Kort om blødning og smerter i graviditeten
Mange kvinder oplever smerter i underlivet eller blødning fra skeden tidligt i graviditeten. Ofte kan vi ikke give en forklaring på blødningen, og i de fleste tilfælde forløber graviditeten uden problemer. Blødning eller smerter kan dog også være et tegn på truende abort eller graviditet uden for livmoderen. Du skal derfor eventuelt have taget en blodprøve for at måle niveauet af graviditetshormon og/eller lavet en ultralydsskanning.
Det videre forløb
Hvis skanningen ser normal ud
Hvis skanningen viser, at graviditeten forløber normalt, kan du afsluttes.
Hvis skanningen ikke med sikkerhed kan afgøre, hvordan graviditeten udvikler sig, fx fordi du er meget tidligt i graviditeten, kan vi følge dig med blodprøver og flere skanninger. Det gælder også, hvis vi har mistanke om en graviditet uden for livmoderen.
Ved en blodprøve måler vi mængden af graviditetshormonet HCG. Blodprøver kan tages i alle blodprøvetagninger i regionen. Du skal selv bestille tid til blodprøver. Du kan finde information om åbningstider og tidsbestilling på www.regionh.dk/blodproever. Hvis blodprøven skal tages i weekender eller på helligdage, skal du møde op hos os på et aftalt tidspunkt.
Hvis graviditeten ikke udvikler sig
Hvis skanningen viser, at graviditeten ikke udvikler sig, vurderer vi sammen, om du skal have foretaget en medicinsk eller kirurgisk behandling for at afslutte graviditeten.
Det skal du være opmærksom på
Kontakt os ved feber, eller hvis du får tiltagende blødning eller smerter
Hold øje med blødningens styrke. Hvis den bliver kraftigere end ved menstruation, eller du får flere smerter, skal du kontakte Gynækologi, akutmodtagelse 5032. Det gælder også, hvis du får feber over 38 grader, eller hvis du bliver utilpas.
Forholdsregler, så længe du bløder fra skeden
Så længe du bløder, skal du:
- undgå karbad, svømmehal og bad i havet
- undlade at bruge tamponer og menstruationskop
- undgå samleje eller bruge kondom
Få mere viden
Du kan få mere viden på www.patienthåndbogen.dk. Søg på "Blødning i graviditeten"