Gå til hovedindhold

Bartholincyste - fjernelse (Marsupialisation)

Information om forberedelse til og forholdsregler efter operationen.

Kort om operationen

Du skal have fjernet en cyste med betændelse i bartholinkirtlen. Cysten i sig selv er ikke farlig, men hvis der går betændelse i kirtlerne, dannes der en byld, som kan give smerter og feber samt være generende under fx samleje, sport og cykling. Du kan ikke selv gøre noget for at forhindre, at cysten opstår.

Du kan forvente at komme hjem samme dag, som du er blevet opereret.

Der er en lille risiko for, at du vil få en cyste eller en byld i kirtlen igen. Hvis det sker, behandler vi den igen på samme måde.

Køb smertestillende medicin på forhånd

Vi anbefaler, at du køber smertestillende medicin inden operationen, så du har det, når du kommer hjem. Det kan fx være paracetamol eller ibuprofen, som du kan få i håndkøb.

Mød fastende

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din mødetid skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste 2 timer inden operationen drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme efter badet, da det øger risikoen for betændelse.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Undlad at bruge kontaktlinser

Hvis du bruger kontaktlinser, skal du tage dem ud inden operationen.

Medbring løstsiddende bukser og undertøj

Vi anbefaler, at du tager tøj med, der sidder løst, som du kan have på efter behandlingen.

Tag din medicin med

Bruger du daglig medicin, så tag medicinen med til din operation. Så er vi sikre på, at du kan få den medicin, du har brug for. Medicinen skal helst være i sin originale pakning.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen.

Du får smertestillende medicin

Inden operationen får du smertestillende medicin for at forebygge smerter og ubehag.

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover og ikke mærker noget.

Operationen

Når bedøvelsen virker, skærer lægen hul på cysten og fjerner betændelsen. Lægen syr rundt i kanten med tråd, der opløser sig selv, for at holde cysten åben, så slim og betændelse kan løbe ud de næste par dage. I nogle tilfælde lægger vi et stykke gaze ned i såret. Gazen omdannes til gelé og falder ud af sig selv.

Selve operationen varer 15-20 minutter.

Du må spise og drikke efter operationen

Vi tilbyder dig noget at spise og drikke efter operationen.

Du bliver udskrevet

De fleste er klar til at blive udskrevet kort efter operationen. Du er klar, hvis:

  • du kan gå selv
  • dine smerter kan dækkes med smertestillende medicin fra håndkøb
  • du har spist og drukket
  • du har tisset uden problemer
  • du er blevet informeret om smertelindring, forbinding og andre eventuelle forholdsregler, når du kommer hjem.

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke bør drikke alkohol.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

Betændelse i såret (hyppighed: sjældent)

Der kan i nogle tilfælde gå betændelse i såret. Hvis det sker, kan det oftest behandles med antibiotika.

Hjemme igen

I det følgende kan du se, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen.

Ubehag eller smerter

Kontakt os ved tegn på betændelse

Du skal ringe til os, hvis følgende symptomer bliver værre:

  • Hævelse.
  • Varme.
  • Rødme.
  • Smerter eller svie.
  • Feber over 38 grader.

Hvis det sker efter de første 14 dage, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid.

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamol. Ved stærkere smerter kan du tage ibuprofen sammen med paracetamol. Den smertestillende medicin kan fås i håndkøb.

Brug isbind til at lindre smerter og hævelse

Smerter og hævelse kan lindres med isbind. Du kan købe en genbrugelig ispose, fx på apoteket, eller gøre et hygiejnebind vådt og fryse det i en frysepose. Huden må ikke komme i direkte kontakt med isen, da det kan give forfrysninger. Svøb isposen eller isbindet ind i et rent stykke stof, inden du lægger det på huden.
Læg isbindet eller isposen på såret i 15 minutter ad gangen med et par timers mellemrum. Brug metoden, så længe du har behov for det.

Pleje og hygiejne

Brug hygiejnebind de første par dage

Vi anbefaler, at du bruger hygiejnebind de første par dage efter operationen, da det kan væske lidt fra såret.

Skyl gazen ud af såret

Hvis du har fået lagt et stykke gaze ind i såret, omdanner gazen sig til gelé, som oftest falder ud af såret af sig selv.

Skyl dig efter toiletbesøg

Hver gang du har været på toilettet, skal du skylle dig med lunkent vand fra håndbruseren. Dup dig forsigtigt tør med et rent håndklæde.

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal  de første 14 dage,  da det øger risikoen for betændelse.

Undgå at bruge tamponer og menstruationskop

Du bør kun bruge hygiejnebind , indtil sårskorpen er faldet af. Vi fraråder at bruge tamponer og menstruationskop, da det øger risikoen for betændelse.

Hjælp din krop med at komme sig

Efter din operation har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage, og hvor godt dit sår heler. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.rigshospitalet.dk/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Bevægelse og hvile

Vent med at have samleje

Vi anbefaler, at du ikke har samleje de første 14 dage efter operationen.

Praktiske forhold

Sygemelding

Alt efter typen af arbejde kan du starte allerede dagen efter operationen, eller så snart du føler dig parat til det. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge.

Få mere viden

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit besøg på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden