Den form for kræft, du lider af, er ofte meget følsom for kemoterapi. Vi vil tilbyde dig en behandling bestående af en kombination af to forskellige typer kemoterapi; capecitabin og oxaliplatin. I denne information kan du læse om, hvordan behandlingen foregår, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med behandlingen, og hvilke bivirkninger, du kan opleve.
Sådan virker behandlingen
Capecitabin og oxaliplatin er kemoterapi som hæmmer kræftcellernes vækst. Formålet med CAPOX-behandlingen er at holde kræften nede.
Sådan forløber behandlingen
Capecitabin gives som tabletter, der indtages 2 gange dagligt i 2 uger. Behandlingen med oxaliplatin gives som indsprøjtning i en blodåre hver 3. uge og tager en halv til en hel time. Du skal derfor møde i klinikken til infusion og udlevering af tabletter hver 3. uge. Du kan tage hjem samme dag, som du har fået behandlingen. Undervejs i behandlingen vil du blive fulgt med blodprøver og skanninger. Varigheden af CAPOX-behandlingen aftales med din læge. Når du er færdig med behandlingen, vil du overgå til kontrolforløb i klinikken.
På behandlingsdagen
Når du møder i klinikken, vil du blive hentet af en sygeplejerske i venteværelset. Behandlingen gives oftest i vores behandlingsrum, hvor der også er andre patienter der modtager behandling. Mens du får behandling, sidder du i en stol. Du får anlagt et drop, da behandlingen med oxaliplatin gives i en blodåre. Når dagens behandling er slut, fjernes droppet igen. Du får desuden udleveret capecitabin-tabletter til 2 ugers behandling. Inden du går du hjem får du udleveret kvalmestillinde medicin og tider til næste behandling. Der tilbydes sandwich, snacks og drikkevarer under behandlingen.
Capecitabin
Må medicinen deles eller knuses?
Nej, tabletterne skal synkes hele.
Hvordan skal medicinen tages?
Tabletterne tages 2 gange dagligt (morgen og aften) og skal synkes med vand inden for 30 minutter efter et måltid.
Mad og drikke
Du må spise og drikke, som du plejer.
Opbevaring af medicinen
Opbevares utilgængeligt for børn.
Hvis du glemmer at tage en dosis eller kaster op
Du skal ikke tage en ny dosis, men tage næste dosis som planlagt.
Hvis du tager for stor en dosis
Kontakt straks klinikken, hvis du har taget mere medicin, end lægen har foreskrevet.
Bivirkninger af behandlingen
Du kan få en række bivirkninger ved behandlingen. Listen med bivirkninger kan virke voldsom, men det er de færreste, der får alle bivirkningerne. Og det er ikke alle, der er lige alvorlige.
Det er vigtigt, at du fortæller os om dine bivirkninger. Nogle bivirkninger kan vi behandle eller lindre og nogle kan vi forebygge udvikler sig til permanente gener. Opstår der svære eller uacceptable bivirkninger, vil lægen udsætte eller stoppe din behandling.
De fleste patienter oplever følgende bivirkninger:
- Kvalme og opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Træthed. Kræftrelateret træthed (fatigue) kan forekomme. Her kan du undersøge hvilke aktiviteter, der giver dig energi og forsøge at undgå dem, der gør dig mere udmattet.
- Synkebesvær. Du kan opleve synkebesvær og krampelignende fornemmelser i svælget og omkring kæbepartiet i de første 24 timer efter oxaliplatin infusionen.
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling. Det kan bl.a. vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød, hjertebanken, feber, blødning eller rød og blå mærker i huden.
Mange patienter oplever følgende bivirkninger:
- Føleforstyrrelser. Behandlingen kan påvirke de små nervegrene, så du kan få øget følsomhed for kuldepåvirkning. Dette kan forekomme flere forskellige steder på kroppen. Undgå derfor afkøling af kroppen, og undlad at indtage kolde drikke og fødevarer, hvis du oplever disse gener.
- Forstoppelse og diarré. Forstoppelse og diarré kan forekomme på grund af både kemoterapien og den kvalmestillende medicin. Vi kan vejlede dig om medicin mod generne, hvis du har brug for det.
- Smagsforstyrrelser. Mad og drikke kan smage anderledes på grund af kemoterapien. En del oplever at meget mad og drikke smager metallisk.
- Nedsat lyst og evne til seksuelt samvær. Kemoterapien kan påvirke lysten til seksuelt samvær. Derudover kan kvinder opleve tørhed i skeden og mænd kan få rejsningsproblemer.
Hvis du vil vide mere, kan du finde information på www.minmedicin.dk
Vigtigt! Kontakt os straks ved disse symptomer
- Feber over 38,5 eller over 38,0 i 2 målinger inden for 2 timer
- Blødning
Sådan forbereder du dig
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver før hver behandling. Blodprøverne skal tages på et sygehus senest 1½ time før din lægesamtale. Vi kontrollerer blodprøvesvarene for at se, hvordan du tåler behandlingen og sikre at alt er, som det skal være for, at du kan fortsætte. Når du kommer hjem/er hjemme
Brug prævention
Du kan godt have samleje, mens du er i behandling. Mængden af kemoterapi, der udskilles gennem sæd eller skedens slimhinder er så lille, at det ikke skader din partner. Kemoterapi kan skade et foster i 1. trimester, så I skal bruge et sikkert svangerskabsforebyggende middel som P-piller eller spiral under behandlingen og seks måneder efter.
Behandlingen kan påvirke din fertilitet
Behandlingen kan påvirke din evne til at få børn. Hvis du og din partner ønsker at få børn, bør du derfor overveje at få nedfrosset sæd, æg eller æggestok, inden behandlingen går i gang. Lægen kan fortælle mere om dine muligheder og kan evt. henvise dig til fertilitetsrådgivning.
Mere viden
Du kan læse mere om medicinsk behandling af kræft og en få mere indgående beskrivelse af de enkelte bivirkninger og hvordan de kan afhjælpes i hæftet ”Medicinsk kræftbehandling”. Du får hæftet udleveret af sygeplejersken.
Du kan læse mere om capecitabin og oxaliplatin samt deres bivirkninger på www.minmedicin.dk og www.cancer.dk.