Tandbehandling før indsættelse af hjerteklap på Rigshospitalet
Til patienten:
Du modtager denne skrivelse, fordi du er henvist til Rigshospitalet med henblik på behandling af din hjerteklap.
Inden vi kan planlægge en dato for indgrebet, skal du henvende dig hos din tandlæge og få efterset dine tænder og mundhule. Årsagen er, at der hos patienter med hjerteklapsygdom eller kunstige hjerteklapper er en øget risiko for at få hjerteklapbetændelse. Nogle infektioner kommer fra bakterier i mundhulen.
Til tandlægen:
Du bedes venligst undersøge vores fælles patients tænder med henblik på at sanere evt. aktive foci, som kunne disponere til endocarditis i forbindelse med patientens hjerteklapsygdom. Patienten kan først få en tid til udskiftning af hjerteklappen, når centret har modtaget skriftlig dokumentation fra tandlægen om, at fokussaneringen er afsluttet.
Centret betaler for nødvendig tandbehandling og den billigst forsvarlige løsning. Hvis der foretages tandekstraktioner, kan de pågældende tænder som hovedregel erstattes med aftagelig protetik. For så vidt angår prisen for protesebehandlingen benyttes de maksimumtakster, der er opstillet af Københavns Kommunes Voksentandpleje. Ønsker patienten en dyrere løsning end en protese, skal patienten selv betale differencen mellem en protese og den dyrere løsning.
Bemærk at Hjertecentret ikke dækker udgifterne til patientens løbende, konserverende tandbehandling – herunder tandrensning, fyldningsterapi og rodbehandlinger. Såfremt udgifterne til patientens samlede tandbehandling overstiger kr. 3.000, skal et overslag på behandlingen godkendes af centret.
Overslag sendes til:
Hjertecentret
Afdeling for Hjertesygdomme
Hjerte- og Lungesygdomme, visitation 2013
Inge Lehmanns Vej 7, 2100 København Ø
Mail: visitationb.rigshospitalet@regionh.dk
Telefon 35 45 20 14
Når overslag er godkendt, og behandling af patienten er afsluttet, bedes elektronisk faktura sendt til Hjertecentret på Rigshospitalet, EAN/GLN nr.: 5798001020671.
Bemærk venligst, at som offentlig institution har Rigshospitalet en 30 dages betalingsfrist.
Når patienten er færdigbehandlet, bedes du venligst maile eller sende dokumentation på, at tænder er kontrolleret til ovenstående adresse eller mailadresse.