Gå til hovedindhold

Celleforandringer i livmoderhalsen - fjernelse ved kegleoperation (fuld bedøvelse)

Information om celleforandringer, operationen samt forholdsregler før og efter operationen.

Kort om operationen

Du skal have fjernet et kegleformet stykke af livmoderhalsen på grund af celleforandringer eller kræft i et meget tidligt stadie. Operationen har ikke betydning for din mulighed for at blive gravid.

Du kan forvente at være på hospitalet i 2-3 timer i forbindelse med operationen.

Vigtig forberedelse

Kontakt os, hvis du forventer at have menstruation på dagen for operationen

Operationen skal helst foregå en dag, hvor du ikke har menstruation. Du skal derfor give os besked, hvis du forventer at have menstruation på dagen. Hvis du kun forventer at bløde lidt på dagen for operationen, vurderer vi, om vi kan behandle dig som planlagt.

Hold pause med fiskeolie

Hvis du tager fiskeolie, skal du holde pause med det i 14 dage op til operationen. Det skyldes, at fiskeolie virker blodfortyndende.

Tag din medicin, som du plejer

Op til operationen kan du tage din medicin, som du plejer, medmindre du har aftalt noget andet med en læge.

Mød fastende

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din operation skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste 2 timer inden operationen drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

På hospitalet

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover.

Operationen

Når bedøvelsen virker, bruger lægen en elektrisk slynge til at fjerne det stykke væv fra livmoderen, hvor celleforandringerne er. Vi sender vævet til undersøgelse for at kontrollere, at celleforandringerne er fjernet.

Operationen varer 10-15 minutter.

Opvågning efter operationen

Når operationen er færdig, kører vi dig til afdelingen, hvor du vågner fra bedøvelsen.

Du må spise og drikke

Vi tilbyder dig noget at spise og drikke efter du vågner.

Svar på vævsprøven

Vi aftaler med dig, hvordan du får svar på vævsprøven.

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke bør drikke alkohol.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden