Introduktion
Denne pjece omhandler behandling med radiofrekvensablation (RFA) af knuder i skjoldbruskkirtlen herunder fordele og mulige risici. Det er et supplement til den mundtlige information, som du får forud for behandlingen.
Godartede knuder i skjoldbruskkirtlen
Knuder i skjoldbruskkirtlen er en meget almindelig årsag til klumpfornemmelse i halsen. Langt de fleste knuder i skjoldbruskkirtlen er godartede. Nogle godartede knuder vokser til en størrelse, der kan forårsage tryksymptomer eller give kosmetiske gener. RFA er en behandlingsmulighed for godartede knuder, som giver disse gener.
Hvordan behandles godartede knuder i skjoldbruskkirtlen normalt?
Godartede knuder i skjoldbruskkirtlen, der ikke forårsager symptomer, som generer i væsentlig grad, behøver man ikke at gøre noget ved. Når behandling er påkrævet, har standardbehandlingen hidtil været operation med fjernelse af enten halvdelen eller hele skjoldbruskkirtlen. Det er dog ikke alle patienter, der ønsker at gennemgå en operation i fuld bedøvelse og andre tåler det dårligt.
Hvad er RFA?
Ablation betyder ødelæggelse (af væv). Radiofrekvensablation (RFA) er en teknik, hvor radiofrekvensenergi (en elektrisk strøm) bruges til at generere varme, der ødelægger cellerne i knuden i skjoldbruskkirtlen. Energien til opvarmning af vævet leveres gennem tynde elektroder (nåle). Disse elektroder indføres ultralydsvejledt gennem huden til knuden. Data fra talrige offentliggjorte undersøgelser viser, at RFA er en sikker og effektiv metode til at behandle godartede knuder i skjoldbruskkirtlen.
Hvorfor bliver jeg tilbudt RFA?
Behandlingen kan overvejes efter en undersøgelse med ultralydsscanning og efter samtale med dig.
Fordele ved RFA
- Udføres i lokal bedøvelse og indlæggelse er ikke nødvendigt.
- Mindre invasiv behandling end operation. Intet kirurgisk ar.
- Bevarelse af skjoldbruskkirtelfunktionen og dermed mindre risiko for efterfølgende behandling med stofskiftemedicin.
- Lav grad af komplikationer.
- Man kommer sig hurtigere end ved operation.
Potentielle risici ved RFA
De største risici er forbigående smerter, blødning, forbrændinger af huden og infektion. Infektion kan opstå i dagene efter behandlingen og vise sig ved hævelse, smerte og rødme. · Alvorlige komplikationer er sjældne (under 1%) og inkluderer skader på nerven til stemmebånd, hvilket kan føre til hæshed.
Risikoen for alvorlige komplikationer er mindre ved RFA end ved operation.
Hvordan foregår behandlingen?
Du vil forud for behandlingen blive indkaldt til en konsultation, hvor detaljer om behandlingen vil blive forklaret. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og der vil evt. blive taget blodprøver.
Behandlingen udføres i Klinik 7046/56 på Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi, Rigshospitalet. På dagen for behandlingen anbefales det, at du har spist morgenmad.
Du får ved ankomst udleveret en hospitalstrøje samt målt dit blodtryk, puls og iltmætning behandlingen.
Behandlingen udføres under lokalbedøvelse (du vil være vågen). Lokalbedøvelse gives ved hjælp af en tynd nål, hvilket kan føles ubehageligt og det kan spænde i huden omkring indstiksstedet. Herefter laves et lille snit på 1 mm i huden til indføring af behandlingsnålen. Vejledt af ultralydsscanning behandles der af flere omgange. Under behandlingen vurderes det løbende, om der er behov for mere lokalbedøvelse.
Selve behandlingen tager cirka en time.
Hvad sker der bagefter?
Du skal observeres i 1-2 timer, før du kan tage hjem. Ømhed fra behandlingen kan lindres med smertestillende håndkøbsmedicin (fx paracetamol/ibuprofen).Du kan tage på arbejde dagen efter behandlingen, hvis du har det godt.
Knuden bliver gradvist mindre i månederne efter behandlingen. Der planlægges kontrol 3 måneder og 12 måneder efter behandlingen. Her vurderes det, hvor meget knuden er reduceret og stofskiftet kontrolleres igen vha. blodprøver.