Gå til hovedindhold

Efter fødslen - til dig/jer der har mistet

Vejledning om bl.a. praktiske forhold, pleje samt sorg og støtte i tiden efter.

Vi har samlet denne information som støtte til dig/jer, der har mistet et barn.

Praktiske forhold

Anmeldelse af fødsel og dødsfald

En fødsel fra graviditetsuge 22+0 skal altid anmeldes til myndighederne. Anmeldelsen foregår elektronisk og sendes automatisk direkte fra fødegangen. Ved fødsel af et levende barn før graviditetsuge 22+0 skal der også sendes en fødselsanmeldelse.
Hvis barnet er dødfødt fra graviditetsuge 22+0, skal alle uanset trosretning anmelde dødsfaldet i moderens bopælssogn inden 8 dage. Det sker ved at udfylde 'Anmeldelse af dødfødt barn og anmodning om begravelse/ligbrænding' og aflevere den på kirkekontoret. Find kontaktoplysninger på www.sogn.dk.

Hvis barnet er levendefødt og dør kort efter fødslen, skal både fødsel og død anmeldes i moderens bopælssogn inden 8 dage. Det sker ved at udfylde 'Anmeldelse af dødfødt barn og anmodning om begravelse/ligbrænding' og aflevere den på kirkekontoret. Find kontaktoplysninger på www.sogn.dk.

Ved fødsel af et dødt barn før graviditetsuge 22+0, skal der hverken sendes en fødselsanmeldelse eller dødsanmeldelse, da der i juridisk forstand er tale om en abort.

Begravelse eller bisættelse

Når man mister et barn, der var levendefødt eller født fra graviditetsuge 22+0, har man som forældre lovmæssigt pligt til at sørge for begravelse eller bisættelse. I kan selv arrangere begravelsen eller kontakte en bedemand, som mod betaling hjælper med det praktiske. I kan have ret til begravelseshjælp i form af et økonomisk tilskud fra Udbetaling Danmark.

Hvis barnet er født før graviditetsuge 22+0 og ikke har vist livstegn, gælder der særlige regler. Få mere vejledning om begravelse eller bisættelse i ’Folder fra Københavns Kirkegårde’, som vi giver jer med hjem.
Vi udleverer en dødsattest på hospitalet.

Barnet kan blive i Rigshospitalets Kapel indtil begravelsen. Der er mulighed for at komme og se barnet i et fremvisningsrum. Pårørende er velkomne.
I kan lave en aftale med kapellet på telefon 35 45 53 03.
Barnet kan også blive på afdelingen, hvor I kan komme tilbage og se det, eller I kan tage barnet med hjem.

Sorgorlov

Hvis barnet var levende ved fødslen eller født fra graviditetsuge 22+0, har I som forældre ret til sorgorlov.
Sorgorloven starter dagen efter, I har mistet barnet. I skal selv give jeres arbejdsgiver besked. I kan læse mere på www.borger.dk. Søg på ’Sorgorlov’.

Registrering af faderskab

Hvis I er gift, bliver faderskab automatisk registreret.
Hvis I ikke er gift, skal faderskab registreres på www.personregistrering.dk.
Der gælder særlige regler for medmoderskab.

Undersøgelser af barnet

Vi tilbyder en række undersøgelser for at finde en forklaring på barnets død. Det kan blandt andet være blodprøver, vævsprøver og obduktion. I skal give tilladelse til disse undersøgelser. I får mere information om undersøgelserne, hvis det er relevant.

Samtale med fx en præst

Både under og efter indlæggelsen er det muligt at tale med en præst, imam eller en person med anden etnisk eller religiøs baggrund, som har erfaring med at tale med mennesker, der har stået i samme situation som jer. I behøver ikke være religiøse for at få en samtale. Vi hjælper gerne med at tage kontakt.

Minder om barnet

Hvis I ønsker det, har I mulighed for at se og holde jeres barn, tage billeder samt få lavet fod- og håndaftryk. Vi hjælper gerne med at tage billeder.
I kan have barnet hos jer så længe, I ønsker det. Det er også muligt at tage barnet med hjem i en kølelift.

Besøg af sundhedsplejerske

Vi informerer sundhedsplejersken om fødslen. Hun vil kontakte jer efter nogle dage. I kan også selv tage kontakt gennem kommunen. Sundhedsplejersken kan hjælpe med blandt andet stop af mælkeproduktionen, smerter, søskendes behov og efterfødselsreaktioner.
Hvis der er tale om en abort, er der normalt ikke tilbud om besøg af sundhedsplejerske.

Opfølgende samtale på hospitalet

Cirka 8 uger efter fødslen kontakter vi jer eller indkalder til en opfølgende samtale om forløbet med en fødselslæge eller en gynækolog. Til samtalen får I svar på eventuelle prøver, og I har mulighed for at tale om en eventuelt kommende graviditet.
Vi kan også arrangere en efterfødselssamtale med den jordemoder, der var med under forløbet.

Pleje og hygiejne efter fødslen

Efter fødslen er der flere ting, du, som har født, skal være opmærksom på:

Hvis du har blodtype rhesus negativ

Hvis din blodtype er rhesus negativ, og barnets blodtype er rhesus positiv, vil du blive anbefalet en indsprøjtning med anti-D efter fødslen for at undgå, at du danner rhesusantistoffer. Rhesusantistoffer kan have betydning ved en kommende graviditet.

Stop af mælkeproduktionen

Når man har født, starter mælkeproduktionen af sig selv, også selvom der ikke er et barn, der sutter.
Mælkeproduktionen standser af sig selv igen, men du kan også blive tilbudt medicin for at stoppe den. Hvis du vælger at få medicin, anbefaler vi, at du tager medicinen inden for det første døgn efter fødslen. Behandlingen kan eventuelt gentages ved behov.

Du kan eventuelt bruge en stram sports-BH i den første uge, da det kan hjælpe med at nedsætte mælkeproduktionen. Hvis dine bryster bliver tiltagende spændte og ømme, kan det hjælpe at lægge kølige omslag på i 10-20 minutter ad gangen.
Hvis dine bryster bliver meget spændte, kan du forsøge at malke ud under bruseren ved at massere med hånden i nedadgående bevægelser mod brystvorten. Klem forsigtigt om brystvorten, til der kommer mælk ud. Du bør kun malke ud, indtil ubehaget forsvinder.
Kontakt os, hvis udmalkning ikke hjælper.

Kontakt os, hvis du får feber eller smerter i brysterne

Hvis du får feber over 38,5 grader, smerter eller rødme i et eller begge bryster, skal du kontakte Fødemodtagelsen på telefon 35 45 96 30.

Sørg for at få tisset

Efter en fødsel kan det være svært at mærke, om blæren er fyldt. Du bør tisse senest 4 timer efter fødslen og derefter cirka hver 4. time, når du er vågen, de første par døgn, også selvom du ikke føler, du skal. På den måde kan livmoderen bedre trække sig sammen. I starten kan det svie, når du tisser, især hvis du er blevet syet. Det kan hjælpe, hvis du skyller dig med vand imens.

Hvis du har vedvarende problemer med svie, med at tømme blæren eller med at holde dig, skal du kontakte Fødemodtagelsen på telefon 35 45 96 30.

Du kan få forstoppelse

Det er normalt, hvis der går et par dage, før du har afføring. Du kan hjælpe maven i gang og forebygge forstoppelse ved at bevæge dig, spise mad med mange fibre og drikke meget væske. Hvis du efter 4-5 dage stadig ikke har haft afføring, kan du eventuelt tage medicin, som virker mod forstoppelse. Du kan købe medicinen i håndkøb på apoteket.
Er du blevet syet eller har hæmorider efter fødslen, kan det være en hjælp at støtte en klud mod mellemkødet ved den første afføring. En syning kan godt holde til det pres, der opstår, når man har afføring.

Smerter

Det er normalt at have ondt de første dage efter fødslen. Du kan få efterveer, der kan føles som lette menstruationssmerter. Hvis du er blevet syet, kan du også have ondt omkring syningen.
Hvis du har behov for smertestillende medicin, anbefaler vi, at du tager 2 x 500 mg paracetamol eventuelt sammen med 2 x 200 mg ibuprofen, begge dele højest 4 gange dagligt.

Efter bristning

Hvis du har ondt, svie eller kløe omkring en syning, kan du også prøve at bruge et isbind. Du kan købe en genbrugelig ispose, fx på apoteket, eller gøre et hygiejnebind vådt og fryse det i en frysepose. Huden må ikke komme i direkte kontakt med isen, da det kan give forfrysninger. Svøb isposen eller isbindet ind i et rent stykke stof, inden du lægger det på huden.
Læg isbindet eller isposen på bristningen i 15 minutter ad gangen med et par timers mellemrum. Brug metoden, så længe, du har behov for det.
Det kan også lindre at sidde på en blød pude. Sid ikke på en badering.

For at undgå infektion anbefaler vi, at du den første uge skyller dig med lunkent vand, når du har været på toilettet. Sørg også for at skifte bind ofte.

Bristningen er syet med tråde, der opløser sig selv efter 2-3 uger. For nogle få kan der gå op til 5 uger. Det kan stadig stramme lidt i arret i noget tid efter.

Blødning

Det er normalt at bløde fra skeden svarende til en kraftig menstruation eller lidt mere. Blødningen aftager gradvist i løbet af den første uge. Derefter vil du have blodigt eller brunligt udflåd, som kan vare 6-8 uger.

Vær opmærksom på infektion

Du bør undgå at bruge tamponer og menstruationskop samt at bade i svømmehal, badekar eller i havet, så længe du bløder eller har blodigt udflåd. I bør desuden bruge kondom ved samleje, indtil blødningen er stoppet. Sørg desuden for at skifte bind ofte.

