Gå til hovedindhold

Celleforandringer i livmoderhalsen - fjernelse ved kegleoperation

Formålet med et keglenit er at fjerne celleforandringer på livmoderhalsen.

Kort om operationen

Du skal have fjernet et kegleformet stykke af livmoderhalsen på grund af celleforandringer eller kræft i et meget tidligt stadie. Operationen har ikke betydning for din mulighed for at blive gravid.

Du kan forvente at være på hospitalet i 1 time i forbindelse med operationen.

Vigtig forberedelse

Kontakt os, hvis du forventer at have menstruation på dagen for operationen

Operationen skal helst foregå en dag, hvor du ikke har menstruation. Du skal derfor give os besked, hvis du forventer at have menstruation på dagen. Hvis du kun forventer at bløde lidt på dagen for operationen, vurderer vi, om vi kan behandle dig som planlagt.

Tag smertestillende medicin inden operationen

Vi anbefaler, at du tager 2 x 500 mg paracetamol og 2 x 200 mg ibuprofen cirka 1 time før du skal møde i afdelingen. Det kan forebygge smerter og ubehag.

På hospitalet

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi opererer dig, men din livmoderhals er bedøvet. Du vil derfor ikke føle smerte, men du kan mærke berøring og tryk. 

Operationen

Når bedøvelsen virker, bruger lægen en elektrisk slynge til at fjerne det stykke væv fra livmoderen, hvor celleforandringerne er. Vi sender vævet til undersøgelse for at kontrollere, at celleforandringerne er fjernet.

Operationen varer 10-15 minutter.

Bliv gerne i 30 minutter

Vi anbefaler, at du bliver siddende i venteværelset i 30 minutter efter, at vi har fjernet stykket. På den måde kan vi sikre os, at du har det godt, inden du tager hjem.

Hjemme igen

Svar på vævsprøven

Vi aftaler med dig, hvordan du får svar på vævsprøven.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden