Du har fået påvist hoved-halskræft, som ikke kan helbredes med operation eller strålebehandling, men hvor bedring i visse tilfælde kan opnås med kemoterapi. I denne information kan du læse om, hvordan behandlingen foregår, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med behandlingen, og hvilke bivirkninger, du kan opleve.
Sådan virker behandlingen
Både cisplatin og 5FU er kemoterapi, som hæmmer kræftcellernes vækst. Cetuximab er et antistof som hæmmer kræftcellernes vækst. Formålet med behandlingen er at forlænge dit liv, lindre dine symptomer og forbedre din livskvalitet.
Hver behandlingsserie med cisplatin, 5-FU og cetuximab strækker sig over 3 uger. Du skal have behandling 1 gang om ugen. Den første uge får du alle tre stoffer og det foregår i vores sengeafsnit, da det er en lang behandling. Inden du går hjem, får du påsat en pumpe med 5FU som du skal gå med hjemme i 4 døgn. De to efterfølgende uger, skal du kun have cetuximab. Det foregår i vores klinik og tager ca. 2 timer. Du er planlagt til at skulle have 6 behandlingsserier i alt med 3 ugers mellemrum og undervejs vil du blive fulgt med blodprøver og undersøgelser.
Behandlingen afbrydes dog, hvis du ønsker det, hvis der er for mange bivirkninger eller hvis behandlingen ikke har tilstrækkelig effekt på din sygdom.
Når du er færdig med behandlingen, vil du overgå til vedligeholdelsesbehandling med cetuximab. Denne behandling gives hver 2. uge og tager ca. 2 timer.
Før start af behandling
Du kan med fordel skrive dine spørgsmål ned, så du har dem, når du taler med lægen. Kemoterapien gives som drop over 4 døgn i en større blodåre. Der er derfor nødvendigt, at du før start på behandling, ved et mindre indgreb, får anlagt et centralt venekateter ved det ene kraveben, hvortil man nemt kan få adgang ved at lægge en nål i en membran, der placeres lige under huden. Du vil få yderligere information om kateteret på afsnittet.
Husk at få taget blodprøver
Du skal have taget blodprøve 1½ time før lægesamtalen. Med blodprøverne undersøger vi dit immunforsvar, dine blodplader og blodprocent. Vi undersøger også dine salte i blodet og hvordan dine nyrer og lever fungerer. Hvis du bor uden for Region Hovedstaden, skal blodprøverne tages dagen før. Blodprøverne viser, hvordan du tåler behandlingen, og vi sikrer, at alt er, som det skal være, for at du kan fortsætte. Vi ringer til dig, hvis der er behov for at udsætte behandlingen. De dage hvor du kun skal have cetuximab, tager sygeplejersken blodprøver på det centrale venekateter, inden behandlingen starter.
Husk at tage forebyggende medicin
Cetuximab kan give allergiske reaktioner. Du skal derfor have forebyggende medicin, som du får udleveret af sygeplejersken. Denne skal tages 2 timer før behandlingsstart.
Du får desuden udleveret kvalmestillende medicin af sygeplejersken, som skal tages før kemoterapi.
På behandlingsdagen
Når du møder i sengeafsnittet, vil du blive hentet af en sygeplejerske. Behandlingen gives i en seng. Før behandlingen går i gang, får du noget medicin som skal nedsætte risikoen for en allergisk reaktion. Sygeplejersken sidder hos dig i starten af de første behandlinger, for at kunne hjælpe, hvis du får en allergisk reaktion. Behandlingen med cisplatin og cetuximab gives i en blodåre over ca. 7-8 timer. Samtidig starter du med at få 5 FU via en lille pumpe. Denne behandling strækker sig over 4 dage og kan gives færdig derhjemme. Under behandlingen tilbydes du mad og drikke på lige fod med indlagte patienter. Efter 4 dage møder du på afsnittet til fjernelse af pumpen.
Du skal være opmærksom på at du ikke må køre bil på behandlingsdagen, da den medicin du får, for at forebygge allergisk reaktion, har en rød advarselstrekant.
Bivirkninger af behandlingen
Du kan få en række bivirkninger ved behandlingen. Listen med bivirkninger kan virke voldsom, men det er de færreste, der får alle bivirkningerne. Og det er ikke alle, der er lige alvorlige. Nogle mennesker har hel eller delvis mangel på et særligt enzym, DPD, og har derfor en øget risiko for tidlig indsættelse af bivirkninger og evt. svære, bivirkninger forårsaget af 5FU. Der vil derfor blive taget forholdsregler ved kendt eller mistænkt DPD-mangel.
Det er vigtigt, at du fortæller os om dine bivirkninger. Nogle bivirkninger kan vi behandle eller lindre og nogle kan vi forebygge udvikler sig til permanente gener. Opstår der svære eller uacceptable bivirkninger, vil lægen udsætte eller stoppe din behandling.
De almindeligst forekommende bivirkninger er:
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling. Det kan bl.a. vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød, hjertebanken, feber, blødning eller røde og blå mærker i huden.
- Hududslæt. Du kan opleve akne-lignende udslæt på brystkassen, ryggen, ansigtet og hovedbunden. Det er vigtigt at du følger den vejledning du får udleveret af sygeplejersken.
- Hudforandringer på hænder. Du kan opleve at der kommer rødme, hævelse, blærer, tørhed og revner i huden på hænderne. Du vil få udleveret creme på afdelingen, som du kan smøre med.
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Træthed. Kræftrelateret træthed (fatigue) kan forekomme. Du kan med fordel undersøge hvilke aktiviteter, der giver dig energi og forsøge at undgå dem, der gør dig mere udmattet.
- Hårforandringer. Langt de fleste oplever en udtynding af håret med behandlingen. Hvis du får brug for det, kan du få en paryk eller kasket. Håret vokser ud igen, når du er færdig med behandlingen. Derudover oplever en del af håret ændrer struktur og bliver lidt mere groft. Det gælder også for øjenbryn og øjenvipper.
Nogle patienter oplever desuden følgende bivirkninger:
- Føleforstyrrelser i hænder og fødder. Behandlingen kan påvirke de små nervegrene, så du kan få prikken og stikken i fingre og tæer. Disse bivirkninger kommer gradvist. De vil oftest forsvinde igen, men kan blive permanente.
- Påvirkning af hørelsen. Behandlingen kan give hørenedsættelse af tinnitus. Fortæl os hvis du bliver dårligere til at høre i forbindelse med behandlingen. Hørenedsættelsen kan blive permanent.
- Påvirkning af slimhinderne i øjne, mund, mave og tarm. Det kan give svie, ømhed og svamp i munden samt ondt i maven med forstoppelse eller diarré.
- Forstyrrelser af salte i blodet. Forskellige salte i blodet kan påvirkes af behandlingen. Hvis det sker, kan det korrigeres med medicin.
- Forstoppelse og diarré. Forstoppelse og diarré kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin. Vi kan vejlede dig om medicin mod generne, hvis du har brug for det.
Få oplever følgende sjældne, men meget alvorlige bivirkninger
- Allergisk reaktion på cetuximab. Få oplever en allergisk reaktion på cetuximab. Hvis du reagerer allergisk, vil sygeplejersken stoppe behandlingen og tilkalde en læge.
- Pludseligt indsættende brystsmerter evt. med udstråling til ve. arm. Dette kan være tegn på nedsat blodtilførsel til hjertet. Hvis dette sker mens du er udenfor hospitalet, skal du eller dine pårørende sørge for akut undersøgelse på nærmeste skadestue evt. ved at ringe 112.
Hvis du vil vide mere, kan du finde information på www.minmedicin.dk
Når du kommer hjem/er hjemme
Vigtigt! Kontakt os straks ved disse symptomer
- Feber over 38,5 eller over 38,0 i 2 målinger inden for 2 timer
- Blødning
- Brystsmerter
Vi anbefaler at du anvender et termometer til endetarmen.
Anvender du mundtermometer, skal du tillægge 0,5 grad til den målte temperatur.
Brug prævention
Du kan godt have samleje, mens du er i behandling. Mængden af kemoterapi, der udskilles gennem sæd eller skedens slimhinder er så lille, at det ikke skader din partner. Kemoterapi kan skade et foster i 1. trimester, så I skal bruge et sikkert svangerskabsforebyggende middel som P-piller eller spiral under behandlingen og seks måneder efter.
Behandlingen kan påvirke din fertilitet
Behandlingen kan påvirke din evne til at få børn. Hvis du og din partner ønsker at få børn, bør du derfor overveje at få nedfrosset sæd, æg eller æggestok, inden behandlingen går i gang. Lægen kan fortælle mere om dine muligheder og kan evt. henvise dig til fertilitetsrådgivning.
Mere viden
Du kan læse mere om medicinsk behandling af kræft og en få mere indgående beskrivelse af de enkelte bivirkninger og hvordan de kan afhjælpes i hæftet ”Medicinsk kræftbehandling”. Du får hæftet udleveret af sygeplejersken.
Du kan læse mere om cisplatin, 5-FU og cetuximab samt deres bivirkninger på www.minmedicin.dk og www.cancer.dk