I Enhed for gentagne graviditetstab AHH og RH udskriver vi recepter på tablet Adport®, hvis indholdsstof er Tacrolimus.
Behandling med Tacrolimus Off label
I dette informationsark kan du læse om behandlingen med Tacrolimus i form af tablet Adport®.
Hvad er Tacrolimus
Tacrolimus er et velkendt immundæmpende præparat, der anvendes til forebyggelse af organafstødning efter lever- hjerte- eller nyretransplantation. Det anbefales organtransplanterede kvinder at skifte til Tacrolimus under graviditet. Der er ikke rapporteret en øget hyppighed af misdannelser hos børn født af kvinder, som har taget Tacrolimus under graviditeten.
En japansk fertilitetsklinik har forsket i og anvendt Tacrolimus til behandling af kvinder med gentagne graviditetstab. I alt 55 kvinder deltog i undersøgelsen. De var i gennemsnit 36 år og havde i gennemsnit haft 5 graviditetstab. De blev behandlet med Tacrolimus fra positiv graviditetstest til midt i tredje trimester, og 35 ud af de 55 kvinder fødte et barn. Det svarer til 64%, hvilket er højere end forventet.
Gruppen af kvinder blev sammenlignet med kvinder, der var i fertilitetsbehandling og man fandt ingen forskelle vedrørende kvindernes helbred under graviditeten eller hos børnene.
Hvornår må man ikke/skal man være forsigtig med at tage Tacrolimus
Man må ikke tage Tacrolimus, hvis man er overfølsom over for Makrolider (en gruppe af antibiotika) eller har stærkt nedsat lever- eller nyrefunktion. Man skal være forsigtig med at tage Tacrolimus, hvis man er i behandling med medicin, som kan være skadelig mod nyrerne. Lægen vil derfor inden opstart af Tacrolimus høre ind til fast medicin. Det er vigtigt, du informerer afdelingen, hvis du undervejs bliver sat i behandling med ny medicin, da der en sjælden gang kan være forhold der gør, at anden medicin forstærker virkningen af Tacrolimus.
Dosering af tablet Adport® ved gentagne graviditetstab
Tablet Adport® skal tages 2 gange daglig med ca. 12 timers mellemrum. Tabletterne synkes hele med et glas vand mindst 1 time før et måltid eller 3 timer efter et måltid. Startdosis er 1 mg 2 gange daglig (1 tablet af 1 mg 2 gange daglig).
Der udskrives recepter i forbindelse med samtale med læge og sygeplejerske.
Vi kontrollerer doseringen af Adport med blodprøver i alt 3 gange i graviditeten i hhv. første, andet og tredje trimester. Blodprøven skal tages om morgenen lige før næste dosis. Nogle gange er det nødvendigt at tage flere blodprøver for at finde den rigtige dosis af Adport.
Monitorering og kontrol under behandlingen
Vi kontrollerer din nyrefunktion, når du starter op og 2 gange i løbet af graviditeten. Vi kontrollerer også dit blodtryk, inden du starter på medicinen. Under graviditeten vil din egen læge og jordemoder, som led i vanlig svangreomsorg, kontrollere blodtrykket.
Behandlingen fra start til slut
Ved spontan graviditet starter du på tablet Adport, når du har en positiv graviditetstest. Ved fertilitetsbehandling starter du 3 dage før tilbagelægning af et befrugtet æg. Behandlingen fortsætter i begge tilfælde til graviditetsuge 36+0.
Bivirkninger
På indlægssedlen er der beskrevet mange bivirkninger som f.eks. kvalme, hovedpine, rysten på hænderne, søvnløshed, forhøjet blodtryk, forhøjet blodsukker og påvirket nyrefunktion. De bivirkninger vi kender fra afdelinger, der foretager organ-transplantation er rysten på hænderne og forhøjet blodsukker. Det er vigtigt at vide, at de afdelinger bruger en ca. 8 gange højere dosis af medicinen end vi gør, så risikoen for de nævnte bivirkninger er lille. En sjælden bivirkning er synsforstyrrelser. Skulle du opleve sløret syn, ændret farvesyn eller lysskyhed skal du kontakte afdelingen eller en øjenlæge.
Kontrol af børnene efter fødslen
Adport kan påvirke barnets immunforsvar, hvorfor vacciner med levende svækket virus ikke skal gives de første 6 uger efter fødslen. Hvis dit barn bliver sygt de første levemåneder, skal du fortælle behandlende læge, at du har fået Adport i graviditeten.