Gå til hovedindhold

Azathioprin - behandling med

Azathioprin er et middel, som primært anvendes til behandling af myastenia gravis og i mindre grad andre muskel- og nervesygdomme.

Hvad er azathioprin?

Azathioprin er et middel, som primært anvendes til behandling af myastenia gravis og i mindre grad til andre muskel- og nervesygdomme.

Hvordan virker azathioprin?

Azathioprin virker ved at dæmpe immunforsvaret, hvilket sædvanligvis nedsætter sygdomsaktiviteten. Virkningen af azathioprin sætter langsomt ind, typisk efter 3-6 måneder, med yderligere effekt de næste 6 måneder.

Hvordan tages azathioprin?

Azathioprin tages som tabletter. Der trappes gradvis op til den dosis, du skal tage. Tabletterne sluges hele med et glas vand, gerne i forbindelse med et måltid. Du kan tage alle tabletterne på én gang, eller fordele dem over dagen.

Det kan være nødvendigt at ændre dosis, enten fordi du ikke har opnået den ønskede virkning eller på grund af bivirkninger. Ændringer skal altid ske i samråd med lægen, da det kan være farligt selv at ændre på antallet af tabletter.

Glemt at tage azathioprin?

Hvis du glemmer en dosis, skal du ikke tage dobbelt dosis næste dag, men i stedet tage din vanlige dosis.

Kendte bivirkninger til azathioprin

De fleste tåler azathioprin uden væsentlige bivirkninger.

Enkelte patienter får en akut reaktion på azathioprin med ubehag, feber, kvalme og opkastninger eller et allergisk kløende udslæt på ben, arme og krop. Hvis det sker skal du stoppe behandlingen med det samme.

Kvalme og manglende appetit er de mest almindelige bivirkninger. Generne ses især i starten af behandlingen, og forsvinder ofte med tiden, selvom du fortsætter med at tage azathioprin. Hvis du får kvalme, anbefaler vi at tage halv dosis morgen og aften eller at tage alle tabletterne før sengetid.

I sjældne tilfælde ses symptomgivende påvirkning af knoglemarven og leveren. Dette kan bl.a. medføre små blødninger i hud og slimhinder, som kan vise sig ved små røde eller blå pletter på huden, næseblod eller blødning fra tandkødet. Oplever du nogle af disse bivirkninger, skal du kontakte egen læge eller vores ambulatorium i åbningstiden.

Hårtab ses meget sjældent. Håret vokser ud igen, hvis du stopper med azathioprin.

Du kan læse en samlet oversigt over bivirkninger i indlægssedlen, som ligger i æsken med azathioprin.

Forholdsregler ved behandling med azathioprin

Blodprøvetagning

Du skal have taget regelmæssige blodprøver for at vi kan opdage eventuelle bivirkninger til azathioprin.

Du får sædvanligvis taget blodprøver med 2 ugers interval i de første måneder af behandlingen, derefter typisk med 3 måneders interval.

Ved blodprøverne kontrollerer vi bl.a. antallet af røde og hvide blodlegemer, blodplader og funktionen af din lever.

Blodprøveresultaterne bliver kontrolleret af vores læger, og du bliver kontaktet, hvis der er behov for det.

Vaccination

Vacciner med levende virus eller bakterier skal undgås under behandling og mindst 3 måneder efter behandling med azathioprin.

Infektioner

Det er sjældent nødvendigt at holde pause med azathioprin i forbindelse med infektioner.

Får du en alvorlig, eventuelt indlæggelseskrævende infektion, bør du kontakte dit behandlingssted, da det kan være nødvendigt at holde pause med behandlingen.  

Graviditet og amning

Kan normalt anvendes efter aftale med din læge.

RECEPTFORNYELSE

Der kan anmodes om ny recept enten

  • du kan bede din praktiserende læge om at udskrive en recept.                                  
  • ved at ringe ind til klinikken  
  • via besked til læge her i klinikken på sundhed.dk 

 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden