da Elotuzumab kan udløse en allergisk reaktion. Behandlingen bliver gradvist øget i hastighed, så din krop kan vænne sig til medicinen. Sygeplejersken måler din temperatur, puls og dit blodtryk, for at se om du kan tåle behandlingen. Ved de efterfølgende behandlinger kan du som regel få behandlingen hurtigere.
Du skal tage Lenalidomid om morgenen - helst på nogenlunde samme klokkeslæt hver dag. Kapslerne må du ikke knuse eller tygge. Du skal synke dem hele sammen med rigeligt vand og gerne i forbindelse med morgenmaden.
Hvis din dosis Lenalidomid består af flere kapsler per dag, skal du tage alle kapslerne på én gang. Du må altså ikke fordele dem ud over dagen.
Bemærk! Hvis du glemmer at tage en dosis Lenalidomid, og der er gået mere end 12 timer, når du opdager det, må du ikke tage Lenalidomid. Du skal i stedet springe Lenalidomid over den dag, og derefter tage den normale dosis på det normale tidspunkt den efterfølgende morgen.
Dexamethason skal du også tage om morgenen, da medicinen kan medføre rastløshed og opstemthed. Du kan derfor få svært ved at sove, hvis du tager Dexamethason senere på dagen. Tag gerne Dexamethason sammen med morgenmaden.
Bivirkninger generelt
Alle mennesker er forskellige og reagerer derfor forskelligt på behandlingen. Bivirkninger er utilsigtede virkninger af medicin. Nogle bivirkninger er hyppige, men ikke alvorlige. Andre er sjældne, men kan være alvorlige. Tal med lægen eller sygeplejersken, hvis du oplever bivirkninger. Afhængig af graden af bivirkninger og hvilke bivirkninger, det drejer sig om, kan lægen i samråd med dig nedsætte dosis, afbryde behandlingen midlertidigt eller vælge at stoppe behandlingen.
Bivirkninger ved Elotuzumab, Lenalidomid og Dexamethason beskrives i det efterfølgende. Hvis du ønsker uddybende information, er du altid velkommen til at spørge personalet. Du kan også søge information om medicinen på internettet, fx på www.medicin.dk eller www.indlaegsseddel.dk
Bivirkninger ved Elotuzumab
Allergisk reaktion pga. behandlingen
Under behandlingen og indtil 24 timer efter første behandling kan du opleve, at du får:
- Kløe i næse og hals
- Snue
- Irritation i øjnene
- Kulderystelser
- Åndenød
- Hjertebanken
- Kvalme og opkastning
- Smerter i muskler og led
- Feber
- Fald i blodtrykket
Oplever du nogle af de nævnte gener, mens du får behandlingen, skal du straks fortælle det til sygeplejersken. Du må ikke vente og tænke, at det nok går over af sig selv.
Lægen og sygeplejersken kan behandle dig og forebygge, at generne udvikler sig. Oftest forsvinder generne, hvis du får behandlingen langsommere.
For at nedsætte risikoen for bivirkninger ved behandlingen, får du forskellige former for understøttende behandling.
Antihistamin
Antihistamin er med til at forebygge, at du får en allergisk reaktion af immunterapien. Tabletten skal du tage op til en time før behandlingens start. Vær opmærksom på at antihistamin kan virke sløvende.
Paracetamol
Forebygger, at du får en forbigående temperaturstigning af immunterapien. Tabletterne skal du tage op til en time før start af behandlingen.
Binyrebarkhormon
Binyrebarkhormon forebygger også, at du får en allergisk reaktion af immunterapien. Tabletterne skal du tage op til en time før behandlingens start.
Får du mod forventning en kraftig allergisk reaktion, kan du måske få behov for at blive i afdelingen til næste dag.
Bivirkninger ved Lenalidomid
Træthed
De fleste oplever træthed i forbindelse med sygdommen, og specielt under behandling. Du kan opleve en træthed, der ikke forsvinder trods hvile og en god nattesøvn.
Hvad kan du selv gøre for at afhjælpe træthed?
- Hold flere små hvilepauser i løbet af dagen
- Sørg for at få frisk luft og små gåture
- Sørg for adspredelse i din hverdag
- Bed familie og venner om hjælp til praktiske gøremål
Påvirkning af blodcellerne
De forskellige blodceller, som dannes i knoglemarven, er:
- De røde blodlegemer (også kaldet hæmoglobin eller blodprocenten) - Bærer ilt rundt i kroppen
- De hvide blodlegemer (også kaldet leukocytter) - Udgør kroppens immunforsvar og beskytter mod infektioner
- Blodpladerne (også kaldet trombocytter) - Medvirker til at standse blødning.
Disse blodceller kan blive påvirket af behandlingen, så der bliver et nedsat antal af dem. Du skal derfor være opmærksom på følgende:
Infektion
Du kan få feber, fordi du er i større risiko for at få infektion. Det er derfor altid en god idé at måle din temperatur, hvis du føler dig varm, utilpas, begynder at fryse over kort tid eller får kulderystelser.
Kontakt afdelingen, hvis du får over 38,5 oC i temperatur. Du skal måske have behandling for infektionen med antibiotika.
Hvad kan du selv gøre for at undgå infektioner?
- God håndhygiejne - vask hænder efter toiletbesøg og før måltider
- Undgå nær kontakt med personer, som fx har feber, er meget forkølede, har halsbetændelse eller influenza.
Blodmangel (lav blodprocent)
Hvis du får åndenød eller hjertebanken, når du anstrenger dig, kan det skyldes, at din blodprocent er faldet.
Hvad kan du selv gøre for at nedsætte generne ved lav blodprocent?
- Rejs dig gradvist og forsigtigt fra liggende og siddende stilling
- Undgå større fysisk anstrengelse.
Blødning
Et lavt antal blodplader kan gøre, at fx næseblødning har svært ved at stoppe af sig selv. Det kan også vise sig ved, at du nemmere får blå mærker på huden, hyppigst på underbenene. Hvis du oplever blødning, som ikke standser, skal du altid kontakte afdelingen.
Hvad kan du selv gøre for at undgå blødning?
- Vær forsigtig, når du bruger skarpe genstande som fx knive
- Undgå kraftig fysisk anstrengelse.
Blodprop i ben - blodprop i lunger
Behandling med Lenalidomid medfører en øget risiko for blodpropper i venesystemet, typisk i benene eller i lungerne.
Blodprop i benet kan vise sig ved øm hævelse af det ene ben. Der kan være smerter i benet, især ved gang.
Blodprop i lungen kan give gener som feber, smerter i brystet, hoste, åndenød og (sjældent) ophostning af rødligt slim. For at nedsætte risikoen for dannelse af blodprop skal du have medicin, som fortynder blodet, mens du er i behandling med Lenalidomid. Fortæl din læge, hvis du tidligere har haft blodpropper. Hvis du oplever tegn på blodprop, er det vigtigt, at du kontakter afdelingen.
Hvad kan du selv gøre for at nedsætte risikoen?
- Kom ud af sengen/sofaen, gå jævnligt ture og lign.
- Sid ikke i længere tid med benene i samme stilling
- Drik 2-3 liter væske hver dag for at holde blodet tilpas fortyndet.
Kløe og udslæt
Nogle patienter får tør hud, kløe og udslæt på kroppen af Revlimid®.
Hvad kan du selv gøre for at modvirke tør hud og kløe?
- Smør huden med ikke-alkohol baseret fugtighedscreme
- Brug beklædning af bomuld på steder, hvor huden er mest generet
- Undgå at tage bad i meget varmt vand.
Forstoppelse
Lenalidomid kan give lettere utilpashed i maven og tendens til forstoppelse. Det kan være nødvendigt for nogle patienter at anvende et afføringsmiddel reglmæssigt. Afføringsmidler kan købes på apoteket uden recept.
Hvad kan du selv gøre for at holde maven i gang?
- Drik rigeligt med væske, gerne 2-3 liter hver dag
- Hold dig i bevægelse, undgå sengeleje
- Spis fiberrig mad, fx frugt og grønt, hvedeklid, tørrede frugter i form af svesker, abrikoser og rosiner eller hørfrø.
Undgå graviditet!
Når man bliver behandlet med Lenalidomid, kan der være risiko for fosterskader.
Til kvinder i den fertile alder
Du må ikke blive gravid under behandlingen med Lenalidomid og i mindst 12 uger efter afslutning af behandlingen.
Hvis du er steriliseret, skal du alligevel anvende prævention.
Hvis en menstruation udebliver, skal du straks kontakte afdelingen.
Til mænd
Du må ikke gøre din partner gravid, mens du er i behandling med Lenalidomid og i mindst 12 uger efter.
Lenalidomid er til stede i sæd, og du skal derfor anvende kondom, selvom du evt. er steriliseret. Hvis du har planer om at få et barn senere, bør du overveje at deponere sæd forud for behandling med Lenalidomid, da stoffets langtidsvirkning på sæd endnu er ukendt.
Lenalidomid kan endvidere nedsætte lysten til seksuelt samvær hos både mænd og kvinder og/eller evnen til at få rejsning hos mænd. Tal med lægen eller sygeplejersken, hvis du oplever disse problemer.
Patienter i behandling med Lenalidomid må ikke donere blod eller sæd.
Andre bivirkninger ved Lenalidomid
De fleste oplever mere træthed og manglende energi, og enkelte patienter oplever decideret sløvhed og døsighed. Andre bivirkninger kan være almen utilpashed, mundtørhed, ophobning af væske i kroppen (kan vise sig ved hævede ben eller stigende vægt). Nogle patienter kan opleve svimmelhed eller humørændringer. En anden bivirkning er kramper i læggene eller måske generelle muskelkramper andre steder i kroppen.
Bivirkninger ved Dexamethason
Bivirkningerne ved Dexamethason afhænger af:
- Hvor høj dosis af Dexamethason, du får
- Hvor længe du får Dexamethason
- Jo højere dosis og i jo længere tid, jo mere stiger risikoen for bivirkninger.
Nedenfor informeres om de hyppigst forekommende bivirkninger ved Dexamethason, som du kan opleve i større eller mindre grad.
Svie og ubehag i maven
Dexamethason kan give svie og ubehag øverst i maven. Du skal derfor evt. have behandling, som forebygger disse problemer.
Sukkersyge
Hvis du pludselig begynder at blive mere tørstig end ellers og har hyppigere vandladning, skal du kontakte afdelingen. Dexamethason kan nemlig medføre stigning i blodsukkeret, hvilket betyder, at du kan have fået sukkersyge.
Sukkersygen er dog midlertidig og forsvinder oftest efter endt behandling.
Opstemthed
Dexamethason er opkvikkende. Du kan føle dig i opstemt humør, rastløs, få mere energi, og måske taler du mere, end du plejer. Hos andre patienter (men færre) kan medicinen medføre det modsatte, nemlig nedtrykthed og depression.
Øget appetit
Dexamethason øger appetitten hos mange patienter. Trangen til at spise kan blive stor og gøre, at du spiser noget eller meget mere, end du plejer.
Infektion
Dexamethason sænker legemstemperaturen "kunstigt" i de dage, du får denne medicin.
Vær derfor ekstra opmærksom på tegn på infektion som fx utilpashed, hoste eller kulderystelser de pågældende dage.
Ophør med Dexamethason
Nogle patienter kan blive utilpasse i dagene efter, at de er holdt op med Dexamethason. Det kan fx vise sig ved generel utilpashed, træthed, energiløshed, lettere nedtrykthed eller rysten på hænderne. Det er vigtigt, at du oplyser lægen eller sygeplejersken om de bivirkninger, du får i forbindelse med behandlingen, så vi kan forsøge at forebygge eller afhjælpe dem.
Kontakt altid afdelingen ved
- Temperatur over 38,5 oC eller gentagne målinger med temperatur over 38,0 oC
- Blødning, som ikke standser af sig selv
- Stærke smerter
- Synsforstyrrelser og stærk hovedpine
- Åndenød eller stakåndethed
- Smerter i brystet eller ved vejrtrækning
- Føleforstyrrelser eller sovende fornemmelser i fingre, tæer eller fødder
- Udslæt
- Forstoppelse igennem flere dage
- Diarré, som varer mere end 1-2 dage
- Opkastninger i mere end 1-2 dage
- Hvis du har glemt at tage medicin, du får som behandling af din kræftsygdom
- Hvis du ikke er i stand til at tage din medicin, fx på grund af kvalme