Gå til hovedindhold

Artroskopi, kikkertundersøgelse af kæbeled

Information om indlæggelse og artoskopi, som er en kikkertundersøgelsen af kæbeleddet.

Hvad er Artroskopi?

Artroskopi er en undersøgelse, hvor artroskopet (et kikkertrør) indføres i et led. Herved kan man se direkte ind i leddet. Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse (narkose) og kan anvendes til at finde årsagen til hævelse, smerter, ustabile led eller bevægeindskrænkninger.

Artroskopet føres ind i ledet gennem et lille snit på huden foran øret. Når kikkertundersøgelsen er afsluttet, sys det lille snit med et enkelt sting og der lægges en forbinding hen over.

I forbindelse med undersøgelsen skylles kæbeleddet med fysiologisk saltvand. Det medfører at du efterfølgende kan være hævet i området omkring kæbeleddet.

Indlæggelsessamtale

Før din operationsdag skal du møde ind i Afdeling for Kæbekirurgis ambulatorium til indlæggelsessamtaler og forundersøgelser. Her bliver du orienteret om det forestående indgreb.

Du kommer i løbet af denne dag til at møde din kirurg og en sygeplejerske som giver dig information om indgrebet og de praktiske oplysninger du har brug for før din operation. Der vil blive optaget en lægejournal, og ved behov vil du også møde en narkoselæge. Hvis du har behov for beroligende medicin, for at dæmpe nervøsitet i forbindelse med narkose, så kan dette aftales med narkoselægen ved indlæggelsessamtalen.

Operationsdagen

Du skal møde fastende og tørstende på operationsdagen i henhold til de instrukser du har modtaget på indlæggelsesdagen.

Når du ankommer til operationsstuen, bliver der lagt et tyndt plastikrør i en blodåre, hvor der kan gives medicin og væske. Du får sovemedicin i plastikrøret og falder efter kort tid i søvn. Herefter sover du under hele operationen.

For at operationen kan udføres sterilt (helt rent), vil lidt af dit hår omkring øre og kæbeled blive klippet kort.

Efter operationen vil der sidde en enkelt sting i huden ud for kæbeleddet. Stinget er ofte dækket af en lille forbinding (plaster og gaze) efter operationen. Undgå at komme vand på forbinding/sår de første 5 dage. Forbindingen kan let blive lidt misfarvet af sårvæske og blod, hvilket er normalt. Forbindingen og stinget fjernes til din kontrolundersøgelse. Det kan også fjernes hos egen læge efter ca. 1 uge.

I timerne efter operationen kan de mimiske ansigtsmuskler være påvirkede. Der kan optræde nedsat følelse på huden over kæbeleddet. Området omkring leddet er normalt hævet efter operationen. Hævelsen kan vare i op til 2 uger.

Smerter

Indgrebet er sjældent meget smertefuldt, men der forventes ømhed i området i nogle uger efter operationen. Som rutine gives fast smertestillende medicin de første dage.

Kost

Efter undersøgelsen anbefales det at du spiser blød kost efter evne indtil dit kontrolbesøg. Hvis du oplever stærke smerter ved tygning af blød kost, kan flydende/pureret/moset kost være nødvendigt den første tid.

Infektion

For at forebygge infektion gives antibiotika i forbindelse med operationen. Kun sjældent er der behov for yderligere antibiotikabehandling.

Mundhygiejne

Mundpleje og tandbørstning foregår på normal vis før og efter operationen.

Gabeevnen

Gabeevnen er nedsat efter indgrebet og aktive gabeøvelser påbegyndes efter cirka en uge, eller efter anvisning fra din kirurg. Der må påregnes smerter ved gabeøvelser, specielt i starten. Det kan derfor være nødvendigt at tage smertestillende medicin i forbindelse med gabeøvelserne.

Kontrolundersøgelse

Kontrolundersøgelse i Afdeling for kæbekirurgi foretages efter 1-2 uger.  Her vil der foregå følgende:

  • Fjernelse af sting
  • Kontrol af smerter
  • Kontrol af bevægelighed
  • Instruktion i øvelser (ved behov)

Kontakt

Ændring af tider

Afdeling for Kæbekirurgi, Telefon 35 45 20 02 (vælg sekretær)
Telefontid mandag - fredag kl. 8.00-12.00 og kl. 12.30–15.00.

Akutte problemer eller spørgsmål

Afdeling for Kæbekirurgi, Telefon 35 45 20 02 (vælg sygeplejerske), Telefontid mandag-torsdag kl. 9.30-11.30 og kl. 13.00-15.00, fredag kl. 9.30-11.30 og kl. 12.30-14.30. 

Akutte problemer eller spørgsmål aften/nat og weekend (kun de første dage efter udskrivelsen) 

Afdeling for Kæbekirurgi's sengeafsnit 7054, Telefon 35 45 70 54.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden