Ved binyrevenekaterisation udtages blodprøver fra binyrernes blodårer. Blodprøverne bruges til at afklare, om overproduktion af binyrebarkhormonet Aldosteron kommer fra en eller begge binyrer.
Før undersøgelsen
Du er blevet indkaldt med henblik på at få udført en binyrevenekaterisation, det vil sige at få udtaget blodprøver fra binyrernes blodårer.
Undersøgelsen er et led i undersøgelse af en eventuel binyretumor. Den udføres ultralydsvejledt på Afdeling for Røntgen og Skanning, og varigheden er ca. 1-2 timer.
Ca. 1 uge før skal du have taget nogle blodprøver. Du skal selv bestille tid til blodprøver. Du kan finde information om åbningstider og tidsbestilling på www.regionh.dk/blodproever.
Hvis du er i blodfortyndende behandling, skal du have aftalt med din læge, om det er nødvendigt at pausere den blodfortyndende medicin. Du bedes undgå lakrids 2 uger før.
Dagen før undersøgelsen ringer en sygeplejerske til dig, for at høre om du er klar.
Undersøgelsesdagen
Du må gerne indtage et let morgenmåltid. Vanlig medicin må indtages med vand om morgenen. Hvis du får insulin, skal du om morgenen kun tage 2/3 af vanlig dosis.
Mød op i 3131 kl. 07:00. Her får du anvist en seng. Du får målt blodtryk og puls. Herefter venter du på at blive afhentet af en portør til undersøgelsen. Det er ikke altid muligt at sætte et tidspunkt for afhentningen, men røntgenafdelingen ringer op til afdelingen, når de sender portøren af sted, så du har mulighed for at lade vandet, lige inden du kører.
Du vil blive kørt frem og tilbage i en seng. Selve undersøgelsen varer ca. 1 time, men der kan være ventetid undervejs.
Ved undersøgelsen ligger du på et leje. Du vil blive lokalbedøvet i højre lyske, dette kan spænde lidt i huden. Herfra vil et tyndt kateter blive indført gennem huden, via venen til binyrerne, og herfra udtages blodprøverne. Til stede under undersøgelsen vil der være en røntgenlæge, en bioanalytiker og øvrigt røntgenpersonale.
Når du er tilbage i afdelingen, vil vi observere dig for blødning ved indstiksstedet, smerter og måle dit blodtryk ofte.
Du skal i 2 timer efter undersøgelsen være sengeliggende i fladt leje. Der kan komme blå mærker i lysken efter undersøgelsen.
Herefter vil du blive tilset af personalet, og hvis du er velbefindende, kan du udskrives samme dag. Kraftig anstrengelse i form af motion, havearbejde eller tunge løft de første par dage frarådes.
Ved udskrivelsen sikres, at du har en aftale til svar på undersøgelsen i ambulant regi.