Kontakt Fødemodtagelsen på telefon 35 45 96 30 hvis du i løbet af de første 4 uger oplever, at:

  • du får feber
  • dit udflåd begynder at lugte grimt
  • blødningen tiltager eller bliver meget klumpet
  • du får kraftige smerter.

Hvis du får tegn på infektion efter de første 4 uger, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid.

Motion og knibeøvelser

Genoptræning af kroppen og især bækkenbunden er vigtig for at undgå nedsunken livmoder, svage mave- og rygmuskler og problemer med at holde på luft, afføring og urin.
Vi anbefaler, at du hurtigst muligt efter fødslen starter med at træne din bækkenbund med knibeøvelser. Du kan også melde dig til fx barselsgymnastik. Flere steder tilbyder barselshold for kvinder, der har mistet et barn.

Sex

Den første tid efter fødslen er kræfterne og lysten til seksuelt samvær som regel ikke stor, og det kan være en sårbar periode i jeres samliv. I bør gå blidt og forsigtigt i gang.
Der kan være smerter ved bristning, klip eller ar, og skeden kan være øm og tør på grund af hormonforandringer. Ved samleje kan vandbaseret glidecreme hjælpe. De første 8 uger efter fødslen anbefales det at bruge kondom ved samleje for at undgå infektion i livmoderen.

Kontrol hos din egen læge efter 8 uger

Efter 8 uger tilbydes du kontrol hos din egen læge. Lægen vil ud fra dit forløb vurdere, om der er grund til at lave en gynækologisk undersøgelse og kigge på et eventuelt ar. Lægen taler desuden med dig om, hvordan du har det.
Du skal selv bestille tid til undersøgelsen.

Sorg og støtte

Psykolog

Nogle får brug for at tale med en psykolog efterfølgende. I kan få en henvisning hos jeres egen læge, så noget af udgiften dækkes. Hvis I har en privat sundhedsforsikring, kan den eventuelt også dække udgifter til psykologhjælp.

Dansk Center for Familier & Sorg

Dansk Center for Familier & Sorg er for alle, der har mistet et barn, og tilbyder gratis rådgivning, terapeutiske samtaler og støtte til forældre og pårørende.
Hvis I ønsker hjælp til at kontakte dem, kan vi henvise jer. De kontakter jer derefter oftest inden for et par dage. I kan også selv kontakte dem. Læs mere på www.familierogsorg.dk

Giv plads til sorgen

Det er meget forskelligt, hvordan man reagerer på at miste et barn. Disse råd kan måske kan være til hjælp og støtte:

  • Forvent ikke, at I kan overkomme det, I plejer at kunne.
  • Det er ofte nødvendigt med pauser fra de svære følelser, og I kan ubevidst gå ind og ud af sorgen. Det er helt normalt at svinge mellem at være ulykkelig og savne barnet og at tænke på helt andre ting, se en film eller lignende.
  • Det kan være svært at koncentrere sig og huske i en periode. Vær opmærksom på dette, når I skal beslutte, om I er klar til at vende tilbage til jeres arbejde.
  • Forvent ikke, at I reagerer på samme måde. Den måde, I føler og udtrykker følelser på, kan være meget forskellig. Giv plads til hinandens reaktioner.
  • Hav hver især tillid til, at jeres måde at være på er okay. Stol på, at du ved, hvad der er godt for dig.
  • Forvent ikke, at folk i jeres omgangskreds ved, hvordan de skal reagere.
  • Forsøg at fortsætte jeres normale rutine med søvn, motion og ernæring. Det er vigtigt at få nok søvn og hvile og at spise sundt og varieret.
  • Sørg for at komme ud i naturen hver dag.
  • Søg hjælp, hvis I har brug for hjælp.

Hvis der er søskende, er det vigtigt, at I inddrager andre voksne i deres netværk i, hvad der er sket. Det kan være både familie, venner og voksne, der er sammen med barnet til daglig i fx daginstitution eller skole. Hvordan børn reagerer, afhænger blandt andet af deres alder.

Kontakt

I er altid velkomne til at kontakte os, hvis I har spørgsmål.

ÅrsagKontaktTelefon
I ønsker at se barnet igen
(på Fødegangen)
Afdelingsjordemoder35 45 13 33
I ønsker at se barnet igen
(i kapellet)
Rigshospitalets Kapel35 45 53 03
Hverdage, kl. 9.00-14.00
Ved feber, smerter eller blødning de første 4 ugerFødemodtagelse 4023
Efter 4 uger: Egen læge
35 45 96 30
Mistanke om brystbetændelseFødemodtagelse 402335 45 96 30
Ved tiltagende søvnproblemer/tristhed de første 4 ugerSengeafsnit 4021
Efter 4 uger: Egen læge
35 45 40 21
Ønske om efterfødselssamtaleMed jordemoder
Med fødselslæge
35 45 96 30
35 45 40 02
Vejledning om begravelse/ bisættelse (hele København)Bispebjergs kirkegårdskontor33 66 91 00
Hverdage, kl. 7.30-14.00
Støtte og rådgivningDansk Center for Familier & Sorg39 61 24 51
www.familierogsorg.dk
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden