Gå til hovedindhold

Døgnblodtryksmåling med overvåget medicingivning - vejledning

Information og vejledning til patienter til døgnblodtryksmåling med overvåget medicingivning.

Hvad kan undersøgelsen vise?

Ved denne undersøgelse sikrer vi os, at vi nøjagtigt kender dit blodtryk, når du har taget din egen ordinerede medicin korrekt.

Mange patienter som indtager flere slags medicin risikerer, at medicinen ikke tages efter anvisning. Lægen kan fejlagtigt komme til at tro, at patientens medicin er uvirksom, og måske iværksætte yderligere medicinsk eller kirurgisk blodtryksnedsættende behandling på et forkert grundlag. 

Er der forberedelse til undersøgelsen?

Den dag du møder til undersøgelsen må du ikke tage din morgenmedicin hjemme.  Du skal medbringe al din medicin i original pakning. Hvis du ikke overholder dette, kan undersøgelsen ikke gennemføres.

Vi anbefaler, at du tager en løstsiddende bluse eller skjorte på, da du også skal have sat et døgnblodtryksapparatet på. 

Hvordan foregår undersøgelsen?

Vi starter med at måle konsultationsblodtrykket på begge dine arme. Herefter påsætter vi døgnblodtryksapparatet, som består af en blodtryksmanchet og en optager. Du bærer Døgnblodtryksapparatet i et bælte om livet eller har det hængende om halsen

Lægen sammenligner den medicin du har medbragt med ordinationerne i medicinkortet.

Herefter indtager du din egen medbragte medicin, og blodtryksmålingerne startes. Du skal blive i afdelingen en time efter du har taget din medicin. Herefter kan du tage hjem.

Blodtrykket måles hver halve time fra kl. 7 til kl. 23, men kun hver time om natten. Du skal holde armen i ro, når der måles. Du må ikke dyrke sport, udføre tungt arbejde eller gå i bad i undersøgelsesdøgnet.

Du får et aktivitetsskema, hvor du blandt andet skal notere, hvornår du sover.  Efter 24 timer kan du slukke apparatet og tage det af. Apparatet skal sammen med aktivitetsskemaet afleveres i afdelingen dagen efter.

Bor du meget langt væk, kan apparatet sendes retur som værdipakke. I dette tilfælde får du en kasse og afsenderlabel fra PostNord med hjem.

Er der ubehag?

Der kan være let ubehag ved oppustning af blodtryksmanchetten.

Svar på undersøgelsen

Du vil få svar på undersøgelsen af den læge eller hospitalsafdeling, som har henvist dig.

Er du forhindret i at møde op, eller er du i tvivl om noget

Du er velkommen til at ringe til os, eller du kan sende os en E-mail. Har du spørgsmål om din sygdom, skal du kontakte din egen læge eller henvisende afdeling.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden